Fugleskeletter
25. juni 2021
Min mors øjenvipper er lange og hvide. Jeg har aldrig før tænkt over, at øjenvipper også mister farven med alderen. Mon det sker for alle? Selvom jeg prøver at forestille mig andre gamle ansigter, kan jeg ikke. Efter min far og rigtige mor døde, var der kun hende tilbage, og der er stadigvæk kun hende. Hun tager Alices hænder og presser håndflader og gnubber håndrygge. Hmm-hmm, siger hun. En summen fra hullerne i hendes mundvige lyder som om, at hun nynner. Hun trækker sin fingernegl langs en rynke og konstatere, at livsbanen er lang, nærmest uendelig; Alice kommer til at blive lykkelig, få fire børn. Min mors neuroner er størknet i demens, så hun fortæller og glemmer flere gange om dagen. Tidligere på morgenen havde hun erklæret, at Alice ikke var i stand til få børn og havde på det tidspunkt igen glemt, at der allerede fandtes et. Markus, hvis øjne er kæmpestore, mens resten af ham er i en alt for lille størrelse for en dreng på hans alder. Alt hvad han spiser, skal skæres til bittesmå klumper, og han har endnu ikke gennemlevet et måltid uden at levne. Når man tvinger ham til at spise, skriger han højt uden tårer og kalder det en gråd. Alices nakkemuskler spænder hver gang. Jeg prøver at være mere overbærende. Den eneste måde jeg kan vokse ud af min fars skygge, er ved at være noget andet for dem, end han var for mig.
Min mor er færdig, men slipper ikke Alices hænder, holder dem i stedet i sit skød. En spætte hakker et ekko i et af træerne bag dem. Først nu ligger vi mærke til, at Markus har været forsvundet for længe. Herude plejer vi ikke at være bekymret. Der er ikke nogen, der kan tage ham. Intet der kan køre ham over. Vi råber på ham uden svar. I baghaven finder vi ham siddende i skrædderstilling. Til alles rædsel er hans arme begravet i mavesækken på et dyr. En hund? En kat? Når vi kommer tættere, kan vi se, at det er en ræv. Kastanjefarvede blodpletter helt op til hans albuer. Lille Markus. Hvad laver du Markus? Hans mor bærer ham ind i huset for at vaske ham. Jeg står og kigger på det døde dyr. Dets øjne sorte streger. Min mor beder mig ringe til nogen, der kan fjerne det. Af en eller anden grund nægter jeg og bruger i stedet den næste time på at grave et hul, der er stort nok til, at jeg kan begrave ræven. Den vejer ikke meget mindre end min søn. Jeg løfter den med to hænder. Bagefter venter jeg lidt, inden jeg går ind i huset igen.
Her sidder Markus og ånder tungt ned i sin iPad, lader sig overstimulere af farver, der bløder udover hele skærmen. De er så intense, at hans øjne nogle gange løber i vand, uden at han ligger mærke til det. Alice kigger på mig, og vi har et af de øjeblikke, vi ofte har haft, dog sjældnere på det seneste, hvor vi er synkroniserede i vores hjælpeløshed. Vores søn vil gerne være dyrlæge, har gerne ville være det siden han var otte, og to år senere vil han det stadig. Han vil det så meget, at han bliver manisk, hver gang han kommer i nærheden af dyr. Sidste måned krammede han naboens nye kuld af killinger så hårdt, at en af dem blev blå i ansigtet. Hvis der ikke var nogen, der havde hevet ham væk, var den død. En rævs indvolde er interessante, man kan lære meget fra dem, siger han. Men hvad er det, han vil lære? Far vidste du, at en fugls knogler er hule? Et fugleskelet vejer næsten ingenting. Og jeg siger stille, at det vidste jeg ikke, men Markus er allerede opslugt af skærmen igen, en virtuel strandvasker, atter skyllet væk fra den fysiske verden. Vi skal snakke om din mor, siger Alice pludselig. Jeg løfter mine hænder i overgivelse og spørger, om vi ikke først kan tage en kop kaffe. Vi ved begge to, at det blot er en afledningsmanøvre, og at det endnu engang ikke bliver i dag, vi tager snakken.
Der er få minutter til aftensmad. Jeg åbner og lukker ovnen for at tjekke til brødet. Den varme luft puster mig ind i næsebor og øjenhuller, og jeg er glad for, at vi ikke er ude at rejse i år. Min mor kommer ind i køkkenet, med de øjne hun får, når hun er særlig forvirret. Hun kalder mig min fars navn, og hun bliver ved med at gribe efter mit skridt, så jeg bliver nødt til at samle mine ben og holde hendes håndled, så der gror små røde mærker på dem. Til sidst falmer hendes vanvid, og hendes øjne bliver klare, og vi gløder begge to i skam.
Under maden nægter Markus at spise. Alice presser oksekød ind mellem sprækken i hans læber. Det får ham til at gylpe og indrømme, at han har spist en håndfuld æg fra en blåmejserede, vi fandt for et par dage siden. Mor de klækker i min mave og så flyver de rundt derinde, så de kan bo inde i mig, råber han vanvidsfuldt midt i opkast. Hun bærer ham op i sengen på første sal. Der er intet galt med ham, vi har allerede snakket med nogen, siger jeg til min mor, inden hun når at foreslå det selv. Du var på samme måde, da du var på hans alder, vil jeg gerne have hun siger, og måske gør hun også.
Næste morgen kan jeg se sin mor sidde i badekarret. Det samme badekar jeg plaskede rundt i som barn. Nu kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet i et. Døren til badeværelset står på klem. Alices hænder smører sæbeskum ind mellem rynkerne i hendes ryg. Markus ser en video uden høretelefoner, så lyden af David Attenborough skratter rundt i stuen, dommedagsprofetisk. Gletsjere fra indlandsisen brækker og glider uundgåeligt fra hinanden, forklarer han. En spinkel sværm bananfluer flyver cirkler foran mig.
Min mor træder endelig ind i morgenkåbe og sølvfarvede fletninger, så lys og livlig, at jeg må kigge væk. Alice ser udmattet ud. Først nu, i kontrasten til det rene, kan jeg se hendes poser under øjnene, hendes uredte hår. Dårlig samvittighed giver mig et surt opstød. Vi har endnu ikke snakket om, hvad der skal ske. Vi kan ikke være her for evigt. Min mor sætter sig i sofaen, og Markus vipper iPad’en i hendes retning, så hun også kan se en voksen elefant sørge over døden af en unge. Jeg følger med ud i haven, mærker kolde fliser på mine såler og undskylder igen. Du behøver ikke at undskylde hele tiden, men vi bliver nødt til at finde på noget, siger hun. Jeg lover, at det skal vi nok, imens jeg spejder efter der, hvor jeg begravede ræven. Men der er ingen tegn på noget. Hvorfor markerede jeg det ikke på en eller anden måde? Alice sender mig i Fakta og lige i det lågen knirker bag mig, minder hun mig om, at der ikke er mere toiletpapir.
Nede i butikken er jeg den eneste udover ungarbejderne. To piger og en dreng. Han går og skubber til et tårn af indkøbskurve, mens han trækker på sine overdrevne store fødder, en teenageklovn; selv hans hår er klumpet, rødt og krøllet. En af pigerne bliver ved med at stirre på mig, gemt bag dåser af flåede og hakkede tomater. Jeg har set hende flere gange hernede, standhaftigt siddende bag kassen med et sølvfarvet smil skinnede fra hendes tandbøjle. Når jeg går forbi hende denne gang, bøjer hun sig demonstrativt ned for at samle noget op, så hendes medarbejderbluse smutter op og afslører et forbudt rum bestående af en bleg lænd og sprækken mellem hendes baller. Et eller andet primalt rør sig hos mig, men jeg skynder mig op til kassen for at betale. Her står den anden pige. Kort hår, briller, rød fleecetrøje, handsker, gennemført afseksualiseret, og alligevel lyder det som et støn, når hun skal sige det endelige beløb.
Tilbage i huset sidder min mor med Alices hænder til sig igen, og efterhånden ligner det, at hver eneste af de her interaktioner suger ungdommen, måske endda livslysten, ud af min kone. Jeg rør hende blidt på skulderen, mens jeg foreslår, at min mor og jeg, skal gå en tur i skoven med Markus uden hende, så hun kan få noget luft. Hun giver mig et taknemmeligt blik. Det forpurres i en grimasse, da hun ser, toiletpapiret mangler i mine hænder.
I skovbunden triller klumper af hår lydløst. Rester fra hundeejerne med deres børster. Jeg må trække i Markus, så han ikke samler dem op og putter dem i munden. Min mor er snaksaglig, fortæller om Peter Sindssyg og Morder Mark og Slikmutter og resten af besætningen fra hendes barndom i området. Det er de samme navne som har floreret det meste af mit liv. Ansigtsløse figurer der har fået mig til at grine og ryste i bukserne, på trods af jeg aldrig har mødt dem. Hun bryder pludselig ud i svensk sang. Hendes sangstemme er så meget lysere og stærkere end hendes talestamme, at det får Markus til at fryse fast i sin nye leg, der går ud på at hamre store pinde mod træstammer, indtil de splintrer. Han tilslutter sig hende og synger falskt med i selvopfundne ord. Det får mig til at grine, føle mig lettere. Et egern kravler ud på spidsen af en gren og knækker nakken i deres retning. Jeg stiller mig foran, så min søn ikke lægger mærke til dyret.
Vi fortsætter ligeud. Træerne krummer og vrider sig, som de altid gør her, deres sidste forsøg på at holde fast. Nu er der i stedet store sandklitter, og en strand hvis vingefang spreder sig længere, end øjet rækker. Det er første gang, jeg har oplevet at være hernede, uden at blæsten har forsøgt at rive noget ud af mig. Her er så vindstille, at jeg tydeligt kan høre lyden af Markus’ små negle kratte efter muslingeskaller, som gravede han i mine trommehinder. Med imponerende elegance glider min mor ubesværet ud af sit tøj, efterlader det i en fin lille bunk ved sine ankler. Inden jeg kan nå at stoppe hende, glider hun ud i vandet, der grådigt begynder at pille hendes fletninger fra hinanden. Langsomt men sikkert. Mor kom tilbage, råber jeg. Markus er pludselig også nøgen. Hans hud har samme farve som sandet. Han hægter sig fast på min mors skuldre, som en slags naturlig forlængelse af hende, et nyt blad. Kom tilbage, kalder jeg, ignoreret, og jeg bliver nødt til at smide mit eget tøj for at bringe dem tilbage. Vandet er isnende koldt. Hvordan kan de være i det uden at brokke sig? Mor for fanden. De bryder ud i deres svenske sang igen. Gåsehud blomstrer som små eksplosioner over det hele. En skvulp saltvand bliver slugt. Ætsende og nostalgisk. Endelig er jeg ved siden af dem, jeg hiver i min mor, og alt min adrenalin går til skamme, når jeg strejfer bunden med mine tæer, og det går op for mig, at vi sagtens kan bunde. Situationen har aldrig været rigtig farlig. Alligevel skal vi op med det samme. Det insisterer jeg på.
Derhjemme presser Alice en rynke frem i panden, da hun ser os komme gående. Romanen i hendes hænder tipper over og lander i græsset. Ej hvad har I haft gang i, og andre generelle udbrud, der virker til at indkapsle dem alle, men som i virkeligheden er rettet mod mig. Det ved jeg. Markus forsvinder i et håndklæde, sidder og vibrerer i sofaen nu. Min mor sidder i det samme tøj, algefarvet. Jeg lægger først mærke til, at jeg også fryser, når mine hænder ryster for meget til, at jeg kan åbne knappen på mine bukser. I badet glemmer jeg at åbne et vindue, så dampen næsten kvæler mig.
Om natten hvisker jeg i Alices øre. Mine undskyldninger små dråber der fordufter, så snart de rammer jorden. Jeg bliver ved så længe, at min stemme bliver grynet i gentagelse. Endelig giver hun op og lader de små dråber bliver til en flod, der strømmer igennem os begge. Min mor begynder at klynke gennem væggen, hendes timing unægtelig, som om hun med vilje vågner og mister grebet om virkeligheden for at holde mig fra min kone. Lad mig lige tjekke, hvad der foregår, siger jeg. Nedenunder ruller den gamle dame sig ind og ud af gardinerne. Hvor er jeg? Hvor er jeg? Du er lige her, gentager jeg. Først kun for hendes skyld og så derefter for vores begges. Jeg klapper og aer og stryger hendes genstridige hår, strejfer hendes hovedbund, der føles overraskende blød, indtil hendes snorken river i rummet. Oppe i min egen seng er afstanden mellem mig og Alice eksponentielt større. Jeg prøver at vikle sine arme rundt om hende til ingen nytte, for jeg er nu et væltet træ, hvis rødder griber efter liv, men kun fanger luft.
Fuglekvidder i frekvensen af spædbørnskrig vækker mig tidligt. Lyset udenfor er stadig gråligt. Selvom jeg prøver, kan jeg ikke falde i søvn igen. Min pude gnaver mod bagsiden af mit hoved. I stedet rejser jeg mig op og trækker mig ned ad trapperne, famler efter kaffemaskinens knap, der af uransagelige årsager altid har siddet bagpå. I kanten af mit øje flimrer en bevægelse, der får mig til at gå i stå. Ude i baghaven står en hjort, gylden og skrøbelig. Jeg går forsigtigt tættere på vinduet, så jeg kan se den bøje nakken og bide i min mors roser og hvad der ellers er af løgplanter derude. Mine kinder bliver varme. Jeg rødmer. Det føles som at lurer på noget privat. Dyrets kæber roterende i rosenblade. Måske burde jeg kigge væk. I det samme ser jeg Markus komme kravlende på alle fire udenfor. Han kommer tættere og tættere, og så tæt nu, at jeg kan mærke fortvivlelsen. Er der ikke noget med, at man ikke må røre ved disse dyr? At det kan få dem til at blive udstødt fra deres flok, hvis de har menneskeduft på sig? Jeg kan ikke huske det og er for paralyseret til at gøre noget. Mine fingre nægter at tappe på ruden foran mig. Min søn kommer helt tæt på, aer siden af hovedet på dyret, og som de står der sammen, ligner det, at de tilhører hinanden, og at han ikke er vores, selvom jeg kan huske, hvordan han visnede ud af Alices skød midt om natten på Herlev Hospital. Og hvordan en sygeplejerske måtte bede mig om at forlade rummet, hvis jeg ikke kunne kontrollere mig selv. Kaffemaskinen hakker, som den altid gør, lige inden kaffen er færdig, og giver mig en forskrækkelse, vækker mig, får mig til at slå på ruden, indtil hjorten springer væk. Markus kigger på mig med et vildt blik.
Jeg planter ham på gulvet med høretelefoner og laver stor morgenmad til alle. Æg der sitrer i panden, og baconduft der hænger i krogene. Vejret er tilforladeligt, så jeg dækker op i haven og fyldes af stolthed, når de alle sammen sidder på hver deres plads, min familie, og jeg tilgiver min far en smule for alle de gange, han ville det samme. Havremælken mangler til Alices kaffe. Selvom hun siger, at det ikke gør noget, så ved jeg, at det gør meget, så jeg siger, de bare skal begynde uden mig, mens jeg tager i Fakta. Den ligger kun to minutter herfra.
De er i gang med at åbne, når jeg kommer derned. Eller hun er i gang med at åbne. Pigen med lænden. Hun er alene, kæmper med et skilt, næsten på hendes egen størrelse. Det vejer et ton, siger hun. Jeg hjælper hende, hvad skal jeg ellers gøre, tænker jeg, og hun forklarer, at de burde være to på arbejde, men klovnen er blevet syg, og der kommer forstærkninger, men først om en times tid. Mens hun snakker, stryger hun en lok hår væk fra sin pande, og bøjlen glimter bag hendes overlæbe. Det føltes som et slags tegn, et af mange, som vi har udvekslet mellem hinanden. Jeg træder tættere på og holder om hende, ikke mere end det, på trods af at blodet strømmer rundt mellem mine ben, og jeg er sikker på, hun kan mærke det, så gør jeg ikke mere. Hendes skuldre er kantede, hendes ribben skarpe. En figur modsat Alices. Sidste gang jeg så hende helt nøgen, var i badet, hvor hun dækkede sig til, lige så snart hun så mig, og jeg følte, jeg havde brudt et usagt løfte. Jeg er i tvivl om, hvor lang tid siden det i virkeligheden er.
Det er umuligt at sige, hvor længe jeg holder om hende. Et par på min alder kommer ind i butikken. Jeg giver hurtigt slip. Det går op for mig nu, at jeg bliver nødt til at flygte, for ikke at blive opdaget i noget, man ikke skal opdages i. Først nu indser jeg, at det kun var mig, der holdt om hende. Hendes arme hænger stift langs siden med hænderne krøllet sammen til knytnæver. Vores platoniske relation smuldrer. Jeg skynder mig væk. På vejen tilbage stopper naboen mig. Din søn skal holde sig fra min hund, siger han, han er kun en hvalp, og jeg forstår ikke, hvem af dem han mener. Alligevel nikker jeg og giver en tommelfinger i vejret bare for at komme væk derfra.
I haven sidder min mor og gumler i bacon. Markus ligger på græsset, studerer en række af myrer, der står i kø til hans skive brød. Og der er ingen Alice. Hvor er hun henne? Hun er skredet, siger min mor uden at kigge op. Jeg leder huset igennem. Hun er der ikke. Jeg løber væk og op og ned ad grusvejen til ingen verdens nytte. Skoven er så enorm, at min grundighed går til skamme, når jeg opdager, at jeg har bevæget mig i en cirkel. Jeg kommer i tanke om stranden nu, og jeg spæner derned, men hun er der ikke, og jeg råber hendes navn igen og igen og ser det blive revet itu af vinden. Til sidst går jeg tilbage til huset, føler mig jævnet med jorden. Min mor sidder nu med Markus og iPad. Min søn griner, når han ser sin far, og siger, far vidste du, at en rejes hjerte sidder i dens hoved? Og der sidder Alice også, og blotter sit ansigt til solen, indtil jeg stiller mig foran hende, kaster en skygge, og hun spørger, hvor i alverden jeg har været. Jeg spørger hende om det samme. Hun svarer, at hun var i baghaven for at hente noget persille, da hun pludselig så mig løbe ud af haven. Hvad fanden har jeg gang i? Men min mor sagde, at du var skredet, prøver jeg at forklare, men lige så snart ordene bliver en virkelighed, føler jeg mig svag endnu en gang, og Alices øjne ruller rundt i kraniet for at komme væk fra mig.