Ravioli al uovo


På en mandag spadserer jeg ned til min lokale grønthandler, den eneste af slagsen ude i forstaden.

– Sælger i durumhvede?

– Ja, selvfølgelig!

Jeg smutter ud af den tunge, slidte dør med to kilo durumhvede under armen. Hjemme i køkkenet ligger kogebogen opslået på opskriften ”hjemmelavet ravioli”. Jeg havde læst, at jeg skulle starte med dejen, og stryger derfor seks deciliter mel ud over køkkenøen. Dejen skal æltes grundigt. Jeg begynder at ælte, selvom jeg hader den slimmede fornemmelse af vådt mel mellem fingrene. Det føles som en kæmpe snotklat. Jeg kigger op på uret. Jeg har stået og æltet i otte minutter og 30 sekunder. Jeg kigger fortvivlet ned i kogebogen. Jeg åbner døren til mit allerede proppede køleskab og prøver at gøre plads til dejen. Jeg rykker rundt på plastikbokse med halvspist mad i, som jeg ved jeg ikke kommer til at spise. Til sidst får jeg mast dejen ind mellem to bundter halvvisne forårsløg.

Efter hvad der føles som en evighed, tager jeg dejen ud af køleskabet og smider den atter ud på køkkenbordet. Jeg lader fingrene glide over den silkebløde dej, der ikke længere føles som en stor snotklat. Kagerullen får dejen til at flade sig ud på den kolde marmorbordflade. I det, at jeg er ved at lægge den cylinderformede rulle fra mig, ringer telefonen. En stemme i den anden ende af røret taler til mig, jeg hører knapt ordene. En kort samtale senere, og jeg kan mærke mine ben bukke sammen under mig. Jeg rejser mig op sekundet efter og griber ud efter det koksgrå spisebord. Jeg åbner alle vinduer for at kunne få luft ned i mine lunger, og kaster mig hen mod altandøren og ud i den kolde vinter. Ryger tre cigaretter i streg og stirrer ud i det fuldstændige mørke.

Inde i køkkenet igen får jeg øje på dejen, og smider den ud i den overfyldte skraldespand. Hvordan fik jeg den yderst dumme idé at lave ravioli al uovo, tænker jeg. Jeg slænger mine vigtigste ejendele ned i en forvasket stofpose, der engang var ceriserød, og forsvinder omgående ud af hoveddøren.