Sofaen


Lærke vågnede ofte med ondt i ryggen. Hun var i tvivl om det var alderen eller på grund af hun ofte sov hele natten på sofaen, fordi hun faldt i søvn, når hun lå og så fjernsyn. Det var en trepersoners sofa, som stod under vinduet i tv-stuen, lige foran fjernsynet. Lærke var ikke særlig høj og kunne sagtens sove i den. Hendes mand derimod var meget høj og kunne ikke ligge udstrakt i den. Derfor var det også hende som måtte overnatte i sofaen, hvis de blev uvenner.
  Sofaen var efterhånden tyndslidt. Der var kun stof på forsiden af hynderne, ikke på bagsiden. Når hun indimellem støvsugede sofaen, kunne hun se gennem det transparente materiale, der skulle holde selve sofabetrækket sammen som en slags edderkoppespind.

Mange af deres venner havde skiftet de billige møbler fra studietiden ud med møbelklassikere, som de havde købt på Bruun Rasmussens auktioner eller arvet. Lærke kunne sagtens se ideen i at investere i møbelklassikere, der kunne holde i flere generationer. Hun tænkte på Mads og Annikas klassiske tremmesofa, hvor man kunne vippe armlænet, så selv en lang mand kunne ligge på den. Men hun var bare sådan indrettet, at hun kunne lide et godt tilbud.

Da Lærke og hendes mand stod til at få nogle penge tilbage i skat, foreslog hun at bruge dem på at købe en ny sofa. Hendes mand kunne også godt tænke sig en sofa, hvor der var plads til ham. Sammen surfede de efter sofaer på internettet, hvor de lave priser på ikea.com lokkede. Lærke havde længe tænkt på, at når de engang skulle have en ny sofa, så ville det være skønt med sådan en med chaiselong, så hun bare kunne smide benene op og se fjernsyn, uden at dreje hovedet af led. De fandt en sofa, der kun havde armlæn i den ene side, så hendes mand ville kunne ligge på den, og også havde chaiselong. Sofaen kunne foldes ud som en dobbeltseng og under chaiselongen, som kunne løftes op med et snuptag, gemte sig et hulrum, hvor der var plads til dyne, pude og lagen.
  Lærke klikkede på videoen, hvor en ung mand i skjorte og blue jeans (ligesom lakridserne hun spiste, når hun forsøgte at holde op med at ryge) viste, hvordan man lynhurtigt, kunne forvandle sofaen til en dobbeltseng – og vips – ophæve fortryllelsen igen. Den unge mand fulgte selvfølgelig ikke med sofaen, men det virkede så let ud, at hun ikke engang behøvede en mand.
  Sofaen kunne fås i fem farver: sort, to slags grå, beige og koboltblå. Hun ville have den blå, sagde hun til sin mand. ”Men hvad så med katten?” spurgte han og hentydede til de hvide hår, der klæbede til alle møblerne i deres lejlighed. ”Lad os hellere tage den i beige”, foreslog han fornuftigt.
  Lærke overvejede om hun skulle tage ud i varehuset og prøve demonstrationsmodellen, inden de købte sofaen. Det var jo ikke til at vide om man sad godt i den i virkeligheden. Men hun var bange for at blive fristet til at købe flere ting, hvis hun så alle de hyggelige scenarier med forskellige sofamodeller bedækket med uldplaider og pyntepuder omkranset af sofaborde med tekopper eller bøger, som IKEA’s medarbejdere havde bygget op for at inspirere kundernes boligindretning. Hun fandt sit kreditkort frem for at købe sofaen inklusiv levering, så hun slap for selv at tage til Gentofte.

Dagen efter var årsopgørelsen det store samtaleemne på jobbet. Lærkes kollega, Melissa, skulle også have penge tilbage og overvejede at købe en beige Burburry trenchcoat, som hun længe havde ønsket sig. Lærke gik ind på IKEA’s hjemmeside. I søgefelten skrev hun ”Friheten”, som sofamodellen hed, og viste videoen til Melissa, og fortalte, at den allerede ville blive leveret i morgen, på hendes ugentlige fridag. ”Jamen, har du overhovedet prøvet den?” spurgte Melissa. ”Nej, men IKEA er gud,” svarede Lærke. ”Du er godt nok modig!” sagde Melissa og så helt forskrækket ud.
  Et kort øjeblik meldte tvivlen sig og Lærke overvejede om hun efter arbejde skulle tage til Gentofte og prøve den, men kom straks i tanke om, at hun skulle skifte bus på vej derud og droppede det.

Da Lærke senere samme aften lå på sofaen og så fjernsyn overvejede hun, at de måske kunne beholde den gamle sofa og finde plads til den et andet sted i lejligheden, men hendes mand var ikke vild med ideen, da hun præsenterede den. ”Kan du ikke få flyttemændene til at tage den med, når de kommer med den nye?” spurgte han. ”Men hvis den ikke er god, så er det jo noget stads, hvis de har taget den gamle med,” sagde hun bekymret. De hjalp hinanden med at bære sofaen ind i spisestuen, så der var plads til den nye i tv-stuen. ”I weekenden må vi selv bære den gamle sofa ned ad trapperne og køre den hen på miljøstationen på mit skateboard,” sagde han. Lærke kunne mærke, hvordan hun fik ondt i ryggen bare ved tanken.
  Flyttemændene, der skulle levere den nye sofa mellem klokken 8 og 14, ringede til hende en halv time før de ankom. Hun havde betalt 600 kr. ekstra for at få sofaen leveret oppe i lejligheden i stedet for ved kantsten, fordi hendes mand var på arbejde. Hun fjernede skoreolerne i den smalle éntre, så flyttemændene kunne komme ind med sofaen og lukkede katten inde i soveværelset, så den ikke gik i vejen eller løb væk.
  Den ene flyttemand var en stor kleppert som de fleste flyttemænd. Han havde mohawk og noget krimskrams tatoveret i hovedbunden. Den anden flyttemand var spinkel. Han lignede ikke en flyttemand, selvom hun havde hørt at det mere handlede om teknik end styrke at flytte møbler. Den nye sofa var pakket i særskilte papæsker i forskellige størrelser, som de én efter én placerede på gulvet i tv-stuen. Det lignede slet ikke en sofa.
  Lærke kom i tanke om hendes mands plan med skateboardet i weekenden og spurgte flyttemændene om de kunne tage den gamle sofa med. De udvekslede et hurtigt blik og den store sagde: ”Det kan vi godt, men det er udenom flyttefirmaet, så du skal betale kontant.” Han sagde sit telefonnummer og hans mobiltelefon gav en velkendt lyd fra sig, da hun havde overført de 300 kroner.
  Flyttemændene tog betrækket og hynderne af sofaen. Det var sværere at få den gamle sofa ud af lejligheden, end det havde været at få den nye sofa ind. Den store, som åbenbart var mest rutineret, kommanderede med den lille og irettesatte ham: ”Nej, nej, den anden vej”, da de baksede rundt med den gamle sofa, som ikke kunne skilles i løsdele, men lignede en stor Tetris-brik, der skulle falde på plads i et sindrigt system af dørkarme i lejligheden og trapper i opgangen. Heldigvis havde de skruet sofabenene af, så de ikke ridsede den blanke maling af dørkarmene.

Da Lærke var alene i lejligheden, gav hun sig til at pakke delene til den nye sofa ud. En af de store pakker væltede ned over hendes fod og hun ømmede sig men fortsatte ufortrødent. Da hun havde pakket alle løsdelene ud, fandt hun en hobbykniv og skar de mandshøje papstykker ud i mindre firkanter, som hun kom i en affaldssæk.
  Hun kiggede i manualen og gik, bevæbnet med en unbrakonøgle, i gang med at samle sofaen. Da hun var godt i gang, kom hendes søn hjem fra gymnasiet og hun viste stolt, hvor langt hun var kommet. Han smed sig ned på chaiselongen, men ømmede sig og sagde: ”Av, den er helt vildt hård.” Og det gik op for hende at det slet ikke duede med den nye sofa.
  Lærke kastede unbrakonøglen på gulvet og gik ind i soveværelset, hvor hun smed sig på sengen og spekulerede over, hvor hendes gamle sofa mon var endt? Hun forestillede sig flyttemændene dumpe sofaen og hynderne i en sø, hvor skumgummiet og fjerene hurtigt svulmede op som en strandvasker. Hun kunne aldrig få den tilbage. Hun kunne heller ikke returnere den nye sofa, nu hvor hun havde parteret pappet i småstykker.

Lærke og hendes mand havde købt den gamle sofa dengang de flyttede ind i lejligheden. Det var før hun blev gravid, men da deres søn kom til verden, glædede de sig over, at de havde købt en IKEA-sofa, hvor man kunne vaske betrækket. Da drengen var baby, havde hun nærmest boet i sofaen sammen med ham. Om natten havde hun siddet ret og op ned med en opvarmet sutteflaske for ikke at falde i søvn, mens hun misundte de kvinder, der kunne ligge i sengen og amme, mens de halvsov.
  På fødegangen havde sygeplejerskerne sagt, at hun havde masser af mælk og spændt hende fast i en malkemaskine med en sugekop på hvert bryst, der stod i ammestuen, hvor kvinderne fik besøg. Hun havde aldrig følt sig så udstillet, som hun havde siddet der med blottede bryster med sugekopper på, der ligesom rasende hev og sugede i hendes patter for at stimulere mælkeproduktionen som var hun en malkeko. Hun havde forsøgt at amme de første uger, i sin stræben efter at være en rigtig mor, men det var aldrig kommet til at fungere. Hun måtte supplere med flaske for at stille barnets glubende sult, stoppe hans gråd. Til sidst havde sundhedsplejersken heldigvis overtalt hende til kun at give drengen sutteflaske. Han bællede mælk fra flasken, selvom det var de ergonomiske sutteflasker, hvor mælken ikke bare løber ud, men kræver at barnet bruger sin sutterefleks, så det ikke bliver dovent og foretrækker flaske fremfor det hellige moderbryst.
  Senere, da drengen ikke længere fik flaske, men kunne spise selv, havde hun spekuleret på om hendes manglende succes med amning kunne skyldes de piercinger hun i et øjebliks ungdommelig kådhed havde fået boret gennem begge brystvorter og i nogle år prydet med skinnende similisten? Da hun var ung, havde kun tænkt på brysterne som noget med en seksuel funktion, ikke noget livgivende.
  Drengen havde taget godt for sig af sutteflaskerne, men når han skulle bøvse af, og hun lagde hans hoved mod sin skulder, så var det ikke en lille mælkebøvs, der kunne duppes af i mundvigene, med stofbleen, der lå slængt hen over skulderen, men en varm hvid flod af mælkebræk, der væltede udover hende og sofaen.
  De store hvide skjolder fra modermælkserstatningen var svære at tørre af sofaens røde fløjlsbetræk og hun købte et vattæppe, som hun dækkede hynderne med for at skjule skjolderne. Da drengen ikke længere havde brug for flaske, tog hun betrækket af sofaen og kom det i vaskemaskinen, men modermælkserstatningen sad stadig i fløjlsrillerne. Det var første gang de overvejede at købe en ny sofa, men så var det, at de fandt ud af at man i stedet kunne købe et nyt sofabetræk.
  Inden Lærke og hendes mand var taget i IKEA, var hun faldet for et chokoladebrunt betræk på hjemmesiden. Det ville passe perfekt ind i den retrostil, som hun forsøgte at skabe med Flowerpot-pendler og gulvvaser af glaseret keramik. Men da de kom ud i varehuset, faldt de i stedet over et andet sofabetræk, der var på tilbud til 500 kr. Det var lavet af lyserødt velour og selvom det var noget helt andet end det chokoladebrune jerseystof, hun havde forestillet sig, så havde det en aura af halvfjerdserne.
  Sofaen havde fået en revival med det nye lyserøde betræk. Når hun sad sammen med drengen og så tegnefilm, kunne hun ikke lade være med at stryge hånden frem og tilbage hen over betrækket. Kørte hun hånden den ene vej fik hynden et pink skær, kørte hun hånden den anden vej, så changerende det som perlemor. Fornemmelsen var den samme, som når hun strøg sin snart voksne søn over kinden og mærkede de små skægstubbe som modhager i håndfladen. Han var blevet så stor, at de ikke længere begge kunne ligge på sofaen samtidig, som de tit havde gjort, dengang han var lille.

Da hendes mand kom hjem fra arbejde, fandt han Lærke liggende hulkende i sengen. Han forstod ikke hvad der var galt. Hun prøvede at forklare ham hvorfor. ”Den sofa er mit fristed,” sagde hun og snøftede: ”Det er det eneste sted jeg kan være mig selv. Den skal gøre det ud for en altan, et værelse, et sommerhus. Jeg har brug for et fristed, hvor jeg kan søge tilflugt og finde ro, og det kan jeg ikke, hvis den er for hård.” Hendes mand holdt om hende og sagde trøstende, at den nok ville blive blødere med tiden og hjalp hende med at samle resten af sofaen.

Om aftenen blev hele familien enige om at se en film sammen. De slog sofaen ud til en dobbeltseng og så sad de ved siden af hinanden og så en actionfilm med benene strakt ud foran sig. Både mandens og sønnens ben var længere end Lærkes.
  Actionhelten ville i et hæsblæsende tempo overvinde alverdens strabadser i løbet af de næste par timer og filmen ville få Lærke til at føle, at livet foregik i slowmotion, trods alt.