Kunden


Det havde været en død aften. Der var kun én kunde i cafeen, i hjørnet, ved vinduet. Kunden havde bestilt endnu en fadøl.
  ”Hvorfor bliver gamle mennesker ikke bare derhjemme?” sukkede den høje pige.
  ”Jeg får elefantfødder!” sagde den lyshårede pige.
  De to piger stod bag baren. En gang imellem havde de vagter sammen. Det havde blæst og regnet, men selv om det var holdt op, var der ingen grund til at være to på arbejde. Kunden så ud på torvet eller på sig selv i vinduet.
  ”Hvordan går det med Simon?” spurgte den lyshårede.
  ”Sigurd.”
  ”Selvfølgelig. Sigurd. Det er fordi, jeg har en fætter, der hedder Simon.”
  ”Vi er ikke sammen længere.”
  ”Nåh, det er jeg …”
  ”Det er okay,” sagde den høje. ”Vi er helt enige.”
  ”Men alligevel …”
  ”Nu sker der noget!”
  ”Hvad sker der?”
  ”Han drikker.”
  ”Hvem?”
  ”Kunden.”
  Musikken fra højtalerne gjorde, at pigerne kunne tale sammen uden at hviske. Kunden havde drukket cirka en fjerdedel af sin fadøl.
  ”Han er forfatter,” sagde den lyshårede.
  ”Hvem?”
  ”Ham dér. Kunden.”
  ”Nå.”
  ”Det er billigere at købe sine øl i et supermarked.”
  ”Måske har han behov for at komme ud,” sagde den høje.
  ”Men han snakker jo ikke med nogen.”
  ”Netop. Det kan være nemmere ikke at tale ude i byen.”
  ”Måske vil han bare gerne ses,” sagde den lyshårede.
  ”Hvem vil ikke det,” svarede den høje.
  ”Jeg vil i hvert fald ikke være kendt,” sagde den lyshårede.
  ”Jeg kender ham ikke,” svarede den høje. ”Så det bli’r ikke noget problem.”
  Ølbrikkerne bag baren var stablet i ét højt tårn. Nu delte hun dem i to mindre, lige store bunker. I det samme væltede kunden sin fadøl. Han rejste sig.
  ”Har I nogle servietter,” sagde han. ”Jeg er kommet til at spilde.”
  Den lyshårede gav ham en stak servietter. Der dryppede øl ned på gulvet. Manden lod servietterne falde ned på bordet, hvor de sugede væde. Han blev stående let foroverbøjet, som kunne han se sit eget spejlbillede i øllet på bordet. Der var cirka en tredjedel tilbage i glasset.
  ”Jeg kommer aldrig hjem og får benene op i sofaen,” sukkede den lyshårede.
  ”Gulvet skal vaskes alligevel,” sagde den høje pige.
  ”Det er værre med Australien,” sagde den lyshårede.
  ”Har der været oversvømmelser?”
  ”Nej … Eller det ved jeg ikke. Men skulle I ikke have rejst rundt i Australien? Dig og Sigurd.”
  ”Jeg tager til Indien.”
  ”Indien?”
  ”Med en veninde.”
  ”Hvad sker der i Indien?”
  ”Clea kender en, der har en privat strand i Goa. Det bliver noget helt andet end dette lortevejr.”
  Den høje så på de regnvåde vinduer.
  ”Jeg har engang læst en bog af ham,” sagde den lyshårede. ”I skolen.”
  ”Af hvem?”
  ”Ham. Kunden. Det var en deprimerende bog. Den handlede om pige, der skærer i sig selv.”
  ”Hvorfor er det altid sådan noget, de vil ha’ os til at læse.”
  ”Fordi man bedre kan analysere det.”
  ”Det er derfor, jeg arbejder her. Fordi man ikke skal analysere en skid.”
  ”Jeg troede, du sparede sammen til at rejse.”
  Den høje gjorde et nik mod kunden ved bordet.
  ”Har han børn?”
  ”Det tror jeg ikke.”
  ”Hvorfor tror du ikke det?”
  ”Så burde han vel ikke sidde her.”
  ”Det kan være, de sover.”
  ”Hvad hvis de vågner?”
  ”Så er der vel en mor derhjemme,” sagde den høje.
  Den lyshårede rettede på en af rækkerne med rene glas.
  ”Måske samler han inspiration,” sagde hun.
  ”Så forstår jeg godt, at han er fuld,” sagde den lyshårede.
  ”Han er ikke rigtig fuld. Lige før læste han i en bog.”
  ”Ja, og om lidt kører han i en bil, ligesom halvdelen af mændene i denne by. Men det gør ham altså ikke mere ædru.”

Kunden rejste sig for at gå på toilettet. Han bevægede sig, tænkte den lyshårede pige, som om han havde ondt i ryggen eller dårlig mave. Hun tænkte på de to croissanter og tre muffins, som ikke var blevet solgt. Fordi hun stod bag ved sin kollega, vippede hun flere gange op på tæerne, mens hun kom i tanke om de papirer, hun skulle skrive under. Den høje pige strakte sig og tørrede disken, indtil hun mærkede cowboybukserne stramme om lår og bagdel, men da hendes håndflade klæbede til den fedtede disk, forsvandt hendes smil. Så kom kunden tilbage fra toilettet. Han så meget træt eller fuld ud, syntes hun, men var nok mest gammel, for han gik ret lige.
  ”Bliver dine ben meget hævede?” spurgte hun.
  ”Najr,” sagde den lyshårede og bandt en knude på den ene affaldssæk bag disken. ”Det passer ikke. Når nu jeg tænker mig om. Pigen havde kræft.”
  ”Hvem?”
  ”Hende i den bog han har skrevet. Hun er syg af kræft.”
  ”Men du sagde, at hun skar i sig selv.”
  ”Det må være noget andet, vi har læst i skolen.”
  ”Der er rimelig stor forskel,” sagde den høje. ”Om man for eksempel går ud på toilettet og kaster op, fordi man er syg, eller fordi man har bulimi.”
  ”Vi har set på en lejlighed,” sagde den lyshårede. ”Den har det fedeste nye badeværelse. Vil du se?”
  De to piger trak hen i hjørnet af baren, så kunden ikke kunne se dem. Først viste den lyshårede billeder af lejligheden, hun var ved at købe med sin kæreste. Så viste den høje de bukser, hun havde bestilt på nettet. Derefter en bikini hun overvejede at købe, selv om den var hundedyr. Omvendt: Hun ville få brug for den hver dag i Goa. Så fandt den lyshårede fotos af en topersoners sofa, som passede perfekt i den solrige karnap, der var i lejligheden. Den høje trådte nogle skridt frem for at opdage, at kunden var forsvundet. Torvet uden for var vådt af regn – og tomt. Hun blev helt glad uden at kunne forstå hvorfor.

  ”Se nu der,” sukkede hun. ”Uden at betale.”
  ”Hvad,” sagde den lyshårede. ”Gik han bare?”
  ”Selvfølgelig gik han,” sagde den høje uden at vende sig om. Hun betragtede de sammenfoldede parasoller uden for vinduet. De mindede hende om omvendte drypstenshuler.
  Så opdagede den lyshårede, at der lå flere store pengesedler på bordet. Manden havde drukket meget, men ikke for så meget. Hun havde ikke fællesøkonomi med sin kæreste, selv om de havde boet sammen i fire måneder.
  ”Dagens bedste drikkepenge,” sagde hun og lo. ”Mine fødder skrumper helt.”
  ”Åh, nej!” sagde den høje.
  ”Har han glemt noget?” spurgte den lyshårede.
  ”You bet,” blev der svaret. ”Du tager toilettet i dag.”
  ”Hvorfor det?”
  ”Hvorfor tror du?”
  De to piger stod ansigt til ansigt i cafeen. Kun udsugningsanlægget brummede.
  ”Men mine fødder,” protesterede den lyshårede.
  ”Kan du bestemme dig?”
  ”Siger du,” svarede kollegaen. ”Er det ikke dig, der skal rejse rundt i Indien med Kira?”
  ”Clea.”
  ”Alligevel!”
  ”Hvad fanden har det med sagen at gøre?”
  ”Du kan lige så godt vænne dig til det.”
  ”Siger du.”
  Den høje stod og bestemte sig for at tage direkte ned i motionscentret. På denne tid af døgnet havde man de fleste maskiner og spejle for sig selv. Selv om hun var træt, sad det som en uro i kroppen, lysten til at tag fat, mærke sveden overalt. Der var ham i den gule bryderundertrøje, som altid trænede ved midnatstid. Han var ældre, men ikke gammel, og måtte komme direkte fra et eller andet arbejde. Han havde høretelefoner på og smilede aldrig.
  Den lyshårede ville ikke tage tre, men kun to muffins med hjem. Men faktisk havde hun slet ikke lyst til at tage hjem. Hun kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, fordi hun ikke selv forstod det. Det var ikke noget, hun ville kunne forklare, men det føltes, som om hun havde bedraget sin lejlighed ved at se på en anden sammen med sin kæreste. At det var, som om væggene havde følelser.

Flere udgivelser fra Lapidar