Hvorfor skal jeg høre på alt det her?



Jack Pullmann ved alt, hvad der er værd at vide om venetryk. Så vidt jeg har forstået, er Jack en kendt læge hjemme i Pittsburgh. Vi mødes jævnligt til konferencer. I Montréal, Rom, Helsinki, og sammenlignet med ham er jeg meget skandinavisk: Høj, lys, afventende. Jack er mørk og lavstammet; kortbenet, som en af de små, brede kommoder med tre skuffer, der altid står i entreen hos ældre mennesker. Jack er gift. Han har været sammen med Patricia siden highschool, og han bruger mange kræfter på at understrege, at han er lykkelig. Jack har også to teenagebørn, som jeg ikke er sikker på, jeg har fået noget at vide om, til gengæld har jeg hørt en del om bowling, og jeg kan forstå, at Jack er ganske god.
 Når Jack ikke taler om bowling, så taler han om kvinder, indimellem også om Patricia, og jeg kan mærke, at han keder sig. Patricia er en byrde, han må bære. De sidste par gange, vi har siddet med en drink, har jeg alligevel mærket en forandring. Lige under Jacks amerikanske optimisme og de hurtige bemærkninger har der ligget noget nyt og luret. En slags kikset oprørstrang.
 Der er ofte noget nedladende over mine tanker om Jack, og når jeg ser ham for mig, så er det altid hans ivrige bevægelser, de korte arme og den måde hans skjorte har det med at glide op af bukserne på. Jeg tænker på, at der er et eller andet inden i Jack, noget som irriterer ham; en form for inflammation, som han ubevidst prøver at dulme med hurtig humor og hektiske bevægelser. Han udstråler et forivret og lidt sjusket overskud, som hos et barn, der lige er vågnet, og som føler, at der er noget, der skal indhentes, men som ikke ved, hvad det er.
 Til de konferencer, hvor Jack og jeg møder hinanden, sker der altid det samme: Internationale talere, debatter og fremlæggelser af de nyeste resultater indenfor hjertekar og blodkredsløb og masser af tid til, at alle os læger og forskere kan mødes med hinanden og med repræsentanter fra de førende medicinalvirksomheder. Det hænder, at vi er nogen, der går i byen, men som regel bliver vi bare hængende på hotellet. Konferencer er, som konferencer altid har været.
 Jack er det lille, befriende brud på rutinen.
 – Jeg er som en jomfru igen, sagde han en morgen, da han kom ned.
 – Okay, svarede jeg uden at vide, hvad det drejede sig om.
 Det var i Orlando for snart et halvt år siden.
 Jack stod med en tallerken og en kop kaffe. Han nikkede til en lille gruppe, der sad tæt sammen og talte til hinanden på en intim måde, inden han satte sig overfor mig og smilede konspiratorisk.
 – De er fra Mexico, sagde han.
 – Kender du dem? spurgte jeg uinteresseret.
 Jack rystede på hovedet.
 – Egentlig ikke, sagde han.
 Jeg spiste videre. Jack lænede sig tilbage i sin stol.
 – Det er som om, jeg er ren igen, fortsatte han.
 I dag er det tydeligt at se, hvad det var, der skete dengang, men mine tanker var helt andre steder, derhjemme hos Helene, tror jeg. Hun havde ikke født endnu på det tidspunkt. Jeg har ikke set Jack siden Orlando, og jeg frygter lidt for næste gang, vi løber ind i hinanden, og hvor jeg er sikker på, at Jack vi gå direkte imod mig med sit store smil, og en selvsikkerhed, der ikke passer til ham.
 – Usmittet, forstår du, hvad jeg mener?
 Jeg rystede på hovedet. Jack stak til sin mad og kiggede i retning af mexicanerne.
 Samtidig med at Jack udstråler selvsikkerhed, så kan han ikke skjule en genert uvidenhed, der både gør ham latterlig og sympatisk. Hver gang vi har mødtes, så har det været som om, det var første gang, han var ude at rejse, som om det var første gang, han var udenfor Pennsylvania og Pittsburgh. Og alligevel har han ført sig frem som en verdensborger. Jeg vil ikke sige, at Jack er dum, men han har den slags halvfærdige horisont, som amerikanere ofte har.
 Jeg havde pakket min kuffert allerede, og jeg havde bestilt en taxa, så jeg var sikker på at kunne nå mit fly. Jeg kiggede på mit ur. Jack burde også have travlt, men det virkede som om, han havde al tid til rådighed.
 Jeg havde haft ringet til Helene og lovet, at jeg ville nå mit fly denne gang. Den glæde, jeg havde forventet hos hende, lød mere som en slags tilbageholdt surhed, der blot ventede på en anledning til at vælte ud over mig.
 – Har du fem minutter?
 – Jeg har et fly, jeg skal nå?
 – Åhja, Helene…
 – Ja.
 – Den skønne Helene.
 Jack blinkede til mig. Mange mænd taler alt for meget om kvinder. For Jack er det nærmest en besættelse, og han bliver øjeblikkelig alt for ivrig, som har han noget, han skal indhente. Han kan selv mærke det, men kan ikke finde ud af at rette op på det. I stedet prøver han at få sig selv til at se større ud. Han begynder at stå på tæer og lægge hovedet tilbage, mens han trækker op i bukserne. Det gør det heller ikke bedre, at han altid henvender sig til høje, attraktive kvinder, der er vant til selv at kunne vælge. Jack har en slags dødsdrift. vil jeg kalde det. På alle de konferencer, vi har været på sammen, har han sovet alene.
 – Bare fem minutter.
 Jack greb mig i armen. Hans hoved var tæt op ad mit. Det var tydeligt, at han havde noget vigtigt på hjerte.
 En kvinde kom gående. Hun havde smukke ben og højhælede sko på. Hun vaklede behændigt. Hun var en af den slags kvinder, der får det til at se ud, som om de vrikker om, som om hun er særligt sårbar og har brug for nogen at støtte sig til. Hun stillede sig ved morgenmadsbuffeten. Normalt ville Jack kigge længe og koncentreret efter hende.
 – Okay, Jack, fem minutter.
 – Du er min ven.
 Kvinden med de smukke ben sendte et ligegyldigt blik rundt i lokalet. Jack ænsede hende ikke men tog sig i stedet til ryggen, som havde han ondt.
 – Vild nat, sagde han.
 – Okay.
 – Jeg har ikke lukket et øje, grinede han højt.
 – Jeg er fuldstændig tømt, fortsatte han.
 Jeg rystede på hovedet. Jeg var begyndt at forstå, hvad det hele drejede sig om.
 Jack havde ’konferenceøjne’. Det var et af hans egne udtryk, som han brugte om alle, der ikke havde sovet i deres eget værelse. Og det var rigtigt, han så træt ud. Træt og glad. Selv var jeg blevet fanget i en tåbelig og endeløs snak om anæstesi. Pludselig følte jeg, at jeg havde spildt en aften.
 – Jack, for fanden.
 – Jeg er som en jomfru.
 – Ja, det har du sagt.
 – Er det ikke sådan, I siger i Europa?
 Jeg kiggede desorienteret på Jack, men jeg tænkte, at det nok var hans sædvanlige beundring for alt europæisk, som dukkede op på denne uforståelige måde.
 – Nej, jeg har aldrig hørt det udtryk før.
 – Ikke?
 – Nej, Jack, jeg kender det ikke.
 – Måske er det spansk.
 Jeg var færdig med at spise. Jeg kiggede igen på mit ur og rejste mig. Jack trak mig hen til en sofagruppe, der stod som en gigantisk opsats midt i hotellets foyer. En større gruppe japanske turister var ved at tjekke ind. Flere af konferencedeltagerne kom gående forbi. Mange af dem hilste. Jeg havde været en af talerne.
 – Nå?
 – Jeg tager ikke hjem, sagde Jack.
 – Hvad?
 – Jeg har besluttet mig!
 Jack lænede sig tilbage i sofaen. Han sendte mig et selvsikkert blik. Han var som forvandlet, han trak vejret dybt og koncentreret. Der var noget kampberedt over ham. Kvinden med de smukke ben kom gående forbi igen. Jack opdagede hende heller ikke denne gang. Han var dybt inde i sine egne tanker, han smilede, og pludselig var det som om, han huskede, at han havde ønsket at snakke med mig.
 – Kender du Rosita?
 – Jeg ved, du er gift, og din kone ikke hedder Rosita.
 – Det er et smukt navn, er det ikke?
 Det var som om, bare navnet ‘Rosita‘ gjorde ham opstemt. Jeg havde en anelse om, hvad det var for en kvinde, Jack talte om. Aftenen forinden havde jeg set ham forlade restauranten sammen med en lille og spinkel kvinde, med flot opsat hår og et elegant svaj i ryggen. De gik hurtigt og målrettet med et par meters afstand til hinanden, som for at sikre sige, at ingen tænkte over noget.
 – Jeg har lejet en bil, en corvette, hviskede Jack.
 – Glem hende, sagde jeg.
 – Hvad?
 – Glem hende.
 Jack rystede stille på hovedet, nærmest overbærende. Der var noget nyt over ham. Hans stemme havde også forandret sig.
 – Husker du receptionen i går, spurgte han.
 – Ja, svarede jeg, men huskede intet.
 – Det var der, det startede.
 – I går?
 – Bare den måde hun stod med sit hvidvinsglas på, så frækt. Jeg siger dig…
 – Til receptionen?
 – Nogle kvinder kan bare den slags.
 – Stop nu.
 Jack rykkede helt ud på kanten af sofaen.
 – Hvad ser du, når du ser på en kvinde?
 – Hvad mener du?
 – Hold nu op. Hvad ser du?
 Jeg tænkte på kvinden med de smukke ben, hendes måde at vakle på. Jack kiggede på mig, han så træt ud; han havde sikkert ikke lukket et øje, sådan er det jo altid i starten, men det var ikke det. Jeg fik den tanke, at den nye Jack måske var den rigtige Jack; en tvillingebror, der havde ligget derinde bag usikkerheden og ventet på at springe frem. Når man har vænnet sig til et menneske, og dette menneske så viser sig at være et andet, hvad gør man så?
 – Jeg dansede med Rosita i nat.
 – Ja.
 – Hele natten… det var vanvittigt.
 Jeg kiggede igen længe på mit ur. Helene sad derhjemme og blev mere og mere fed, mere og mere vred. Hun lå garanteret i sofaen med uldne sokker og så den ene serie efter den anden. Hun var i femte eller sjette måned. Jeg manglede stadig to værelser og gulvet i bryggerset. Jeg havde ikke tid til at sidde og snakke med Jack. Jeg var ligeglad med Rosita, jeg var ligeglad med hans liv i Pittsburgh sammen med Patricia. Hvad Jack lavede, kom ikke mig ved. Jeg havde bøvl nok selv. Jeg kiggede ud på gaden. Der trillede en taxa op foran hotellet.
 – Jeg har altid hadet at danse, fortsatte Jack.
 – Okay.
 – I nat dansede vi tæt, på et tidspunkt stoppede hun mig og stak sin hånd ned i mine bukser. Hvad gør man så? Ved siden af os dansede en anden kvinde. Det lignede tai chi. Kender du tai chi? Et ben, en løftet arm, nærmest i slowmotion. Jeg prøvede det samme. Jeg var ved at vælte. Rosita greb mig og kyssede mig. Kan du se det for dig?
 Jack slog sig på lårene af grin.
 Jeg gled ind og ud af mine egne tanker. Jeg tænkte på huset og alle de halvfærdige projekter. Jeg tænkte på strækmærkerne, og på blodårene ned over Helenes bryster. De var blå, de lignede floder af blæk. Det fik brysterne til at se hvide ud, selvom de faktisk var blevet mørkere. Jeg tænkte på, at vi havde været så glade, at vi ikke havde haft tid til at fortryde, men bare ladet os skylle med. Vi havde følt, at vi kunne overvinde alt.
 – Har du set Rosita? Sådan virkelig set?
 – Hvad?
 – Bare den måde hun krydser benene på, når hun sætter sig. Det er så sexet.
 – Jack! Jeg har et fly.
 – Jeg vil leve mit liv med Rosita.
 Jack var ikke til at stoppe.
 – For ved du hvad?
 – Nej, Jack, jeg ved ikke noget.
 – Rosita spiller også bowling.
 – Dejligt.
 – Patricia har altid hadet bowling. Hun giver mig dårlig samvittighed hver eneste gang, jeg har tager afsted. Hun har ikke set mig spille en eneste gang.
 – Jeg troede, det var noget, I havde sammen.
 – Nej, jeg har løjet for dig.
 – Det er i orden.
 – Nej, du er min ven. Det er ikke i orden.
 Jeg rakte hånden ud efter min kuffert. Jack lod som ingenting. Hvorfor skulle jeg vide alt det om Rosita? Deres skide dans. Deres håbløse romance. Deres bowling. Hvorfor skulle jeg involveres? Jack vidste, at Helene sad derhjemme. Jack vidste, at det var vigtigt, at jeg kom hjem. Han burde selv tage hjem. Han var begejstret, og samtidig virkede det som om, han skulle bruge mig til at overbevise sig selv.
 – Jeg er også begyndt at skrive poesi, sagde han.
 – Poesi?
 – Jeg skrev mit første digt i nat.
 – Er det noget Rosita siger, du skal.
 – Ja, men det er ikke derfor.
 – Hvorfor så?
 – Hun påstår, jeg hader kvinder. At jeg ydmyger mig selv. Ved at ydmyge mig selv, ydmyger jeg kvinder. Det siger hun. Det giver mening, gør det ikke?
 – Det er noget vrøvl, svarede jeg.
 – Er det?
 – Jack, du aner intet om kvinder.
 – Jeg er kommet i lære. Det kan jeg love dig!
 – For fanden, Jack.
 Jack kiggede sig omkring, han lignede en knægt, der havde sagt noget sjofelt. Hans stemme dirrede, som om han virkelig var forelsket. Det lyste ud af ham.
 – Er det ikke vildt, fortsatte Jack.
 Han rejste sig op og stod lidt og kiggede sig omkring. Skjorten var som altid gledet op af bukserne. Hans stemme var næsten skinger. Jeg burde have delt hans glæde, men jeg kunne ikke. Jeg skulle være far, og Helena lagde flere og flere planer. Jeg kunne ikke rumme Jack og al hans glæde.
 – Er det ikke vildt, gentog han.
 Jeg rystede på hovedet.
 – Jeg elsker hende, sagde han.
 – Nej, du gør ikke.
 Jeg rejste begyndte at går hen imod hoteldøren, men Jack fortsatte.
 – Jeg opdagede, at Rosita ikke havde trusser på. Vi dansede og dansede, og så spillede de et langsomt nummer. Hun pressede et knæ ind mellem mine ben. Vi kneppede ude bag en halvmur i haven. Bare sådan.
 – Hold nu op, Jack.
 – Har du måske nogensinde prøvet den slags? At kneppe på den måde.
 – Jack.
 – Du er måske selv en engel?
 – Det ved du godt, jeg ikke er, sagde jeg.
 – Hun ligger deroppe. Forestil dig lige det. Jeg er kun hernede for at snakke med dig, fordi du er min ven.
 Jacks øjne var helt blanke. Han så lykkelig ud. Det var ikke til at holde ud. Jeg så Rosita for mig, hvordan hun lå og ventede. Jeg kendte godt den glæde, Jack var fyldt af.
 – Hvorfor skal jeg høre på alt det her? sagde jeg.
 Jeg tænkte på Helene. Hvis jeg skulle nå mit fly, så skulle jeg til at afsted. Jeg orkede ikke en hel nats snak igen. Til at begynde med lavede Helene udstrækningsøvelser i det uendelige. Der stod flasker med creme overalt. Hun blev ved med at påstå, at gravide kvinder var smukke. Det lød helligt. Hun ville ikke sprække og have alle mulige ar. Hun ville ikke ligne sin mor. Jeg gik endda med til møderne hos jordemoderen. Jeg læste bøgerne, som Helene kom slæbende med. Hun talte om, hvor dejligt det ville blive.
 Jeg prøvede virkelig at glæde mig, men der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt på undskyldninger. Jeg kom senere og senere hjem, jeg kørte skøre omveje for at trække tiden ud. Når vi talte sammen, talte vi forbi hinanden, og Helene blev mere og mere vred på mig, uden at nogen af os egentlig lagde mærke til det. Jeg havde lyst til at fortælle Jack om det hele, om Helene, men mest om mig selv, og hvor træt jeg var blevet, og hvordan selv mit job hang mig ud ad halsen. Jack burde høre det hele; men han sad bare og fortalte om Rosita og den forpulede fest. Det var ikke længere den Jack, jeg kendte. Jeg havde lyst til at slå ham. Jeg havde lyst til at vende mig om imod ham og slå ham hårdt.

Flere udgivelser fra Lapidar