La Semana Santa


En hinde af gråvejr forvandlede byens honningfarver til sten og gjorde dens middelalderbygninger mindre romantiske. Vinden gik gennem ruderne på mit kollegieværelse, som et spøgelse gennem vægge. Jeg vågnede om natten, tog min jakke på under dynen, led af hjemve og kunne samtidig ikke bære tanken om, at jeg nogensinde skulle hjem igen.
  Jeg var midt i mit tredje studieår og havde efterhånden vænnet mig til at være omgivet af en flok glansfulde og lettere forstyrrede mennesker. Helen, med sin kostskolebarndom, Ralph Lauren-garderobe og ikke så hemmelige fetich for at tage sine dates med på kirkegårde. Eton-drengene, som omtalte Danmark som ”the socialist country”, og som ingen rigtig vidste, hvad studerede, men som tilbragte foråret med at spille rugby, vinteren med at spille Shakespeare, fordi de havde lært at disse to ting var grundpillerne i en god engelsk uddannelse. Udvekslingsstudenten fra Texas, der efter bare få uger havde fået tillagt sig den mest affekterede britiske accent på universitetet, og Sophie, årgangens eneste ægte aristokrat, der, som de fleste truede dyrearter, kun viste sig sjældent og kamufleret, begravet i et par store Ugg-støvler og en oilskinjakke, der lugtede ramt af landliv. Med det løse hår i et stort filter efter en af sine lange køreture (I just had to get away for a while), lignede hun som regel én, der lige var kommet ind fra et uvejr.
  Da jeg begyndte at se James den vinter, var jeg derfor hurtig til at dømme hans afbalancerede personlighed som kedelig. Omhyggeligheden med hvilken han pillede problemstillinger fra hinanden, del for del, på den ene side, og på den anden. Jeg kunne se, hvordan tankerne slog deres rolige, regelmæssige bølgeslag inde bag hans grå øjne. Han var aldrig så alvorlig, at jeg ikke kunne få ham til at grine, han kyssede godt, og hans hår krøllede blødt over hans lidt for høje pande. Det var alt sammen meget enkelt. Det var det, der var problemet. For jeg var besat af ’kompleksitet’ dengang (et ord, som jeg brugte i konklusionen på de fleste af mine opgaver) og havde forladt det danske parcelhuskvarter, hvor jeg var vokset op med hårde hvidevarer og meget ensomhed, med et løfte til mig selv om aldrig at havne i andet end kringlede og forpinte situationer.
  Så jeg fnøs, da vi gennemgik Paulus’ Brev til Korintherne i mit fag om biblens indflydelse på litteraturen. ”Kærlighed?!” protesterede jeg – så højt, at det gibbede i Sophie, der på trods af at være den eneste anden elev, der tog faget, var faldet i søvn ved siden af mig. ”Hvis kærlighed skal få mig til at se verden klart, så vil jeg hellere have det dunkle spejl. Blepomen gar arti di esoptrou en ainigmati!” (Vores professor sukkede og foreslog, at vi kiggede lidt på oversættelsen af esoptrou en ainigmati igen).

Jeg havde så godt som besluttet mig for at afslutte mit forhold til James, da jeg en søndag morgen vågnede og fik øje på ham henne foran det spartanske spejl ved håndvasken. Han stod og rettede på et sæt tøj, der var finere, end det han havde haft på, da han var ude sammen med mig aftenen før.
  ”Bare bliv liggende, jeg kommer tilbage om et par timer,” sagde han med samme anstrengte oplagthed som en, der skal ud og løbe en morgentur. Han gik hen og kyssede mig, og jeg var ret sikker på, at det var for at distrahere mig.
  ”Men hvor skal du hen?”
  Han rømmede sig, og uden at møde mit blik sagde han, ”jeg skal bare til messe”.

  ”Messe?” Jeg satte mig op i sengen, pludselig lysvågen. James kom fra Dublin, så en katolsk baggrund burde ikke komme som nogen overraskelse. Men messe?
  ”Ja,” sagde han, stadig uden at kigge rigtig på mig. Måske havde de sidste år forberedt ham på, at folk tog afstand fra ham eller syntes, han var mærkelig, når han fortalte det. Men det var noget helt andet, der foregik inden i mig. Jeg trak vejret hurtigere.

  Så komplekst, som jeg overhovedet kunne ønske mig. Og gammelt og mystisk. Når der var syndsforladelse måtte der også være synder. Knuder bag ved James’ glatte pande. Havet bag øjnene bruste op og flød over.
  ”Er det på grund af en særlig lejlighed? En helligdag?” fortsatte jeg, selvom jeg kunne mærke, at James egentlig bare gerne ville af sted. ”Er der en helgen, der er blevet brændt på bålet eller givet en blind synet tilbage netop i dag?”
  ”Gør du grin med mig nu?” sagde han.
  ”Nej, ” jeg tog hans hånd.
  Og det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg vidste bare ikke så meget andet, end hvad jeg havde læst i gamle tekster til undervisningen. For første gang følte jeg mig dum sammen med ham.
  ”Det er ikke nogen særlig lejlighed. Jeg går bare til messe hver søndag.”
  Jeg følte mig svimmel. Det var noget af det mest spændende, der var sket i flere uger. Jeg prøvede at fatte mig. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det før?”
  ”Det ved jeg ikke. Det er jo bare noget, jeg altid har gjort.”
  ”Men da netop derfor.”
  James trak på skuldrene, synligt ukomfortabel, hvilket ikke lignede ham.
  ”Jeg tænkte, du nok ville have svært ved at forstå det,” sagde han så.
  Jeg havde lyst til at sige, at det havde jeg overhovedet ikke, men jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle gøre det uden netop at bevise hans pointe. Så jeg nikkede bare, og James trak mit pandehår væk fra mit ansigt, så det nev en lille smule. Han kyssede mig i hårgrænsen som et punktum.
  Jeg kunne høre ham ude på stentrappen, så min egen puls i stilheden, efter trinnene forsvandt. Pludselig var jeg i gang med at trække min sweater over hovedet og lyne min nederdel, mens jeg løb gennem rummet.
  Vinduerne på James’ værelse lå ud mod en af kollegiets gårdhaver, placeret mellem to beskyttende gargoyles; en spinkel prins med hænderne foldet omkring et svær og et fabeldyr, der så mere ulykkelig ud, end et menneske nogensinde ville kunne. Jeg trak et af vinduerne op og stak mit hoved ud gennem det som en tredje gargoyle.
  Jeg fik øje på ham nede i søjlegangen.
  ”James?” råbte jeg forpustet og nervøs.
  Han kiggede op på mig.
  ”Må jeg komme med?”

Da vi vendte tilbage efter påskeferien, var alle tegn på vinter forsvundet. Kastanjetræerne blomstrede, og tårnene strakte sig pyntesygt. Himlen var ikke længere udvandet, men blå og hvid, og det var, som om der lå et lag af blomsterstøv over stenbygningerne og græsplænerne.
Hvor må de have haft travlt for at gøre alting så smukt til os, kan jeg huske, at jeg tænkte, da jeg kørte ind i byen med lufthavnsbussen. Jeg ved ikke, hvem jeg forestillede mig, at de, der havde gjort det smukt, var, men nogen måtte have skrubbet himlen og hængt blomsterne op.
  Det forår tilbragte jeg som en ivrig tilskuer til James’ religiøse liv. Jeg studerede det med samme interesse, som jeg studerede Keats og Emily Dickinson. Dog opdagede jeg hurtigt, at det i langt højere grad end korsang og ritualer bestod af en række velgørende aktiviteter. I selskab med en gruppe andre kristne studerende kastede James sig frygtesløst ud i de områder af livet, hvor det var uretfærdigt, og jeg begyndte at tage med dem, når de besøgte det lokale hospital, fyldte termokander med pulversuppe for at dele det ud til hjemløse, arrangerede løb for at hjælpe dem, der ikke kunne løbe, og kageboder for at hjælpe dem, som ikke havde noget at spise. James strakte dagene ud, så de blev længere og tungere, end jeg – med min forkærlighed for lange perioders horisontal tænkning – havde vidst, at de kunne være
  Men mens foråret fyldte på og fyldte på, indtil det blev til sommer, skete der noget:


Jeg ledte efter tegn på, at den gjorde det samme ved James, men fandt ikke nogen. Lige så snart pligterne var overstået, var han en ubekymret, 20-årig mand igen. Han gik på pub sammen med sine venner fra ro-holdet, var samvittighedsfuld med sit studie og med mig. Ikke så underligt, at jeg først havde opdaget hans tro et par måneder inde i vores forhold, for man kunne virkelig ikke se den på ham.
  Når James hældte lunken suppe i papkrus eller lagde sin hånd på ødelagte skuldre, var han fuldstændig tilstede. Men når han ikke stod og kiggede på lidelsen længere, holdt han også op med at tænke på den. For mig var det omvendt. Når jeg var ude med ham og hans hold, forsvandt jeg let, svævede som et spøgelse i baggrunden af det hele. Men så blev jeg hjemsøgt af det, jeg havde set, når jeg kom tilbage. Den gærede lugt af kroppe i soveposer; magre, trofaste hunde; mennesker, der lå og frøs på gaden, mens de voksede sammen med deres eneste ejendele. Jeg begyndte at kunne mærke angsten ånde mig i nakken, når den unge, rumænske rengøringsdame, der ikke kunne være mere end et par år ældre end mig, bankede på min dør og med nedslået blik spurgte, ”May I clean your room, please.”
  Og så vågnede jeg en morgen og følte mig for udmattet til at stå ud af sengen. Jeg blev liggende der i flere dage, overvældet af en ny indsigt. Jeg havde forstået alting omvendt. James’ religion gjorde ikke hans liv mere kompliceret, den gjorde det enklere. Og min hang til kompleksitet gjorde ikke mig dybere, men mere overfladisk.
  ”Hvorfor er du så ked af det?” spurgte James mig forsigtigt en aften.
  ”Jeg er ikke ked af det,” løj jeg, ”jeg er bare nervøs for eksamen.”
  Og det var den samme undskyldning, jeg brugte, da jeg hen over de efterfølgende uger uelegant og tarveligt trak mig væk fra ham.

”Må jeg komme med?” spurgte jeg Sophie efter en af vores bibeltimer.
  ”Sure,” sagde hun, og jeg kravlede ind i den karamelfarvede kupé, der var så lille, at jeg følte mig som en voksen, der prøvede at sidde i en legetøjsbil.
  Vinden og motoren larmede vidunderligt, det var umuligt at føre en samtale. På et tidspunkt holdt Sophie ind til siden, og vi røg os skæve, mens vi snakkede om de to emner, som interesserede hende mest: hendes første hest, som egentlig burde have været død for længe siden, men som blev holdt i live af et hold kyndige dyrlæger, og forskellige scenarier for verdens undergang (som efter Sophies mening sandsynligvis ville indfinde sig før hestens død).
  Kornmarkerne var gyldne og støvede, luften mild. Der var ingenting i miles omkreds, der afkrævede os noget, og jeg følte mig rolig om hjertet igen.

*

Nogle år senere var jeg på ferie i det sydlige Spanien under påskeugen, La Semana Santa. Jeg havde ærlig talt ikke tænkt på min universitetskæreste længe. Efter jeg var dimitteret var mit liv, der havde været langsomt og koncentreret, blevet flænset op, omgivelserne urolige og skiftende. Jeg havde ikke tid til kompleksitet længere, jeg længtes efter konkrete ting: et job, der varede længere end et par måneder, en lejlighed uden skimmelsvamp, en mand uden en familie.
  Den smukke, andalusiske by, hvor vi boede, havde over natten forvandlet sig til et uhyggeligt Dan Brownsk Disneyland. Kutteklædte skikkelser hentede kostbarheder og relikvier ud af kirkerne og gik rundt med dem i gaderne i store optog. Det spærrede de fleste veje, og vi måtte gå ad labyrintiske ruter for at komme rundt i byen.
  Jeg var som altid fyldt af bekymringer og havde ikke specielt meget lyst til at beskæftige mig med de kulørte optog, selvom min ven syntes, det hele var et ”fascinerende spektakel”. En aften stillede jeg mig dog alligevel op sammen med de feststemte, lokale familier og alle turisterne.
  Udklædte mennesker drev langsomt forbi med røgelse, fakler og figurer af den korsfæstede Jesus og af Jomfru Maria. Henimod slutningen af optoget blev en enorm kiste i blankt, mørkt træ slæbt afsted på skuldrene af en stor gruppe kutteklædte mænd. Ud fra deres bittesmå skridt, kunne jeg se, at den var vanvittigt tung; det hele lignede et begravelsesoptog for en kæmpe. ”Hvad er det der for en ting?” spurgte den amerikanske kvinde, der stod foran mig og filmede. Der var formodentlig nogle i forsamlingen, der vidste det, men ingen havde lyst til at svare.
  Pludselig stoppede mændene med kisten bare op. Dem, der gik foran, fortsatte et stykke ned ad gaden, før de opdagede det. Så gjorde de også holdt, og hele optoget gik i stå.
  De snakkende tilskuere blev mere stille, flere af os holdt vejret. Så bukkede mændene med kisten ned i knæene og satte den fra sig. Jeg sank en klump. Et øjeblik var der helt tavst. Så tog snakken blandt de lokale utålmodigt til igen.
  Mændene skulle selvfølgelig bare have pusten, før de kunne holde til at bære kisten videre. Alligevel var jeg i de minutter forfærdelig nervøs for, at de havde tænkt sig at give op, at de ville forlade den store ting midt på pladsen. Og mens jeg stod og var bange for det, opdagede jeg, at jeg greb ud efter en fraværende hånd. En hånd, som jeg ikke var i tvivl om var James’. For hvis han havde været der, ville jeg have bedt ham om at berolige mig.

Flere udgivelser fra Lapidar