Warning: Constant CUSTOM_TAGS already defined in /customers/3/3/d/lapidar.dk/httpd.www/wp-config.php on line 116 MATE PREDRAG! af Predrag Crnković | Lapidar

MATE PREDRAG!


Til Julian Barnes,
det uskrevne og upublicerede kapitel af En verdenshistorie i 10½ kapitel Terrorismens historie

„Medio foråret 2010. På talløse Barcelona-gader, fra villaområdet i det ‘historiske’ Ciutat Vella, via strøget Las Ramblas og hele vejen til Estacio Sants, hovedbanegården, dukkede graffitien Mate Predrag! op. De, der forfattede og skrev graffitien, og de fleste læsere – det er svært at bestemme, hvem der var den allerførste læser, man må nøjes med at gætte, ville Kiš tilføje i parentes (men parenteser gik af mode!) – til og med den trætte varevognschauffør var helt klar over, hvad graffitien betød, men der skete tilfældigvis det, at teksten også blev læst af en indvandrer, en politisk korrekt, serbisk skribent, der havde boet i byen i lang tid, netop i dette overvurderede historiske centrum. Mate Predrag, hvem er mon Predrag? tænkte han. Og efter det første tilfælde følger flere: Nogle kroatiske fodboldfans, der uventet og uheldigt opholdt sig dér, på grund af de spanske jernbanearbejderes strejke (disse fans var deporteret fra Tyskland, hvor de var rejst til for at støtte Dinamo Zagreb og var blev pryglet af både tyske fans og politibetjente), fik øje på graffitien fra toget. Mate Predrag! Mate Predrag! Hvor det lød smukt, som et navn på en eller anden Ustaša, der havde dræbt Jugoslaviens ambassadører under den gamle kommunist Tito.

Pas på hvad du skriver, selvom det er fiktion, kan det sagtens virkeliggøres i dit liv. Sætningen så for mig at dømme ud til at stamme fra en af Milorad Pavic’ fantastiske fortællinger, men en eller anden film-freak med øgenavnet Alliken mindede mig om, at sætningen var blevet bearbejdet i Hollywood, blandt andet i The King of Fishermen instrueret af Terry Gilliam. I hvert fald læste jeg sætningen i en fantastisk fortælling af Vlada Uroševik, en af Pavis kollegaer, men dengang lød den alt for forudsigelig. Dengang sejlede jeg i essayistiske vande, og jeg ønskede at blive en blanding af Hunter S. Thompson og Hemingway for ikke at blive isoleret fra tidsånden, og det var endda rentabelt, jeg forbandt journalistik med prosa, og i øvrigt rager fiktion ikke folk i vesten en skid, alt må være based on a true story, det var kun Updike, der havde lov til at opdigte noget, og hvad gjorde han til sidst: Han dummede sig ved at blive politisk i Terroristen, hans værste roman. Altså, jeg skrev en klumme her og der, jeg gæstede forskellige paneldiskussioner i TV – “hvad synes du som humanist og intellektuel om dit og dat”, og da jeg på min Facebookprofil fandt en kommentar af en vis Sybille – ‘hey, din stodder, du udnytter bare verdenskriserne til at prale med dine politisk korrekte holdninger!’, fik jeg umiddelbart lyst til at dræbe hende. Hvis det overhovedet var hende. Fotoet viste en lyshåret pige med krøller, der spillede tennis, men måske var det den fede skurk, den naziskribent, der sladrede om mig i radioen for nylig… Man kan aldrig vide, hvem man udveksler mails med på nettet: ‘Ciao, jeg hedder Bente’, og så viser det sig, at det er Bent, som ikke er 15, men 55 år, og ikke er sød og sexet, men vejer 120 kilo og er behåret som en bavian.

Til festen for Veselinka, pigen fra den politisk korrekte TV-station B92, var selskabet blandet og globalt, og jeg fik øje på en lækker tøs, en sexet pige fra et ungdomsprogram, hitlister og sådan noget lort, og på hendes knæ lå en laptop åbnet på et emne om terrorisme på Facebook, og efter to glas rødvin fik jeg den indskydelse at indtaste en genial ide på hendes laptop (mens jeg forestillede mig, at jeg kunne mærke hendes lår under tastaturet): “Hvorfor i alverden planter de ikke bomber (eller hvorfor sprænger de dem ikke selv) i et almindeligt tog i stedet for forgæves at forsøge at få bomber om bord på fly, for hvem tjekker togene?”

Sikke en idé, hva’? Det forekom mig ikke at være så vigtigt på det tidspunkt, men en eller anden terrorist læste Facebook på serbisk, og der sprang en bombe i et tog i Barcelona, i et almindeligt tog, en hverdag, midt på dagen og endda under hedebølgen, folk blev dræbt, ligesom i metroen i Barcelona to år efter angrebet i New York, men med et meget større antal dræbte. Igen var det ikke separatistiske katalonere, men arabere, og politi og sikkerhedstjeneste fangede dem hurtigt, alle bortset fra Bin Laden og en til, og de betænkte sig ikke med at bruge alle midler for at få fangerne til at tilstå, og fangerne råbte højt: “Vi fik idéen fra en serber på Facebook!”. Fangerne indrømmede altså, at de fik idéen fra en serber, som foreslog, at terrorister ikke skulle spilde tid på flyene, når der var busser og toge til rådighed. Alas, da jeg havde læst det, fik jeg akut hovedpine. Jeg var nødt til at tage fire anbol´er, en serbisk generisk variation af kroatiske Pliva-andol´er. Busser omtalte jeg ikke, men da de var gode elever, sprængte de en turistbus i luften i Andalusien. Man publicerede screenshots fra Facebook, og jeg var sådan en klodsmajor, at jeg underskrev mig som Predrag Belanović, med mit rigtige navn! Og jeg publicerede så mange fortællinger og digte under pseudonymet Crnković, og hvor var jeg dum, jeg skrev indlægget efter to glas rødvin, mens jeg stirrede ned i kavalergangen på denne unge journalistpige fra B92, og mens jeg gned hendes lår med tastaturet (mens jeg skrev på to sprog, serbisk og retoromansk), for at få et påskud til at gnide hendes lår (jeg er uddannet oversætter af sjældne romanske sprog), og jeg onanerede ligesom Humbert under Lolitas smukke tøffelklædte fødder, jeg onanerede i form af vejledninger til terrorister, fordi jeg kedede mig, jeg fik pludselig lyst til at kneppe en ung pige, jeg drak lidt vin, og jeg smed et tiårs politisk korrekt slid ud af vinduet i et ubetænksomt øjeblik.

The King of Fishermen uden happy end. Gilliam, det svin, lavede en sæbeopera. Også han var egotripper. Nu er jeg alene og forladt, og ingen vil have mig, hverken nazi´er eller globalister, eller bohemer, og der mangler kun en tiltale for pædofili, før jeg begår selvmord. Og jeg fik slet ingen fisse. Nej, nej, journalistpigen fra ungdomsprogrammet forlod hurtigt selskabet med lår, laptop, kavalergang, røv og min fremtidige dom.

Og Barcelona var meget populær blandt borgerne i Beograds kommune Vračar. Det er ikke til at sige, hvad de holder mest af, Portugal eller Barcelona. Så på det tidspunkt var hele flokken af turister, der endelig kunne rejse uden visum i Spanien blevet befriet for lænkerne efter nytår (tusind tak til EU, der afskaffede vores visumpligt!), og nå, nu ankommer to ligkister med unge serbere til Beograd, og de er døde, fordi en lokal idiot foreslog terrorister – ja, han foreslog dem det på retoromansk! – at de kunne sprænge tog i luften i stedet for at spilde tid på flyene. Og det var ikke det værste, ikke at jeg ønsker at forsvare mig over for disse afdøde overklasseløg fra Vračar, det skal I vide. Jeg vil skide på dem – men… som sagt var der noget, der var endnu værre: Stakkels mig, verden er så lille! Jeg spurgte mig for om et forfatterophold i Katalonien, og til festen mødte jeg en tysk kvinde, der lærte at tale katalonsk dér, ikke bare katalonsk, men også occitansk samt galicisk, og hun gav mig links til forskellige ansøgninger. Hun havde nemlig en spansk mor. Alas. Hendes mor var passager på turistbussen i Andalusien. Hvorfor i alverden rejste hun der som turist, var Kastilien ikke nok for hende?! Og så var hun blevet sprængt i luften. Bad luck. Min mulighed for et forfatterophold var ødelagt. Og dette forfatterhus i Barcelonas forstad var så pænt… Et rigtigt paradis for en forfatter.

Jeg ønskede at blive beundret og elsket. Af den retfærdige, ærlige, demokratiske og progressive verden – troede jeg. Og det er netop den, der forbander mig nu, foruden de involverede på to spanske kirkegårde og én serbisk, nemlig en snes spanske familier (af hvilke nogle, som jeg før forklarede, var blandede) og to beogradske respektable familier, hvis unge medlemmer var så glade for, at de kunne dandere den i Europa uden visum. Heraf graffitien i de katalonske gader – Mate Predrag. Mate er imperativ af „matar“, at dræbe, det var ingen Ustaša. Dræb Predrag. Hvordan lyder den spanske titel for „Kill Bill“? Mate Bill, selvfølgelig.

Men disse beogradske respektable familier kunne ikke forsone sig med tabet af deres efterkommere. Og familierne var jo magtfulde. De var så magtfulde, at de kunne få organiseret min likvidation.

[følgende til bearbejdelse:

1) beogradsk mentalitet;

2) en af de beogradske familier har en slægtning, som er minister i regeringen;

3) denne minister gæstede paneldiskussionen B92 på TV – Ugens indtryk, og han omtalte mig dér;

4) så at jeg, for et stykke tid, følte mig netop som en person fra TV-spillet En gammel dames besøg fra 1976, instrueret af fru Mira Trailović baseret på et skuespil af Friedrich Dürrenmatt. Denne person, „Alfred den Tredje“, spillet af Ljuba Tadić og Claire Zachanasssian (spillet af Mira Stupica), en forbitret gammel kvinde med træben og hævnlyst har sat en pris på hans hoved.

5) måske at angive – intertekstuelt – film lavet på samme tekst – i filmen spillede Anthony Quinn offeret, der fortjente sin straf. (Filmen Visit fra 1964, Ingrid Bergman spillede Claire med træbenet og nedkaldte dermed en forbandelse over sig selv – hun fik senere kræft.) Overlapning af to fiktioner, fra film og fjernsyn på den ene side og tekst på tekst på den anden side, samt ‘virkeligheden’.

6) alle navne skulle forkortes til initialer, det vil få det til at virke dokumentarisk“

Slut på uddrag af ufærdig roman/

*

Nå, jeg ønskede at beskrive min egen død i romanform, og tekstens forbandelse indhentede mig, og jeg blev virkelig dræbt, så det lykkedes mig ikke at færdiggøre mit mesterværk.

Men jeg blev ikke dræbt af lejemordere, lejet af disse overklasseløg fra Vračar-overklassefamilier i sorg.

Jeg blev dræbt af disse kroatiske Dinamo-tilhængere, der af ren kedsomhed opdigtede en person, der hed Mate Predrag med en meget spændende biografi. Tilhængerne behøvede ikke nogen ekstra tilskyndelse, det var tilstrækkeligt, at de var rasende over den dragt prygl de havde fået i Tyskland. De havde brug for at genoprette deres gode rygte, altså Bad Blue Boys’ rygte som de sejeste fyre blandt hooligans. Og da de fandt sig pryglet blå – egentlig blue, bogstaveligt talt – i deportationsvogne ved daggry på jernbanestationen i Barcelona, fik de øje på graffitien på væggen af Sants estacio: MATE PREDRAG! Det virkede, som gær virker på dej.

Mate Predrag.

Og så… tre Dinamo-tilhængere tog snart efter på sommerferie i Dubrovnik. Dér havde de slægtninge.

Og jeg havde en bekendt dér. Rettere sagt, en ven og forlægger. Rade Jendek, den berømte kroatiske forfatter, inviterede mig til at tilbringe et par uger i hans tantes hus i Dubrovnik. Jeg tog denne laptop med, som min ex-kæreste ikke nåede at usurpere. Så laptoppen havnede – via min hollandske tante – i Rades tantes hus. Ren lykke!

Jendek elsker Serbien og det serbiske sprog. Vi plejer at lave sjov med hinanden, han taler serbisk, og jeg snakker kroatisk. Og … vi øvede serbisk og kroatisk for de forkerte ører.

Dinamo-tilhængerne var nemlig allergiske over for serbisk udtale. Derfor tager Zagorje-beboere ikke på sommerferie i Dalmatien. Og da de hørte Rade, der lavede sjov med „bre“ i hvert andet ord, blev de rasende. De havde ikke lyst til at prygle, men til at dræbe ham. En af dem trak en pistol og skød – paw paw paw bang – åk, hvis Zoran Ćirić bare havde været der, for han beskriver pistolskud så dejligt, så læseren føler det, som om han ser en Sam Peckinpah-film.

Og… de skød forbi.

De skød mig. Serberen, Predrag Belanović, der overhovedet ikke lignede en serber, pardon moi, han lød ikke som serber.

Og netop på den tid, var jeg på toppen af min politiske korrekthed. Og den var ikke foregiven, men ægte. Jeg var nemlig omringet af bøsser, sigøjnere, Hercegovina-beboere, gamle, jøder. Men jeg oplevede det ikke som toppen, tværtimod, følte jeg mig, som om jeg havde nået livets bund.

*

Jeg skal nu forklare, hvordan det kan gå til, at jeg kan fortælle, selv om jeg er død.

Det er meget let. I min egenskab af at være en forfatter, der følger trends, bemærker jeg, at genrelitteratur er på mode, med mange vampyrer, spøgelser, engle, osv. Nogle af vampyrerne deltog endda i 2. verdenskrig, og var til-og-med partisaner og tjetnikker. Om kammerat Tito, siger alle, at han var en skabning fra det ydre rum, så vi har også Sci-Fi.

Desuden er der, i en seriøs novellesamling, „Elevatoren“, forfattet af Jelena Lengold, en fortælling, hvor slutningen uventet ændres. Det viser sig nemlig, at en af personerne ikke bare spiller forfatter i novellen, men… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare jer det. Når I for eksempel læser en novelle, og der optræder en politibetjent i novellen, så forventer I ikke, at betjenten vil kræve at se jeres ID-kort, vel? Men denne forfatter viste sig at være en virkelig forfatter, for han bestemte sig for at ændre historiens slutning. Jeg mener, ‘forfatteren’ i Jelena Lengolds fortælling. Tøsen, der kastede sig ud af vinduet og gik i stykker som en vandmelon, skal alligevel leve. Fordi forfatteren fra novellen syntes, at det var synd for hende. Og hvad syntes Jelena Lengold? Han foretrækker en happy end. Så du læste næsten hele novellen forgæves, og du sidder pludselig uforløst med en ufærdig tekst og må begynde på noget nyt. Eller det var fru Lengold, der fuckede dig op? Hm… meget indviklet. Og er det så egentlig seriøs litteratur?!

I hvert fald vil jeg gøre på samme måde. Jeg følger moden. I skal få spøgelser og får ikke den slutning, I regnede med. Men i modsætning til fru Lengold, vil jeg gøre slutningen sørgelig. Jeg skal dræbe flere Vračar-beboere, fordi de irriterede mig igen igår (i virkeligheden). Så lad os gå tilbage til den side med eksplosionen i Barcelona, side nummer, nummer … Og så skal jeg kneppe journalistpigen.

Flere udgivelser fra Lapidar