Blå tunge, blå læber


Tryk på play, når du begynder at læse teksten. Estimeret læsetid: 11 min.


Haven lå ned til floden James, og da det blev aften trak tågen fra floden op i haven og det gjorde dem ængstelige, så de tog flasken og trak glasdøren til side og gik ind i stuen. Derinde sad de så og så vinden flå i tågen, så der kom stykker ud af det der gik enegang i haven. De var ikke længere ophidsede eller sindssyge, de var trætte og fulde og gamle. Men før Nancy tog bilen og kørte hjem var der lige en historie til som Macy skulle høre, den handlede om en mand Nancy havde været ude med. Han havde skæg og man kunne næsten ikke se hans mund.

’Hvor var Derek?’, spurgte Macy.

’Jamen han var ude med køllerne’, svarede Nancy, ’eller vent: han sad med foden i baljen og arbejded’ med en besværlig negl’.

De to, Nancy og skægfyren, var ude sammen tre gange og hver gang havde han inviteret hende med hjem bagefter, men hun havde undslået sig, ikke fordi hun ikke havde lyst, men fordi hun skulle nå at tabe et par kilo. Fjerde gang sagde hun ja, hele aftenen havde han rørt ved hende, lagt armen om hendes skulder og stirret på hendes bryster med et henrevet blik og hun kunne ikke tro andet end. Så da de sad ved endevæggen af en af hans store stuer som åbnede mod en anden stor stue… Der var ikke en bog ingen nips der ikke så meget som hang en trøje over ryggen af en stol, der var et totalt fravær af spor efter at her blev der levet, det var det mest ensomme sted Nancy nogensinde havde været… Hvem skal sidde ved alle bordene? På alle stolene ved alle bordene. Hvad skal der udspille sig på den enorme græsplæne, som ingen kommer og rejser et telt på der efterlader en gul firkant når det omsider bliver taget ned; der kommer heller ingen og slår vejrmøller, en lang svimlende række (jorden foroven himlen forneden og omvendt og omvendt) helt ned til de mægtige træer for enden af plænen for så at falde gispende omkuld og ligge lidt og svede og føle sig meget levende under skyerne. I hele haven er der kun ham til at standse og snuse til en blomst.

Der sad de tavst betragtende det alt sammen fra hver sin stol, da der pludselig opstod bevægelse i en busk og en kejserlig rød hund fra Kina, en Chow Chow med tungen dinglende, kom til syne og smerteligt langsomt bevægede sig over græsplænen og hvad der syntes som en rum tid senere gennem den åbne dør og ind i stuen til dem, med sin blå tunge; den værdigede dem ikke et blik, ikke engang sin herre, skægfyren, men gik hen til sin kurv og forsvandt ned under et tæppe og faldt angiveligt øjeblikkeligt i en spjættende søvn for tæppet bevægede sig op og ned i en rytme som om der under det lå en voldsomt masturberende, men da ingenting skete imellem dem, tænkte hun: han er ikke bare ensom men også pludselig genert. Og derfor svang hun sig fra sin stol over på hans skød – næh, først lagde hun sin hånd på hans og han afgav en lille syg lyd som burde have fortalt hende at han ikke længere var sulten, men længslen var åbenbart for stor, for hun bøjede sig frem og kyssede ham, senere skulle hun tænke: den ene ensomhed forsøgte at slå en klo i den anden.

Men han åbnede ikke munden, hans mund var død og kold, ’men jeg fik den alligevel presset op på klem og stak tungen ind. Puha’, sagde hun til Macy, ’det varede kun et par sekunder’.

’Åh blå læber’, sagde Macy sørgmodigt, ’hvorfor mon han sådan misted’ appetitten?’

’Så gjorde jeg noget som jeg ikke kommer til at forstå om jeg så lever dobbelt så længe’.

’Hvad så hva’, sagde Macy.

‘Jeg lagde armene om hans skuldre og klemte til alt hvad jeg kunne, jeg ligefrem holdt ham som i en skruestik. Så slap jeg langsomt grebet så han igen blev rettet ud til fuld størrelse’.

’Hvor er du stærk, sagde han, som om jeg var et skide barn’.

’Hvad skete der så?’ spurgte Macy.

’Jeg svang mig over i min egen dumme stol igen, som fra hest til hest. Og nu kører jeg hjem’, sagde Nancy.

Inden hun gik (fra skægfyrens hus) og mens hun blev hængende lidt for længe om hans hals til afsked, ved hoveddøren, fordi hun ganske enkelt havde svært ved at give slip, og når sandt skal siges heller ikke afholdt sig fra at gnide lidt på hans brystvorter uden på skjorten, hunden var der også, den havde fundet en bar plet i plænen og åd nu jord, den blottede tænderne og stak dem ned i jorden og forsøgte at frigøre jord fra jordskorpen, jorden syntes modvillig; når den omsider fik fat i en mundfuld, så det ud til at være en blandet fornøjelse, jorden klæbede til tænderne og den tyggede mekanisk med halvåben mund, så hun havde kunnet notere sig, at dens savtakkede fyldige tandkød også var blåligt; på det tidspunkt havde han fortalt hende, at han havde en øjensygdom og risikerede at blive blind. Det var derfor han var så stille. Han havde fået beskeden samme dag. Snart ville han ikke længere kunne se det mægtige tomrum omkring sig; men måske ville han alligevel inde fra sit mørke kunne fornemme stolenes og bordenes vægt, tænkte hun og slap ham endelig.

Men det (om blindheden) fortalte hun ikke Macy. Hun havde et blødt punkt for lidelse som hun altid havde holdt for sig selv, især dyrs, men jo da også menneskers. Året 1984 var begyndt rigtig skidt, fordi hun nytårsdag på tv havde set et program om forsøgsdyr. Og billedet af en abe der blev løftet ud af sit bur og fik tvunget arme og ben ind til siden af kroppen så den kunne være i et smalt plasticrør – den skulle åbenbart ekspederes et eller andet sted hen – havde forfulgt hende helt ind i foråret. Aben der skreg og viftede hjælpeløst med sine lange hænder, men måtte resignere og lade sig stoppe ind i røret, havde mobiliseret alt hvad hun havde af rædsel og klaustrofobi. Det havde næsten taget hendes livslyst fra hende. Men så havde hun mødt skægfyren og var omsider livet lidt op; pludselig smagte teen bedre end nogensinde, hun tog en slurk og smagen bare fortsatte og fortsatte; og hvorfor havde hun aldrig før lagt mærke til hvor dejligt det føltes hver gang hun trådte ned og fodsålen mødte sandalens helt vidunderligt elastiske bund, for hvert skridt modtog skoen hendes fod så smækkert og sendte den af sted igen, så hun kunne storme gennem verden. Og så stod han for at blive blind.

Og det blev kun værre med alderen, mere uudholdeligt at nogen led; man skulle måske tro at man i løbet af tilværelsen oparbejdede en vis hærdning, men det var lige omvendt. Så kom hun til at tænke på Elizabeth. Hvad Elizabeth og hendes mulige lidelse angik forholdt det sig anderledes, Elizabeth var på en måde hinsides alt det; men det ville hun ikke tænke på, hun satte foden på speederen og præsterede en ordentlig gang spritkørsel og hun glemte Elizabeth, og hun glemte blindheden og tænkte på den orange hund med den blå tunge, måske var skægfyren homo, for hvis noget sådan som en homo-hund fandtes, var dette så ikke en rigtig homo-hund, jo det var da virkelig en homo-hund, orange og med blå tunge, som den lod dingle ud af munden; og så var hun tilbage ved skægfyrens tunge der ikke var blevet en blød villig masse, og hun slog en knytnæve ned i hornet og lod den ligge der hele vejen ad skovvejen hjem, forbi de sorte træer som hele tiden syntes at træde ud på vejen foran hende, men så flimrede tilbage i vejkanten, hvor de hørte til.

Line Kondrup Meyer - Lapidar