Acquired Taste


Sara låste sin cykel fast til et nedløbsrør ud for min opgang, imens en stor gruppe unge mænd væltede ud af vindfanget på spillestedet overfor.
 Gå tilbage, sagde en af dørmændene bestemt.
 Du er en hund! råbte en fyr i hættetrøje.
 Da det hele var faldet lidt til ro, ville jeg forsøge at sælge den billet, jeg havde i overskud.
 Skal vi ikke prøve dem der? spurgte jeg Sara og pegede på tre kvinder i fyrrene. Det følte jeg mig mest tryg ved. Men hun ville hellere spørge dem, der lige var blevet smidt ud.
 Hallo, leder i efter en billet? Spurgte Sara ind i gruppen.
 Jeg vil gerne for 100 kroner, sagde en stor fyr i hvid T-shirt, fjern i blikket.
 Den koster altså 295, sagde Sara, det har vi givet for den.
 En mindre fyr kom ud af mængden og sagde, jeg vil gerne. Hvad koster den. Hvad er dit nummer? Stil dig her ved siden af mig, så overfører jeg.
 Pludselig stod vi midt i gruppen. Jeg var nervøs. Han tastede mit nummer og overførte pengene. Med rystende hænder, sendte jeg ham billetten.
 Mit Mobile Pay virker ikke, jeg ved ikke hvorfor, sagde han og spurgte en ven, om han ikke ville overføre.
 Jeg har para, jeg lover det, her, hold min telefon, indtil du har fået pengene, sagde vennen
 Sara stod med hans telefon i hånden, imens han overførte.
 Vi gik op i min lejlighed inden koncerten. Adrenalinen kørte stadig rundt i mig. Jeg fandt to øl i køleskabet, og vi satte os i sofaen.
 Jeg følte mig som den største white boy dernede, sagde jeg.
 Jamen det er du jo også, sagde Sara og grinede.
 Det var vildt så meget, ham fyren måtte være vant til mistillid. Sådan som han selv foreslog, jeg skulle holde hans telefon som en form for pant.
 Sara gav mig ret.
 Det kan også være, fordi jeg engang blev røvet, at jeg ikke stoler på nogen, sagde jeg.
 Jeg havde ikke noget problem med det. Men jeg kunne jo også være deres mor, sagde Sara.
 Saras kæreste Simon skrev. Han skulle også til koncerten med nogle venner. Jeg kiggede ud ad vinduet og kunne se ham dernede. De vinkede. Vi skulle lige drikke ud. Han skrev de ville gå i baren til højre for scenen. Lidt efter, venstre. Hans ekskæreste var på arbejde.
 Nede på gaden holdt et salatfad og blinkede blåt.
 Nu slapper du af! Træd tilbage! råbte en betjent.
 Det gav en dump lyd, da en ung fyr, blev klasket op af bilen og lagt ned på jorden, imens politiet og de unge råbte ad hinanden. Sara talte om politivold, imens jeg røg en cigaret på vej over mod indgangen, hvor en kvindelig betjent sad oven på en ung mand, der lå med ansigtet ned i brostenene.
 Fyren, der havde købt min billet, stod og diskuterede med en betjent, prøvede at forklare, hvad der var sket. Jeg forstod ikke, hvad han mente. Vi fortsatte hen mod indgangen.
 Bassen fik ruderne til at vibrere, og vagten sagde, I kom lige til tiden. Sara hørte det vist ikke, og fortsatte langsomt op ad trappen, og jeg måtte sige, hey, det er startet, og så skyndte vi os op og ind i mængden.
 Jeg skrev til Simon, hvor vi var, men fik ret hurtigt øje på ham og hans venner, et par meter foran os blandt publikum. Godt at se dig, råbte han, så mine trommehinder summede ubehageligt, imens vi krammede.
 Koncerten var udmærket, men ikke ligeså god som de sidste to gange jeg havde set rapperen. Bagefter stod jeg udenfor og snakkede med Simon. Nogen ville på et gammelt værtshus. Men Sara syntes, det ville blive for tæt. Hun havde røgallergi og sagde, vi ville blive coatet i nikotin.
 Sara og Simon var blevet sultne. En taxa lyste grønt længere nede ad gaden. Vi fik spændt Saras cykel bagpå, og Simon sagde navnet på en restaurant i centrum, han altid snakkede om. Da bilen var kommet op i fart, bad vi chaufføren skrue op for musikken, et nummer fra koncerten. Inde i centrum holdt vi for rødt.
 Vent, sagde taxachaufføren, jeg skal lige have tjekket cyklen.
 Han gik ud og rodede med ophænget, spændte det ordentlig fast. En taxa i den modkørende retning rullede vinduet ned.
 Hvad laver du? Din indvandrer, råbte han til vores chaufør og grinede. De kendte hinanden.
 Vi blev sat af lige foran restauranten. Åbnede glasdøren og kæmpede os vej ind igennem de tykke forhæng, der skulle holde kulden ude.
 En britisk tjener med sixpence spurgte, om vi var her for drinks eller dinner.
 Why choose? spurgte Simon.
 Vi blev placeret ved et bord foran vinduet ud til gaden. Jeg skulle virkelig tisse. Toilettet måtte være nede i bunden af det aflange lokale. Men der var en bar i midten.
 Excuse me sir, this is the working area, you’re on the wrong side of the bar, råbte tjeneren.
 Jeg skulle lige forstå, det var mig han talte til. Jeg var åbenbart kommet på den forkerte side. Da vi ankom, havde han spurgt, om vi ville sidde i baren, hvilket vi havde takket nej til, men jeg havde kigget derop, og af en eller anden grund byttet rundt på gæstesiden og personalesiden af baren, uden at registrere det.
 Det måtte være det, der var gået galt, da jeg så skulle finde toilettet. Jeg var flov, men fortsatte så ud og tissede. Der var to toiletter ved siden af hinanden i et stort rum med dæmpet belysning.
 Da jeg kom tilbage til bordet, fortalte jeg om den pinlige oplevelse. De to andre syntes ikke, det var så slemt. Men de var også væsentligt fuldere. Vi bestilte noget mad. Og så en naturvin, som tjeneren præsenterede som meget acquired taste. Men da vi smagte på den, mindede den om en hjemmelavet cider. Sara var flere gange på nippet til at falde i søvn.
 Da regningen kom, blev det over tusind kroner, jeg spurgte Simon, hvor meget jeg skulle overføre.
 200, sagde han efter lidt overvejelse. Jeg gjorde det bare, selvom det langtfra var fuld pris.
 På vej ud kunne jeg ikke dy mig og gik op i baren, hvor vores tjener nu havde fået fri og sad på en barstol. Med en hurtig håndbevægelse, vippede jeg hans sixpense af, så den fløj i en lav bue ind over baren og landede i håndvasken. Det skulle jeg ikke have gjort.

Flere udgivelser fra Lapidar