På togt med Surabaya-Johnny


– Uddrag af en dagbog

Vi skriver 1991. Jeg var stået af “Nordkaperen” for at tilbringe vinteren på Bali. Var rejst op ad kysten til Candi Dasa, hvor jeg sad i en hytte ved siden af min kære kollega Jan Bredsdorff. Her afsluttede jeg “Vanillepigen”, og tog straks efter hul på “Den Tolvte Rytter”. I min fortsatte søgen efter paradiske strande i troperne, hvor jeg kunne pleje min hang til vinterbadning og fridykning, tog jeg videre til Lombok for at stå på “Nordkaperen” igen. Det var januar måned, og Den første Golfkrig var lige brudt ud – ovenikøbet på min fødselsdag.

Ib Michael

25/1 Afslutter roman, “Vanillepigen”, i en lettet stemning på trods af feber og kulderystelser. Skriver breve hjem. Indser, at romanen kun er første bind i en slægtshistorie med den mulige fællestitel “Slægtens Veje”. Begynder samme nat på næste bind. Om min forfader, der kom med spanierne til Koldinghus, mexicaneren og lejesoldaten Gómez, der fryser så gudsjammerligt i Danmark, at han ender med at sætte ild til hele slottet…

28/1 Tager fra Padangbai til Lombok med færgen. Muslimland. Små muldyrtrukne kærrer, kineserhatte lakeret med turkis eller hvid emaljelak. Over alt råbet: “Touris’, Touris’!” Deres små katamaraner er helt uden balinesernes udsmykninger og fabeldyr. Og ganske uden deres ynde. Sammenstimlen, turisten som det nye byttedyr. Gusti har tegnet mig et kort over Lombok. Jeg skal møde Kaperen i en øde bugt, Teluk Blongas, først ind over land med truck, opkørte mudderspor, hvor vognen fedter eller går fast. Kommer til en fiskerlandsby i nabobugten, Teluk Sepi, chartrer en katamaran for at sejle over til nabobugten. Efter sejlplanen har Troels forladt Benoa havn kl. 5 samme morgen for at ankomme til bugten ca. kl. 17. Der er øde og smukt i Teluk Blongas. Lav eftermiddagssol. Landsbyen Blongas kan man kun komme til ad søvejen over bugten, det samme gælder for Sau, som ligger dybest inde i bugten. De forstår ikke engelsk, jeg tegner skib og anker og peger ud over havet i retning af Bali, hvorfra de skal komme. Men der kommer ingen Kaper. De begynder at finde det mærkeligt, jeg er her. American? Tonen er fjendtlig. Muslimer der lugter kristenblod. Vi sejler bugten rundt, der ligger pragtfulde, øde koralstrande, som får mig til at længes efter Robinson Crusoes ensomhed. Det er dykkervand, det kan jeg se på de flyvende koralrev under os. Jeg har maske, svømmefødder og harpungevær med. Men før solnedgang vender vi tilbage til Sepi. Kaperen må være blevet forsinket. Jeg prøver igen i morgen.

Landsbyen har ikke det, der ligner et herberg, kragerne er vendt for længe siden. Cilik tilbyder husly. Spørger mig ud om mine planer. Vi vader gennem rismarker, majsmarker. Kommer til hans åbne hytte. Det er som i Sydamerika for længe siden. Kvinderne serverer bålristet majs. “God, mister!” Det er bedetid for Cilik. Muslim-kalotten på, ansigtet mod Mekka. Jeg savner allerede Bali. Der er kun to religioner, der får mig til at stritte. Den anden er kristendommen. Bagefter endevendes mine ting; det er lutter beskedne sager, jeg har med. Ikke engang et lommekamera. Hvad det hele koster? Jeg hader det. En Zippo-lighter er ikke en formue værd, den er bare praktisk, når det blæser til søs. På trods af havets umiddelbare nærhed er her mørkt og dystert her inde under urterne og køer har det med at forvandle mudder til lort. Jeg sidder og fatter det ikke. Havet er åbent og frisk, fuld af pragtfulde fisk. Vi får ris og en lille bid tørret saltfisk til. Det er ikke altid man forstår fattigdommen i denne verden. Vi lægger os tidligt til at sove i en stor hob.


29/1 Jeg har taget min beslutning. Det er meget godt med romantikken på primitivt landsbyniveau; det er nok til at få de fleste danskere til at rode deres kramkiste igennem for noget at betale tilbage med. Men enten er Cilik en hykler, eller også har han gjort det for sin “God, mister” og det vil jeg ikke tage fra ham. Jeg chartrer igen en båd, vi sejler til bugten, forbi Sau og op langs de øde strande. Jeg udser mig en og beder om at blive sat af. Betaler og sender dem bort. Jeg vil hellere lege Robinson Crusoe og klare mig selv, end jeg vil være hjælpeløs turist overladt til deres nåde og barmhjertighed. De kigger fuldstændig bestyrtet på mig, da de sejler tilbage. Jeg har ingen proviant med, ikke så meget som en kokosnød til at slukke tørsten med.

Da jeg er blevet alene sænker freden sig endelig over stedet. Først slår jeg mig ned ved en stor lavablok, pakker harpungevær og dykkergrej ud af en stor russisk militærregnfrakke, som vil være det ideelle enten underlag eller oversejl alt efter vejret. Jeg har masser af ekstra line med, min skarpe lille jernalderkniv, et håndklæde, en sarong og en tyk bog. Jeg tager maske og svømmefødder på, og dykker ud for at sondere terrænet. Som jeg havde forestillet mig, er det ét stort spisekammer. 100 meter ude falder bugten stejlt til dybder, som øjet ikke kan se, og her eksploderer koralrevet i glødende farver og lyskratere. Der går papegøjefisk, store snappere, enhjørningefisk. Lige til at tage med harpungeværet.

Jeg går i land og mærker tørsten efter det salte dyk. Nu mangler jeg bare at finde ferskvand, så kunne jeg for den sags skyld vente på Kaperen her i uger. Jeg skridter stranden af og kigger samtidig efter læsteder, hvor løvhanget vil tage af for regnen. Forbi en hvid opskyllet træstamme og et smut ind i skoven. Jeg finder ikke noget vandløb, og der er ikke en kokospalme at se nogetsteds.

Jeg vender tilbage til min åbne strand. Der er fodspor i sandet, som ikke er mine, bare, brede fødder. De ender ved en klippepynt, som vil være det ideelle udkigssted for at se efter Kaperen. Jeg spekulerer på, om jeg skal sove på klipperne for at være klar af tidevandet. I samme øjeblik falder mit blik i sandet: Jamen, jeg kan ikke tro mine egne øjne. For dér, for mine fødder, risler en lille bæk inde fra skoven og ud i koralsandet. Jeg bøjer mig ned og smager. Det er friskt regnvand, siet og renset af sit løb gennem sandet. Jeg graver et par store muslingeskaller frem og bruger som vandkar. Kilden har løst det eneste rigtigt vitale problem med et trylleslag. Fisk har jeg fanget før.

På en naturlig forhøjning ind mod skoven vokser et par træer sammen til et læskjul. Jeg har fundet mit sted, renser bunden for sten, breder regnslag, håndklæde og sarong ud. Jeg henter vand i de store Tridacna-muslinger og stiller ved mit hovedgærde. I skoven bag mig synger cikaderne.

Jeg tjekker forsyningen af malaria-piller i toilettasken. Der er til måneders forbrug. Lombok er stærkt inficeret malaria-område. Der er også en flaske myggespray, som kan komme til nytte hen under aften. Samt en pakke rulletobak. Boblende eufori over at være alene besætter mig.

De hede middagstimer tilbringer jeg i skyggen, læsende. Den første Fredag, en fisker fra Sau, kommer forbi. Jeg tegner et skib i sandet og peger ud over bugten. Han sidder længe på hug og betragter mig. Piller interesseret ved mine få ting, undersøger harpungeværet med undren. De fisker kun fra bådene, med blink og net og krog. Det er skønt, vi ikke kan tale sammen, vi er forsigtigt på besøg i hinandens ensomhed. Efter en tid rejser han sig og går.

Jeg kravler op på klippepynten og spejder ud over havet. Derude ligger øerne Timur, Flores og Komodo med de berømte, kødædende varaner. Og fortsætter man ud over havet, kommer man til Australien. Intetsteds er Kaperens master eller sejl til at øjne.

Ud på eftermiddagen begynder sulten at rumle. Jeg efterser harpungeværet, ifører mig maske, snorkel og svømmefødder. Jeg svømmer ud til skrænten, hvor koralrevet falder mod større dybder. Jeg skyder efter en papegøjefisk, men rammer den ikke. Den forsvinder med en forskrækket stråle af koral fra gattet. Det kræver større ro at jage fisk. Jo mere man jager dem, jo hurtigere forsvinder de ud af ens synsfelt. De mærker enhver vibration i vandet. Et stykke ude over en pladekoral, som flimrer med lys på fem-seks meters dybde, spotter jeg et par store, halvgennemsigtige skygger. Jeg nærmer mig forsigtigt. Der går tre enhjørningefisk af de store; de hænger skråt i strømmen og nipper sig frem med trutmunden. De har store, gyldne øjne og en hornfortykkelse i panden, som har givet dem navn. Det er byttefisk. Jeg kender dem fra Polynesien. Jeg svæver et stykke tid over dem for at bedømme størrelse og vægt. Det er ikke nok at ramme fisken, man skal også kunne hale den med op, ellers løber den med spyd og gevær når du ikke har mere luft. Jeg udser mig én og dykker. Elastikken synger i min hånd, Hornet opfatter vibrationen, den gør omkring og flygter. Jeg prøver et skud fra en spids vinkel. Forbier. Op igen, lade og spænde elastikken. Den er åbenbart mest følsom forfra, i hornets retning. Jeg venter et stykke tid. Så dykker jeg ind på de resterende to i en linie skråt bagfra og mod strømmen. Strømmen under vandet er den vind, der bærer ens fært. Langsomt svajer den ene over i min retning, og i det øjeblik, et sekund før tanken, skal spydet gå. Det trænger ind i den kødfulde midterdel og ud på den anden side. Linen er strakt, spydet snurrer og jeg mærker den kraftige modstand. Jeg svømmer op, lader geværet gå bagud og haler ind på linen. Den kæmper som en gal på spydet, men den kan ikke komme af. Jeg får den vippet ud af vandet, idet jeg rejser spydet og passer på de skarpe skalpeller på halefinnen. To på hver side. Så begynder det møjsommelige arbejde med at svømme den i land. Så snart den er oppe i luften, går kampgejsten af den, og den er som bedøvet. En lægkrampe fortæller mig, det er på tide at se land.

Forpustet langer jeg spydet op på klipperne og følger selv efter. Der har ikke været hajer i dag, de plejer ellers at komme, når fisken slår. Sulten i maven kompenserer for alt. Adrenalinen synger i blodet. Jeg er lykkelig – som den, der er kommet ærligt til sin føde uden mellemlægspapir. Jeg har fanget en enhjørning! Man siger, der skal en jomfru til, men det har jeg også været siden, Hanne tog hjem. Jeg henter kniven, renser min fisk og kaster indvoldene i havet. Jeg skærper kniven op på klippen, filetterer fisken og skærer det glasklare kød fra skindet. Skærer fileten ud i tynde skiver og arrangerer dem på et palmeblad. Så begynder jeg at spise dem rå, suger den ferske saft ud af dem og nyder kødet, der er varmt endnu. Det er saligt, og jeg er mæt, før jeg aner det. Jeg har kun spist den ene side af fisken. Den anden pakker jeg nu ind i palmebladet, jeg har fundet en fordybning ind i klippevæggen, hvor der ligger rester af et bål. I aften kan jeg stege resten.

Den anden Fredag kommer forbi. Han har et gevær med, men intet bytte. Han sætter sig på hug foran mig, jeg sletter et skib i sandet og tegner et nyt. Peger ud over bugten. Han inspicerer min taske, åbner den, vender og drejer bogen i hånden. Langsomt vender han en betelnød over fortænderne og spytter blod. Han ser vagtsomt på harpungeværet. Så rejser han sig – træder et skridt tilbage og tager ladegreb. Et øjeblik står blodet stille mellem os. Så tager han flere ladegreb efter hinanden og det går op for mig, at det må være en luftbøsse, han er ved at pumpe. Jeg løser op i et lettet smil. Han nikker til mig og går på fuglejagt.

Det begynder at regne. Jeg ruller regnslaget om mine ting, og i stedet for at sidde og krybe sammen, tager jeg alt tøjet af og løber ud i regnen. Den er lun, og det svider ferskt i øjnene. Jeg springer ud på klipperne en sidste gang for at se efter Kaperen, men for det første er sigtbarheden nedsat, og for det andet kan jeg mærke, at den ikke er i nærheden. Jeg håber ikke, at det er noget alvorligt, der har forsinket dem, Troels overholder på det omhyggeligste sine sejlplaner.

Pludselig falder mørket på. Jeg opgiver at tænde bål, brændet er vådt og der er timer til, jeg vil blive sulten igen. Med en mæthed, der kommer langt nede fra urdybet, lægger jeg mig ind under mit læskjul – det smådrypper endnu – og lader mig slukke af lyset. Jeg sover ind i en salig summen af myg, orker ikke at spray’e mig til nu, og ruller mig sammen under sarongen, der er lette olieret af døgnets sved. Natten er uden drømme.

30/1 Den næste morgen vågner jeg til en lille motors dunken langt ude over bugten. Det er så langtfra Kaperens brummende bjørn af en maskine, det er katamaranen fra Sepi, og de kommer for at hente mig. De løber båden op på stranden, forskrækkelsen lyser af deres ansigter, og de har taget en skolelærer med, som taler et minimalt engelsk. “Please Mister, come to my house. Not stay here…” Og han understeger sine ord ved at føre en hånd henover sin strube. Han er tydeligt nervøs. Jeg ved ikke for hvad. Jeg har sjældent været så tryg i mit døgn som i dette. De må anse mig for en galning nu, der kan finde på hvad som helst. Herregud, jeg ville bare være alene fremfor hjælpeløs i deres verden. Vi sejler til Pangis, hvor han har sin landsbyskole. Han forklarer mig, over en skålfuld posenudler han opløser i varmt vand, at der har været en meddelelse over den lokale radio. Til Mister Michael i Teluk Blongas. Hans skib ligger i Padangbai på Bali, og han skal vende tilbage. Det lyder sandsynligt nok, det er den eneste anden naturhavn på Bali, hvor skibet kunne ligge efter at have forladt Benoa. Da vi har spist, sætter vi over til Sepi på den anden side af bugten. Her hyrer jeg en truck til færgehavnen på Lombok og tager tolvfærgen tilbage til Padangbai. Hele vejen over holder jeg jævnligt udkig efter Kaperen. Da vi anløber Padangbai er der ingen Kaper, og jeg tager til Candi Dasa og indlogerer mig igen i min strandbungalow. Her ender Lombok-eventyret. Det har efterladt en dyb tilfredsstillelse over tilværelsens indlysende lethed. Hvis det skal være verdenskrig med atom-Armageddon og hele svineriet, så vil jeg gerne overleve, tak!

Radiomeddelelsen står i et mere og mere mystisk lys. Var det en besked fra Kaperen eller var det skolelærerens påfund for at få mig ud af området. Var rygtet ved at løbe amok, fx ved at placere en amerikansk spion midt i Muslimland? Jeg får det aldrig at vide. Én ting er sikker: Skolelæreren var meget bekymret og ville mig kun det bedste. I afskedsgave forærer jeg ham en pakke bananblade med fisk, der har holdt sig frisk i kildevandet natten over, samt min dykkermaske og ekstra snorkel. Så han ved selvsyn kan overbevise sig om sit lands undersøiske skønhed.

Flere udgivelser fra Lapidar