København


Mandag d. 7. maj, 2018

Ensomheden især at blive afvist sidst på dagen
bil efter bil på vejen, jeg skal krydse for omsider at være kommet hjem—
hér står jeg, og det er flagrende ligegyldigt (…)

Kan måske bare være menneskeliggørende,
men på en ret insisterende måde?

som andre kører dér, nøjagtigt lige så gyldige

.

Børn. En gruppe af børnene i baggården har fået øje på røgen, på cigaretten og nu, på ’mig,’ på 2., vinkende tilbage indeni, ligesom også de lader deres hænder hænge langs siderne …
  Bag dem kommer en ældre mand gående, og idét en af drengene hører ham, sparker han bolden ud af favnen på en pige. Manden fortsætter, begynder i øvrigt at fløjte og fortsætter så fløjtende ind under halvtaget til skraldespandene …
  Så, efter at have løftet lågene efter rækkefølgen, spandene er blevet stillet i, imens han undervejs også indimellem ville hanke ud i sin plastikpose for at se til indholdet, fordeler han glas og dåser efter en rækkefølge, jeg gætter på, må være hans egen og helt uden, at det klirrer. Over kloakdækslet tømmer han posen for væske, inden han vender vrangen ud, ryster og folder den på midten …
  Da han er forsvundet i porten til gaden, har min cigaret røget sig selv, og jeg går ud i køkkenet for at tømme opvaskestativet. I gangen samlede jeg en sok op, selvom den ikke var min …

Fredag d. 13. juli, 2018

Dagen: Jeg havde skrevet. Nicholas tegnet. Egentlig meget rummelige over for hinanden, syntes jeg.

Begyndte at drikke. Nicho, der løftede og snurrede mig rundt. Røg ud ad vinduet. Lagde lidt make-up, klar til at tage af sted.

På cykelturen: Købte flere øl. Ude foran 7/11: En mand fra Kroatien. Der havde lige været VM i fodbold: ’Modric?’ ’Jaaa! Luka Modric!’ og på dén måde endte vi med at give hinanden et kram, ham kroaten og jeg.

Hævede nogle penge. Over Inderhavnsbroen. Til Christiania via bagindgangen – fra Prinsessegade, vistnok. Træer og nogle små huse – af træ? Satte vores cykler. Voldsom type, der råbte i sin telefon: ’Sindssyge kælling,’ bl.a. Videre forbi Bøssehuset (Har aldrig været der, næh, og hvorfor har jeg så ikke dét? Har Nicho nok, kan vel bare spørge, om han måske vil med en dag? Vil jeg overhovedet selv?)

Boderne: Første sælger havde åbenbart været midt i sin aftensmad, blev derfor vred og sendte os væk (Det var ellers mig, der havde fundet modet til at spørge …)
Derefter skaffede Nicho os en joint – blandet skunk/pot?

Fandt os så et træ, der var væltet ud i ’Søen’ (Navn?)

… ’Himlen’ – ér så utroligt blå … TINNITUS … Jeg ligger lænet op ad Nicho, det er hans arme, han bruger dem som et tov omkring mig, mine fødder stikker ud i vandet, jeg har ondt i nakken – og hjertet, dét ligesom banker … uden for ’mig selv?’
Nærmere: uden for min krop, liggende … ’dérnede?’ … altimens ’jeg?’ … svævende lige oven over, helt vægtløs ude over vandet, i lyset og tilbage, lige oven over … føler ’mig?’
Eller nærmere: … Er ”jeg” mon blevet tvunget – ud af ’mig selv’ … og HVORFOR!? … for at skulle leve resten af mit liv … hérude? … som ’HJERTE!?’ … så hjemløst … eller tilhørende – ’luften?’ … og ’stjernerne?’ … ’bare puls’ … pulserende uden for, ja … ”jeg?” … tvivler nu faktisk allerede på, hvorvidt – ’dén krop’ – nogensinde virkelig har været – ’min’ …

’Fortæl mig! …’ ’Fortæl mig, hvem jeg er!’ lød det pludseligt.

… ’dérnede’ – fra ’mig?’ … TINNITUS … ’Fortæl mig, hvem jeg er!’ … Nicho? … Og Nicholas: ’… Øhm, jamen, du er fra Horsens,’ ’Du flyttede til København – hér sidste sommer’ … ’Mere!’ ’Bliv ved!’ … ’Du går på Forfatterskolen, du skulle vistnok være ret dygtig’ … ’Sidste gang, vi sås, det var i mandags, tog vi til udstilling nede på Cisternerne, husker du dét? … Den der oversvømmede kælder? … Et ’vandreservoir,’ havde rummet engang været – og hvor det stadig dryppede fra loftet? … ’Kulden,’ Glenn – husker du kulden? … Du var vågnet i dårligt humør, men—’

’Nej!’ råbte jeg så … ’Mandag? – Det var jo i onsdags!’

TINNITUS AMOK! TINNITUS? … forsvindende, forsvundet—
Og ’sådan’ … begyndte jeg igen at få en fornemmelse af jorden under mig … Og af mine tænder, hver og én … Også – ’sidde’ – kunne jeg heldigvis selv … Mens Nicho vaskede mit ansigt i danskvand: … ’Jeg forstår det ikke.’ ’Heller ikke jeg.’ ’Undskyld.’ ’Dét skal du virkelig ikke undskylde, Glenn.’ ’Jeg forstår det bare ikke.’ ’Heller ikke jeg.’ ’Jeg tror, jeg har lidt brug for dig i aften? …’ ’Jeg har også brug for dig!’
(…)—
Men så: … ’Drengeflokken,’ fem pers. – som både stod og satte sig ned bag os.
Mig: (siddende med ryggen til.)
Nicho: (siddende over for …)
En af drengene, der kalder os ’ham fyren’ og ’hende pigen’ – og så begynder at diskutere, om – ’hun’ – nu også ér en pige …
En anden af drengene: ’Hvis jeg havde været min onkel, ville jeg smadre ham dér, hvis ikke det er en pige.’
Mig: (skide bange.)
Nicho: (lige så bange?)
Jeg: (fornemmer ligesom nogen komme nærmere bagfra …)
Nicho: ’Du skal ikke rejse dig op nu, Glenn.’
’Glenn?’ – (tænkende: ’nu?’ eller ’aldrig?’ … rejs?- rejser sig sgu alligevel rankt op …): ’Hey, vi sidder bare og hygger os. V. V. I ikke nok lade os være?’
DRENGENE: …

(Flækker af grin, fordi min stemme åbenbart er dybere, end de havde regnet med)—

’En helt fjerde,’ til gengæld, evt. forskrækket over at se mig bløde fra panden: ’Det var altså ikke på dén måde.’ ’I kan bare blive siddende.’ ’Vi smutter alligevel snart.’ ’… Eller, måske vi alle sammen kan være her?’

Ca. 80 meter længere henne ad skovstien: ’Mig,’ der standser, smider sin cigaret, knytter sine næver, slår og sparker ud efter en busk, og som nu har besluttet sig for at gå tilbage – og ’Nicho?’ Der lægger sin hånd på hans skulder og siger: ’Kom så, Glenn. Vi skal videre.’

Busturen hjem: Ville slippe Nicho, hver eneste gang en ung mand steg på/af/gloede/så meget som blot satte sig inden for synsvidde af – ’os.’

Hjemme, side ved side på min seng: Tog jeg mig til hjertet, igen. Nichos våde øjne. Mine. Og vi græd. Og græd. Og havde sex, mens vi talte om, hvor vi mon ville begynde, hvis vi en dag skulle finde på at spise hinanden. ’Din armhule!’ Faldt så i søvn med ét.

Morgenen efter skrev vi hændelserne ned i vores dagbøger. Begge studsede vi over, at natten forinden havde været fredag d. 13. Ellers var det ’faldet,’ Nicho hæftede sig ved: ’Jeg troede, du skulle dø.’ ’Hvor længe var jeg da bevidstløs?’ ’I hvert fald et minut.’
Vi overvejede også at skrive en kronik om ’giftig maskulinitet.’ Dybt forundrede over, hvad fuck det lige er i socialiseringen af vores drengebørn, der gør, at så mange af dem stadig kan vokse op i den selvoverbevisning, at de – mere end ’piger’ f.eks. – og meget mere end ’homoer,’ altså, der tilsyneladende stadig gør, at ’de’ – mere end alle ’os andre,’ har magt. Egentlig ikke så forundrede alligevel … Mere bare nedslåede over, hvor repræsentativ, snarere end særegen, en oplevelse, det sikkert var, vi havde haft. Nedslåede igen over, hvor forfærdeligt ensomt, det i øvrigt var at vokse op som ’svans’ i en mindre by. Nedslåede (…)




– Især, vel, over ’København?’ … ”Det forjættede land” … Som ’dét, der kunne have været’ … Burde? … Men som det selvfølgelig viste sig ikke helt at blive til … Overhovedet.

Bookede så nogle togbilletter til Stockholm, Nicho havde læst om en tegneseriebutik, der vistnok skulle have samtlige Miyazakis bind af ’Nausicaä – Of The Valley Of The Wind’ stående. ’Fedt!’

Mandag d. 16. juli, 2018

Trille en bussemand og opdage på e-boks, man har glemt at få indberettet noget til nogen, som pludselig så kommer til at betyde alt i verden. Derefter forestille sig, hvordan dét at have trillet dén bussemand egentlig altid har syntes meget passende for hele ens person.

Fredag d. 20. juli, 2018

Ude for at ryge på badeværelset med Venindes veninde, som fortæller om depressionen, hun netop er sluppet af med
om en psykolog, hun netop har fundet
glæden ved livet igen, og som midt i en sætning bryder grædende sammen af taknemmelighed over, hvor velkommen, hun havde følt sig, sidst vi sås
dengang hun for første gang trodsede selvsamme depression ved at sætte sig på bussen og så til bords blandt fremmede og bekendte ude i min roomies køkken, altså, dén aften, hun nærmest ingenting havde sagt, mest bare stirret frem for sig og flakket med øjnene som svar, stillede man hende alligevel et spørgsmål, og jeg? … må velogså indrømme, at jeg løj, hvis jeg sagde, det ikke havde føltes en smule akavet, sådan at have en gæst med til bords, som nærmest ingenting kunne sige
ikke desto mindre blev det så min tur til at tude, altså, da hun var gået, og jeg? … simpelthen lige havde måttet sætte mig ned, dér, ude på toilettet:
målløs over, hvor lidt jeg havde vidst om, hvor meget, ’meget egentlig’ det skulle komme til at få af betydning for hende blot at have været med – ’Dén ene fucking aften.’

Lørdag d. 21. juli, 2018

Nicho: Vores Airbn’b-vært i Stockholm har aflyst.
Mig: Nå … fordi vi er gay?
Nicho: Det ved jeg ikke. Altså, det er en kvinde. En ung kvinde, så jeg tror det ikke?
Mig: Okay …

Mandag d. 23. juli, 2018

Cyklede bag én, der gennem hele Indre by satte præcedens for at køre over for rødt og følte virkelig, jeg kendte vedkommende.

Onsdag d. 24. juli, 2018

’Jeg tror, jeg ville have været et lykkeligere drengebarn, hvis ikke alle havde haft så pissetravlt med at præstere deres daglige pik foran mig.’
– Fik så alligevel skrevet dén kronik. Eller: Jeg fik begyndt, men kom så i tanker om, at jeg allerede havde skrevet én tilsvarende. Om ’giftig maskulinitet,’ altså – og herunder om dét gennem det meste af min ungdom at have skullet leve op til de forventninger, som især nogle fædre og mænd generelt gjorde sig på vegne af – mit – køn:
  ’Egentlig var jeg nok en ret ulykkelig wannabe-pige med enormt mange undskyldninger til at undgå fodboldboldtræningen om onsdagen (… og hvor jeg dog misundte dem! – ’pigerne,’ for at få lov at være – ’pige’ – for, at især deres fædre ville lade dem være i fucking fred for dagens gerninger, pikken skulle ud at udrette …) Men ’udrette’ skulle den, ’pikken:’ Blandt andet skulle den til snart sagt hver eneste børnefødselsdag rank og stiv følge med tropperne af medsammensvorne, venstre, højre, ud på en græsplæne eller hen til enelleranden go-kart-hal—stå i en klynge! – skulle pikkene i hvert fald – og med hovederne inde mod midten nå til dén her enighed om, hvor ’meget pik,’ vi nu skulle til at være, ’sammen!’

Jeg mener:

(… Som de dog kunne suse om kap inde på den kørebane, ’bløde pikke’ – og ’skrøbelige,’ vel? – skrøbelige som selveste Mandens forhold til sin mandighed, var pikkene …)’

’Så meget pik, der kommer ud af hans mund’ – foreslog redaktionen inde på Friktion i øvrigt, at vi kunne kalde kronikken, altså, da de samme måned sidste år valgte at publicere den—
  ’Så meget pik, der kommer ud af hans mund,’ blev det i hvert fald – og hér? Et sidste uddrag:
  ’Men jeg skal nok! På vegne af menneskeheden, lover jeg, at jeg nok skal gøre mit for at få forsikret vores drengebørn om, at selvom de skulle finde på at tegne med læbestift på hinandens kinder, at selvom de derudover også skulle nægte at bevise deres pik fra femmetervippen i svømmehallen, vil jorden aldrig nogensinde af dén grund åbne sig under dem og opsluge både dem og alt, de elsker (…)’ ’Så, jeg ønsker altså for samtlige klodens kommende og nuværende forældre (samt enhver anden, som af og til måtte stå model til barnets blik), at de, hver og én, snart ville slappe fucking af med dén pik (…)’

Læs:

’Med hvor travlt, de med andre ord i det hele taget har det med at tage vores børns køn for givet som et samtykke til at kunne forvente sig en masse af dem – i hvert fald hvis forældrene, og med ’forældrene’ mener jeg: ’Vi’ – Hvis altså vi nærer noget som helst ønske om at opfostre nogle gladere børn, end jeg selv var.’

’Et sidste uddrag,’ og dvs. – fra en kronik, jeg var begyndt på, men som jeg således opdagede, jeg allerede havde skrevet, og som jeg? – stadig ved udsigten til: ’Ingen bemærkelsesværdige forbedringer, når det gælder de udsattes kamp imod patriarkatets systematiske undertrykkelse verden over’ – i al beskedenhed en dag formentlig vil føle mig nødsaget til at skulle skrive igen – og igen.

Fredag d. 27. juli, 2018

Kan vistnok lige nå at ryge, inden fodboldtræningen begynder. Ovre i hallen er lyset allerede blevet tændt, de første må være ved at varme op—
 ’Diskolys?’ Jah, inde på skolen er der såmænd også blevet tændt. ’Dagens anledning?’ Diskolyset ser ud til at komme fra et rum, jeg bedst selv husker som en ’aula—’
  Hovedindgangen åbnes, musik larmer og stilnes så brat bag en dreng, der er trådt ud i gården. Alene? Røde kinder. Hvid T-shirt. Sorte bukser. Nye sko? Seje sko! Stakåndet? Sukkende? Sukkende, men bekymret? Bekymret over ’en pige?’ Bekymret over ’en dreng?’ Bekymret, evt., over ’Daniel,’ der, i stedet for at følge efter ham udenfor, hellere ville blive derinde, dansende med en pige? Ca. 13 år, kunne han være. Seende mod himlen, ’drengen,’ der nu stiller sig op ad en pæl og giver sig til at se lidt mod himlen (…)

Hvilken oplagt metafor, i øvrigt—

Der ér jo rigtigt nok kun enkelte stjerner i aften.

Tirsdag d. 7. august, 2018

’(…)—’
For en uge siden, sagde Mor så, kunne din far i øvrigt være fyldt 62—
Okay? … svarede jeg og trak mobilen ud fra kinden for at se klokken, straks vredere på hende, end på ’dig.’

Flere udgivelser fra Lapidar