Margrethe


Om aftenen tager Søren til releasekoncert med Ronjas band. Jeg siger igen, jeg ikke kan, at jeg skal mødes med nogle fra studiet. Vi står og krammer, han stikker fingrene ned og kører rundt mellem mit bælte og bukserne, hiver i det, så jeg bliver trykket ind imod ham, hans overkrop som en væg. Vi kysser med varme, han kigger rundt omkring mine øjne og så ind i dem som ind i et akvarie.
 Så smutter han, spejlet klaprer på den svingende dør, drejer sig som et kamera, der panner hen over stuen, garderoben og til mig, der står alene i åbningen ind til soveværelset, da døren smækker.
 Nu er jeg stående, skal lave noget, skabe en årsag til ikke at være taget med til koncert. Jeg stiller mig hen til vinduet og kigger ud på kranerne ved Lygten, i tvivl om de nogensinde bevæger sig eller bare står og lader som om for at få flere midler. Deres silhuetter i den tidlige aftensol virker melankolske, pladecoveragtige, tegltagryggene i forgrunden falder ud af fokus, og så pludselig ruden her, vi aldrig vasker.

Jeg kunne være taget med. Så ville vi have cyklet ind igennem det udendørs træningsområde omtrent nu. Vi ville have parkeret vores cykler op ad hinandens, sammenbundet af Sørens orange kædelås. Vi kunne have nærmet os Bolsjefabrikken med hænderne i lommerne. Søren ville have kysset mig en sidste gang, inden vi sagde hej, og så ville vi have sagt hej til dem, der ville have stået og røget. Koncerten ville have været fed, Ronja ville have shinet, hendes hænder ville være begyndt at bløde hen imod slutningen, blodet ville være landet skiftevis på trommernes skind og på hende selv, hun ville have skåret tænder. Vi kunne have danset bagefter til DJ’ens musik i en gradvist mindre gruppe, Søren ville have været meget opmærksom på, at jeg ikke stod alene, og jeg ville have forsøgt at komme ud og ryge, uden at han følte sig presset til at gå med. Ronja ville hele tiden være blevet optaget af at tale med folk, der syntes, det var en fed koncert, og at hun var pissesej. Jeg ville have været ædru igen, når vi låste vores cykler op og kørte hjem ved tretiden.

 I stedet ringer jeg til Kisser, min veninde fra gymnasiet, som næsten lige er flyttet til København. ”Hvad så, ven,” siger hun, da hun tager telefonen.
Hun sidder med sine søskende på Sønder Boulevard og drikker øl og spiser pizza. Bagefter ringer jeg til Mads og spørger, om han vil med derhen. Vi har gået i gymnasiet sammen alle tre, plejede at ryge joints i skoven og høre musik. Jeg trænger til at brænde igennem, siger jeg. Det er det, vi gør, siger Mads.
Jeg sætter musik på i lejligheden, åbner en øl i køkkenet og kigger ned i gården, hvor en borderterrier løber rundt i cirkler. Hvor er ejeren? Han sidder på bænken henne ved hækken og griner, slår sig på låret. Hunden stopper, kigger over på ham, og så fortsætter den.
 Jeg går ind på soveværelset og finder tøj frem, trækker en grøn velourbluse på, den sidder altid godt. Sorte jeans. Stiller mig ud i entréen og tænder lyset, kigger i spejlet. Mit hår er langt og rødt, den smalle skilning får pandehåret til at falde i to bløde buer ned omkring kinderne som barokke gardiner, skarp kontrast til den mørkegrønne velour.
  Jeg kigger op på spejlet, som var det en anden person, ”jeg hedder Margrethe.” Rømmer mig. ”Hej, jeg hedder Margrethe.” Svinger håret lidt til siden, tager et akavet skridt frem, ”øhh, hej, jeg er … hedder Margrethe.”

Jeg stiger på ved Nørrebro Station og af ved Enghave Plads. Min lange, brune jakke blafrer ved det lette sus af luft gennem perronen. Idéen om metroringen får mig altid til at tænke på den enorme ring, de byggede i Schweiz for nogle år siden, for at sætte nogle partikler i kredsløb og få dem til at klaske sammen ved enorm hastighed og se, hvad der ville ske. Skeptikere talte om, at kollisionen kunne føre til dannelsen af et sort hul, der kunne ødelægge hele planeten, men der skete selvfølgelig ingenting.

Vi har drukket vodkaen og det hele, vi er begyndt at gå nu. Hen til Kødbyen, et sted, man kan danse. Kisser fører an, hendes sko knirker mod brostenene. Den lille pølsevogn med amerikansk blårødt mønster, køen ind til Baren, én fra gymnasiet, der kender os. Eller, det var ledt sagt, vi kender jo også ham. Men nå. Og hen til Jolene nede i enden, hvor der også er kø. Ude midt på pladsen står en mand på en SoundBox og råber i en megafon over sine beats. Og vi er for fulde til at respektere køen, vi smyger os ind i rygergården og hen til varmelamperne og op til den anden dør, og vi smiler sødt, og Mads nikker indforstået til dørmanden, og vi stiller os ind i en svedsky under rumlamperne, og. Hvad skal man sige. Og musikken er helt … lyset og mørket … alle de svedende … Kisser kaster hovedet tilbage og lader det glide frem, så håret bølger i en uafbrudt rytme. Drenge, kalder jeg dem, drenge kommer og danser ved os, om os. De danser ligesom på os. Jeg roder en af dem i håret, han er lige så lav som Kisser, og så går han, og så går hans venner også, men så er der nye.
 Vi går ud i rygerrummet, nå, der er ikke noget rygerrum. Mads går op i baren, vi går på toilettet. Kisser kommer tilbage fra herretoilettet, jeg kommer tilbage, vi går, Kisser, jeg bevæger mig ud, Mads går ind i en booth, Kisser kommer, eller jeg bevæger mig – stiller mig ved pissoiret, går ind i et rum, der er tis på gulvet, en fyr, der lige har sagt sit navn, siger mit navn (har jeg sagt det?), og lader mig sniffe fra en Ruko-nøgle, der er magen til min, siger jeg. Jeg går ud og står midt foran dansegulvet, mærker næsen stoppe halvt til, smagen som af ørevoks øverst og bagerst i munden/ganen.
 Så kommer fyren hen og prikker mig på skulderen, råber ind i øret på mig (det er han nødt til), at jeg ikke bare kan få uden at købe noget, at jeg godt ved, hvordan det fungerer. ”Okay,” siger jeg, og så går han ud på toiletterne igen, og Mads kommer, og jeg siger til ham, at Mads, at vi bliver altså nødt til at købe noget coke, for … og så går vi ud og sender fyren firehundrede kroner for en kugle sølvpapir.
 Vi går væk fra Jolene hånd i hånd, Mads’ i min, min i Kissers, foran hinanden, trækkende. Ind under et stillads, Mads åbner den lille stanniolbold, ”shit, det er blevet dyrt”, og jeg tænker sådan: blevet? Mads har en lufttæt plasticpose med skunk, som han tømmer over i sin pung, i rummet til mønter, og så tømmer han sølvkuglen ned i posen og slikker stanniolet rent for hvidt, og så dypper han sin nøgle i posen og gestikulerer til mig med sin finger, kom nærmere, og jeg gør det, og jeg propper nøglen helt op mod næsen, og det er mere af det samme, små energiudladninger inde bag næsen og øjne, og hele kroppen spændes, læner let forover, muskler klar til at springe, klar.
 Vi tager nogle nøgler hver og går tilbage, og så går vi ind på Bakken, et hadested, man ofte ender. Igen kommer vi ind, jeg ved ikke hvordan, og det lyser rødt og blåt og sort. Der er proppet med mennesker, og i den hakkede gang ind til rygerrummet kan jeg se os i små stykker spejl på væggene komme gående. Vi ryger smøger og smøger, snakker om musik, staten, sprog, vi kommer vidt omkring.
 Indtil Kisser pludselig sidder og snakker med nogle fyre, og jeg kan se, at det særligt er én fyr, og jeg kan kende ham fra et band, vi engang var til koncert med, hvor han var sangeren. Jeg hilser også på ham, en korthåret fyr, der drikker en helt gul drink, som jeg får en slurk af, men Kisser snakker med ham, og jeg koncentrerer mig om Mads.
 ”Nu skal vi vist danse,” hvisker jeg til Mads. Vi har vores pander helt ind imod hinanden og smiler skeletagtigt.
 ”Ja!” hvisker han.
 Og så går vi fra Kisser. Jeg kigger tilbage og vinker med en lillefinger, og hun smiler til mig, imens jeg trækkes bort af Mads. Hun er så smuk dér midt i røgen og lyset fra de kulørte lamper. Sangeren drejer hovedet for at kigge efter os, men hun forhindrer ham, tager fat om hans hoved med hænderne, og jeg ser hende vende hans ansigt tilbage mod sig og kysse ham, og så drejer vi om hjørnet, og musikken buldrer os i møde.

Jeg er ikke ligefrem stolt. Søren fik nok af mig sidst, jeg havde taget stoffer, det var emma. Han sagde, han ikke kunne forstå, at jeg havde brug for det, at jeg ikke havde nok i verden, som den er med ham og mig og alkohol og hash og sex og musik, men at jeg også ’havde brug for’ mere. Og jeg sagde ’havde brug for’, at jeg ikke ’havde brug for’ mere, jeg ’havde brug for’ at gøre, hvad jeg havde lyst til, men han sagde, at hvis det, jeg ’havde lyst til’, var det, jeg ’havde brug for’, og det, jeg ’havde lyst til’, var andet og vildere end livet og verden med ham og mig og alkohol og hash og sex og musik og venner, hvis det, jeg ’havde lyst til’, var mere, hvis det, jeg ’havde lyst til’, var MDMA, så var det, jeg ’havde brug for’, også det, og hvis jeg ’havde brug for’ mere, så sagde han Margrethe, Margrethe. Så sagde han, at han ’havde brug for’ at sige, at han ikke ved, hvad vi laver med hinanden så, og at jeg måske ’havde brug for’ at tænke over det i mere end et øjeblik ad gangen.

Det åbner sig først omkring os på dansegulvet, men så lukker det sig igen. Folk danser ind i, afbryder rytmer, Mads bliver skubbet rundt som en gulvspand på hjul. Mænd kommer ind og gør vores interne mig-og-Mads formation til en cirkel, en mig-og-Mads-og-ham-og-ham-og-ham formation. Mads’ øjne spørger mig, hvad fanden de tænker. Tænker de ikke, der er en rimeligt god chance for, at Mads og jeg er kærester, og at de derfor ikke har nogen mulighed for/grund til at presse sig ind her? Men de tænker vel ikke så langt. De ville virke søde og sympatiske, hvis de ikke stod lige her og dansede. Ja, selv hvis de dansede bare en smule bedre, ville de virke mere sympatiske.
 Jeg trækker Mads med ud, fordi jeg ikke kan lide at sætte ham i den position, hvor han på en eller anden måde bliver nødt til lade, som om vi er kærester. Så vi går altså ud nu, vi går rundt i gården eller midt i Kødbyen, altså, kigger ind på barerne, diskotekerne, de gamle slagterier med klinker og beton. Tager en nøgle igen.

 – Det er længe siden, vi har lavet sådan noget her sammen.
 – Ja.
 Vi sidder på en metalstang, som er en del af det stillads, der tårner op over os. Det blæser og rusker i presenningen.
 – Hvad laver Søren?
 – Øhh, altså lige nu?
 – Ja. Hvornår ellers?
 – Generelt.
 – Nej, nu?
 – Han sover, tror jeg. Eller, han skulle til koncert med Ronjas band.
 – The Essays på Bolsjefabrikken.
 – Ja. Han er til koncert dér, eller også fester de, eller også sover han nu.
 – Det forstår jeg godt.
 – Hvad forstår du godt?
 – Hvad?
 – Du forstår det godt?
 – Ja.
 – At hvad?
 – At han … eller, jeg synes det er nice, at vi kunne se hinanden i aften.
 – Okay?
 – Okay? Hvorfor sætter du spørgsmålstegn efter okay?
 – Det gør jeg heller ikke? Jeg sagde det bare?
 – Du satte et spørgsmålstegn gennem din måde at sige det på. Du intonerede et spørgsmålstegn? Okay? Se?
 – Hold nu kæft.
 – Undskyld.
 – Undskyld?
 – Siger du selv undskyld, eller gentager du mit undskyld i en spørgende tone?
 – Skal vi ikke tage ind et sted med fadøl?
 – Det synes jeg. Hvad med Kisser?
 – Kisser må vi lægge bag os. Hun er for smuk til at bevæge sig med videre ud i natten sammen med os.
 – Vi er også smukke.
 – Men vi er ikke Kisser. Vi scorer ikke sangeren fra det band der.
 – Nogen af os har også kærester. På Bolsjefabrikken.
 – Eller hvor han nu befinder sig.
 – Lad os tage på McKluud, der er så dejligt kort derhen.
 Og jeg fandt engang en tohundredekroneseddel derhenne.
 – Gjorde du det?
 – Ja, den lå i døren.
 – Hvordan? ’I’ døren, det forstår jeg ikke.
 – Der er to døre, den lå imellem dem. I mellemrummet.
 – Det forstår jeg simpelthen ikke.
 – Det vil du se, når vi kommer derhen.
 – Brugte du den på øl?
 – Jeg var på vej ud derfra.
 – Nå okay.
 – Men ja, den gik sikkert stadig til øl.
 – Yes!
 – Vi er nu begyndt at gå, det er godt, og det er godt, at vi går så hurtigt. Og at vi har nøglerne med. Nøgler til coke og til lejligheder.
 – Vandet må være blevet koldt nok nu.
 – Hvad?
 – Undskyld, jeg var lige et helt andet sted.
 – Hvor var du?
 – Træt.
 – Lad os krydse vejen, før den pølse af biler dér kommer nærmere.
Min tilstand var blevet så umiddelbar, og hver gang vi kiggede på klokken, blev vi overraskede over, hvad den kun var. Klokken blev ved med at være kun. Det var meget specielt.
 Vi kom ind på McKluud, og så længe jeg ikke tænkte på det med Søren, der lå derhjemme og var vred, så var alt dejligt og kun.
 Og i virkeligheden, når jeg så endelig tænkte mig om, lå han jo overhovedet ikke derhjemme og var vred. Han lå inde i mit hoved og var vred. Jeg var vred. På mig selv, på vegne af ham.
 Hvorfor skulle han ligge derinde og gøre livet surt? Hvorfor skulle Søren bringes til live på den måde, flyde ud over sine grænser? Og det skulle han da heller ikke. Han skulle bare holde sin kæft.
 Bag Mads sad der nogle metalheads og var helt blæste. De havde alt for mange øl i forhold til antallet af personer, de var, helt urimeligt mange øl. De var fem metalheads, og der stod tredive eller fyrre store fadøl med skum på toppen.
 Havde de vundet en konkurrence? Hvad var klokken, hvor længe havde de tænkt sig at sidde og drikke øl? Og hvorfor ikke bare købe dem lidt efter lidt?
 Pludselig var de væk. Metalheads’ne, ikke fadøllene. Mads begyndte lige så stille at læne sig over og flytte øl fra deres bord og over på vores, og vi begyndte at drikke dem. Og metalheads’ne kom ikke tilbage. Og så rykkede vi hen til deres bord.
 Men: der var for mange øl til os. Vi syntes, det var så sørgeligt med alle de øl. Vi gik rundt til de andre gæster på McKluud og tilbød. Det viste sig at være svært at overbevise folk om at tage imod dem. Måske derfor føltes det lidt som et nederlag, da jeg endelig tog hjem.
 Vi havde fundet nogle sjove mennesker at snakke med, og Mads blev hængende, men Søren blev for råbende, jeg måtte hjem til ham. Han skulle ikke vågne, før jeg kom hjem. Det kunne jeg ikke retfærdiggøre. Ikke på coke. Men min grønne trøje og mit røde hår skulle hjem, mit ristede ansigt. Min gennemblæste næse skulle hjem, mine rystende lange ben og fingre. Mine kæber og kløende bryster var så godt som allerede hjemme. Mads sagde fint farvel og kyssede mig, det blev han ligesom nødt til nu, det var vi enige om, men jeg skulle væk/ud/hjem til Søren.

Søren ligger inde i sengen og sover med dynen trukket op over hovedet. Et stort glas vand med næsten smeltede isterninger i står ved siden af sengen: Han er fuld. Godt, han er fuld, han kommer til at sove længe. Han kommer til at have tømmermænd. ”Hej,” hvisker han, da jeg lægger mig ind og krammer ham bagfra. Hans bryst vibrerer tungt, ryggen er stor og varm. Jeg slipper ham aldrig igen. Jeg går ud og børster tænder og kigger mig i spejlet, sætter mig i vinduet og ryger, børster tænder, skriver til Kisser, drikker vand, tager nogle armbøjninger, vasker mit ansigt, lægger mig ind til ham, og så slipper jeg ham aldrig igen.
Drømmene er vilde og intense, men mit værste mareridt er at vågne, at gå rundt i den samme lejlighed som Søren og have dårlig samvittighed.
 Da jeg vågner (jeg kan ikke have sovet længe), mærker jeg med det samme resterne efter coke: Næsen er stoppet til, smagen af ørevoks findes stadig, øjnene spiler sig selv op. Det er et efterspil, og det er grænseoverskridende, at jeg ligger ind mod Søren og føler det. Han sover stadig roligt. Jeg er både træt og frisk.
 Jeg bliver liggende og holder om ham. Jeg kan se os oppefra, dynen er krøllet og slasket omkring os, min ene fod stikker ud. Sørens ben er bøjet, han ligger på hug. Jeg kysser ryggen og lader ansigtet hvile mod den.

Vi lever vores liv i en periode, uger, men det går op og ned. Jeg føler mig utilpas, og jeg mærker også Søren reagere og opføre sig på måder, jeg aldrig havde regnet med.
Pludseligt bliver han vred, imens vi maler stuen, og vi har venner på besøg til at hjælpe. Han står midt i rummet og taler højlydt, kommer til at vælte en øl med foden, og så går han ned i gården og ryger.
 Da de andre er smuttet, siger han undskyld. Vi har sex, og imens han ligger oven på mig, kan jeg ikke komme i tanker om, hvad han var sur over. Det var noget med en bestemt teknik, vi skulle følge, for at det hele blev pænt. Sådan plejer han ikke at opføre sig. Han sagde, at han havde forklaret det hundrede gange.
 Er det på grund af mig, han ændrer sig?
 Nu er han sig selv igen, stor og omfavnende, blød og opmærksom, presser min krop ned i topmadrassen. Jeg fokuserer på de steder, hvor hans hud bliver rødlig. Det er ophidselse, som jeg forårsager. Min form farver hans hud. Han griber fat om mig, næsten febrilsk, men alligevel bestemt, og jeg kan mærke ham nærme sig punktet. Han stønner rytmisk, og så pludselig stopper han, helt oppe, og jeg kan mærke ham pulsere inde i mig. Jeg skælver omkring ham, og så kommer vi samtidigt, helt stille og intenst. Alting løsner sig op.
 Senere sidder vi ved det runde bord i stuen og drikker te. Der er pap på gulvet, det hele er godt og roligt igen. Den sene eftermiddagssol står ind ad vinduet. Klokken er lidt i syv, snart skal vi bestille pizzaer. Væggene er ved at tørre.
 Jeg beslutter mig for at sige det i dette øjeblik, ”Søren,” siger jeg, ”jeg har altså taget coke for nylig, og jeg har glemt at fortælle dig om det.” Han kigger op på mig, jeg kan ikke læse ansigtet.
 ”Det var den fredag, hvor du var til koncert med Ronjas band. Jeg ved godt, du ikke så godt kan lide det, de gange jeg har gjort sådan noget før, og det forstår jeg også godt, men jeg tror, det var derfor, jeg ikke kunne tage mig sammen til at fortælle dig det. Men jeg kom altså til at gøre det igen den aften.”
 Han har rejst sig og står henne ved vinduet og kigger ned i gården, og sprossen, skyggen fra den giver ham ligesom bind for øjnene. Han lader mig tale videre. Og jeg fortæller ham grundigt om aftenen uden at være nervøs, siger, at det var en fantastisk oplevelse, at jeg nærmest aldrig har følt mig så levende og let, og sådan har jeg det også, imens jeg fortæller, at jeg har helt sikkert fået det ud af systemet, og fortæller at jeg virkelig føler mig tættere på Mads og Kisser som venner efter den oplevelse, men at jeg elsker Søren over alt, især nu når han er så nice omkring det.
 Men så vender han sig imod mig, der sidder på knæ på stolen, og siger noget strengt.

 Hvad, siger jeg, hvad sagde du?
 Her står Søren foran mig og snakker, og jeg kan ikke høre ordene. Jeg lægger kun mærke til den bløde hud lige under hans hals, den lille skål af lysebrunt ler.
Han kigger på mig, og jeg kan mærke, at de ord, han lige har sagt, stadig hænger i luften, jeg kan plukke dem et for et, ”hvor” ”er” ”du” ”henne” ”Margrethe?”
 ”Jeg sidder her,” siger jeg.
 ”Gør du?” siger han.
 ”Ja.”
 ”Og hvad siger du så?”
 ”Undskyld?”
 ”Undskyld?”
 ”Ja.”
 ”Du behøver ikke sige undskyld.” Han sætter sig ned. ”Det er okay. Jeg troede bare, at vi begge to var færdige med det.”
 ”Det er vi også!”
 Så griner han, et uhyggeligt grin, og stiller sig hen og lægger en hånd på mit hår, og jeg lægger mit ansigt ind mod hans T-shirt på maven. Så træder han væk, og mit hoved og min overkrop vipper langsomt forover, til jeg lader mig falde ned af stolen og nu ligger helt nede på gulvet på pappet og kigger mellem bordbenene hen mod soveværelsesdøråbningen.
 ”Søren?” Jeg kan høre ham skifte tøj derinde. Det var dumt at sige noget til ham nu, mens malingen stadig tørrer, og han var i et underligt humør tidligere. Det havde jeg glemt efter den orgasme, vi havde sammen, som jeg følte havde udslettet alt det dårlige ved dagen. Jeg kan stadig mærke ham i mig.
 ”Hvad?” siger han derindefra.
 ”Hvad laver du?”
 ”Jeg skal bare have noget luft, tror jeg,” siger han.
 Jeg sætter mig op, læner mig mod radiatoren under vinduet.
 ”Søren, jeg er altså ked af det, men jeg var jo fuld. Jeg har jo ikke været dig utro eller noget,” Mads’ læber mod mine, han slikkede mig også om øret på et tidspunkt, ”kan vi ikke lige snakke om det?”
 ”Vi snakker om det en anden dag,” siger han, og jeg orker ikke mere nu. Han er uretfærdig.
 ”Jeg var fuld!”
 ”Fuld, på coke, ja, der er slet ingen forskel.”
 ”Nej, jeg var fuld, da jeg tog coke, jeg kunne ikke styre det.”
 Han kommer ud fra værelset, imens jeg stadig sidder op mod radiatoren. Han har en Lidl-pose i hånden.
 ”Du kan ikke styre en skid,” siger han, går hen til køleskabet og propper nogle ting i posen. ”Og du rører ved malingen.”
 ”Shit!” siger jeg og rykker væk, kravler på alle fire ud på badeværelset. Jeg rejser mig, tager trøjen af og kigger bagpå, den har fået en hvid stribe under nakken, jeg holder den ind under bruseren og tænder. Så kan jeg høre ham tage sko på.
 ”Søren!” siger jeg.
 ”Margrethe.”
 Malingen, jeg gnubber af med fingrene, løber ned ad mine håndled. Jeg smider trøjen på risten og gnider armene under vandet.
 ”Jeg smutter hjem til Rolf,” siger Søren. ”Jeg skal bare tænke lidt.”
 ”Ja,” siger jeg. ”Men husk, at jeg elsker dig, og jeg ringer til dig i morgen.”
 ”Jaja,” siger han.
 ”Ja, snak med Rolf om det,” siger jeg. Rolf er mere chill.