Kirsebær


Det siger Mor altid. Romeo plejer bare at nikke. ”Hvad tror du, der sker, hvis man ikke gør det?”

Romeo tænker sig om. ”Så bliver Mor vred… Og hvis Mor er vred, er ingenting godt, og det er skidt.”

Mor smiler og nikker. ”God dreng.” Hun læner sig frem mod ham. Brillerne glider ned på hendes næse, og med dæmpet stemme siger hun: ”Og så kommer mørkemændene og tager dig.”

Når Romeos Mor er glad, så skinner solen altid klarere, og maden smagte bedre. Så blomstrer Kir-sebærlunden lidt før tid, og blomsterne synes bare at dufte bedre. For når Romeos Mor er glad, er alting i orden.

Mor siger altid, at han er et drømmebarn. Aldrig sulten, aldrig syg, aldrig uartig. Så nikker Romeo bare og smiler til hende. Mor er et godt menneske. Så varm og sød.

”Kirsebærrene er snart klar,” mumler damen ved bordet. Hendes grå hår er sat op i en knold, den rynkede hud er fortrukket i et smil. Hun løfter skeen og slubrer i sig. ”Det er en god suppe,” siger hun.

”Det er din opskrift.”

Hun smiler til ham, klapper ham på kinden. ”God dreng.” Det er kun Mor, der må sidde med krummet ryg. Det gør hun til gengæld også ofte – nok for to. Romeo skal altid sidde med ret ryg, stiv som et bræt, og smile pænt. ”Vi skal snart plukke kirsebær,” knirker hun.

”Hvornår?”

”Snart.”

Romeo nikker. Han ser hen mod køkkenet. ”Må jeg vaske op, Mor?”

Hun ser lidt på ham, næsten bedrøvet. ”Ja… Jeg forstår godt, du ikke vil holde sådan en gammel kone som mig med selskab. Gå du bare, så bliver jeg her.”

Romeo trykker armene ind mod kroppen. ”N-nej Mor… Jeg venter, til du er færdig…

Hun smiler til ham. ”Hvor er det pænt af dig! Tak skal du have.”

De bliver siddende i tavshed. Mor spiser sin mad, Romeo betragter hende. Efter maden tager han hendes tallerken over i køkkenet. Da opvasken er overstået, kommer han ind i stuen, hvor Mor sidder i lænestolen med sit strikketøj. Der er et trin ned til stuen fra spisestuen, kun tyve centimeter, men Romeo hopper alligevel som han plejer. Han sætter sig pænt på gulvet og finder sin slinky frem. For en stund sidder han og leger med spiralen. Udenfor er mørket faldet på. Mors strikkepinde kan høres som den eneste lyd, ud over Romeos legetøjs metalliske klirren. Digitaluret skifter fra 18:59 til 19:00.

Mor ser på Romeo. ”Du skal i seng nu.”

Romeo nikker lydigt og rejser sig op. ”Ja Mor.” Han pakker sit legetøj væk og går ud på badeværel-set for at børste tænder.

Mor kommer ind på værelset, da Romeo har taget pyjamas op. Hun ser næsten skrøbelig ud i døren, en lille, spinkel dame på grænsen mellem det oplyste værelse og den mørklagte gang. Hun kommer hen til ham og knapper hans skjorte. Han kravler ned under dynen og ser på de selvlysende klister-mærker i loftet – får, stjerner, en måne og nogle skyer pulserer grønt ned mod ham. Mor sætter sig på hans sengekant og kysser ham på panden. ”Godnat Romeo,” siger hun.

”Godnat Mor.”

Alt er, som det plejer, og Romeo kan godt lide det. For når alt er som det plejer, er Mor glad. Og når Mor er glad… så er alting godt.

”Vi skal plukke kirsebær i dag,” knager mor, da Romeo kommer ud fra badeværelset. Den gamle da-me med den krumme ryg går hen i køkkenet og finder fem store skåle – dem, de altid tager med i lun-den.

”Ja, Mor.”

Mor smiler til ham. Sådan er det altid på den tid af året. Kirsebærrene bliver plukket, så der er plads til de nye næste år. Andet sker der ikke. Romeo ved ikke, hvad Mor gør med dem. Nogle gange laver hun en kage, og sidder og spiser den for sig selv, mens han ser på. Romeo sætter sig på en stol og betragter Mor, der pusler rundt i køkkenet. Hun smiler og nynner som hun plejer.

En sær lyd når Romeos ører. Han ser hen mod døren, da den vender tilbage. Mor stopper op, tier og ser hen mod entréen. Det lyder lidt ligesom når Romeo tramper i gulvet, når Mor ikke er hjemme.

Mor kommer pludselig hen til drengen og griber fat om hans arm. Han hyler, men Mor tysser, og han bider sig i læben. Det banker på døren igen. Mor trækker Romeo ind på hans værelse. ”Du skal blive her!” siger hun strengt. ”Du må ikke komme ud, før jeg henter dig.”

Han nikker. ”Ja Mor.”

Hun lukker døren og går.

Romeo sidder alene i et stykke tid. Så hører han pludselig stemmer. Mors og… en anden. Romeo har aldrig set andre mennesker end Mor og postbuddet, kun i fjernsynet. Han sidder lidt og spidser ører, er nysgerrig, også selvom Mor har sagt, at artige børn ikke smuglytter.

”Det er alt for længe siden, Rufus,” siger Mor med bævende stemme.

”Så sandelig Petunia.”

Petunia? Hvem er Petunia?

Stole skramler. Mor og gæsten sætter sig ned. Gæsten, Rufus, sukker. ”Men du ved jo godt, Petu-nia, at jeg ikke er her på hyggevisit.”

Mor sukker. Romeo kender det suk. Det kommer altid, når han en sjælden gang har gjort noget an-det end det, hun vil have. ”Hvad er det nu, Rufus? Jeg troede, sagen var afsluttet.”

”Det er absurd, Rufus. Jeg har jo sagt det – drengens forsvinden var lige så stort et chok for mig som alle andre.”

En tør latter når ind på Romeos værelse. ”Jeg beklager,” gentager Rufus. ”Jeg er her på guvernørens personlige ordre. Du var trods alt hans barnepige.”

Der er stille lidt.

”Ja ja,” siger Mor så. ”Men gør det nu tjept. Jeg flyttede ikke helt herud for at blive belemret med mere regeringspjat.”

Nu er det Rufus’ tur til at ånde ud. Der er stille nogle sekunder.

Noget kilder Romeo. Han ser ned på edderkoppen, der kravler over håndryggen. Han hyler og slår den fra sig. Han spurter ud på gangen og ned mod spisestuen, hvor han klynger sig til Mors skørt. ”Moar!” hyler han.

Mor ser forskrækket på ham.

Manden Rufus har et spidst skæg. Han ser på Mor med den samme slags øjne, der sidder i hajers spidse hoveder. ”Petunia, altså… Jeg troede, vi var venner?” Mor bryder i gråd. ”Jeg tilkalder en vogn. Lad nu være med at gøre noget dumt.” Rufus tager en smart ting op ad lommen og går ud i gangen. Han låser hoveddøren.

Romeo ser på Mor, der sidder og græder. Langsomt slår han blikket ned. ”Undskyld Mor,” siger han lavt, ”men der…”

En hånd sendes mod ham, rammer ham på siden af hovedet og får ham til at vælte omkuld.

”IND PÅ DIT VÆRELSE!”

Romeo slår blikket ned. Nikker. ”Ja Mor.”

”OG DU BLIVER DERINDE!”

”Ja Mor…” Romeo rejser sig desorienteret op, vakler ind på sit værelse og sætter sig på sengen. Han ind i væggen. Hans kind dunker sagte. Øjnene er røde og svier. Han snøfter, græder ikke. Han må ikke. For når han græder, så bliver Mor ked af det.

Rufus beder Mor om at gå en tur, da han er færdig med at tale med sine venner. Romeo lytter til dem. Han sidder på sit værelse og kigger ind i væggen som den skarnsunge, han har været. Mor og Rufus forlader huset. Mor snakker om Kirsebærlunden. Romeo føler sig tom. Mor kan ikke lide ham mere. Hun tager ham ellers altid med…

Tiden går. Minutter. Kvarterer. Timer. Solen sænker sig ned bag horisonten, går til ro. Normalt laver Romeo mad nu. Til Mor, der ikke er kommet hjem. Han begynder at vrikke med tæerne. Ser hen mod døren. Spidser ører. Ved ikke, hvad han skal gøre. Han begynder at rokke en smule, klynke en anelse, kan ikke finde ud af, hvad der sker. Mor. Hvor er Mor?

Burde han rejse sig og gå ud efter hende? Hun kan være faldet. Kommet til skade. Mor er så frygte-lig skrøbelig, og Rufus ved ikke, hvordan han skal passe på hende.

Månens bløde skær kommer frem. Romeo lytter efter Mor. Bliver bange for de lyde, han normalt sover fra. Huset er mørkt. Stort. Ondt. Det har lukket Mor ude. Låst sig selv. Vil ikke låse op igen…

Men Romeo er jo ikke Mor. Romeo er Romeo. Huset kan godt lide ham. Han sørger for, at støvsu-geren gør sit job, at der bliver tørret støv af, at alting kører, som det skal. Ja… Ja, huset må da kunne lide ham.

Romeo rejser sig forsigtigt op. Han kan ikke lide at bryde Mors regler, men det er for hendes eget bedste. ”Moar?” kalder han forsigtigt. Måske har han bare ikke hørt hende komme hjem fra Kirsebær-lunden. ”Moar, er du hjemme?” Han får ikke noget svar. Med vagtsomme skridt går han hen til døren, åbner den stille og ser ud. ”Moar? Er du hjemme?” Han kalder nogle gange, går lidt rundt i huset. Trækker gardinerne for og tænder lamperne. Han kan ikke lide mørke. For i mørket kommer mørke-mændene – det har Mor selv sagt.

Mor er ikke i køkkenet. Heller ikke i stuen. Eller i sit soveværelse. Hun er ikke på nogen af badevæ-relserne, i kælderen, på loftet, i entreen eller i udestuen. Romeo ser ud ad vinduet i køkkenet, sørger for at holde sig godt skjult, så mørkemændene i skoven ikke ser ham og kommer efter ham.

Måske er hun faldet i søvn i Kirsebærlunden? Det er sket før. Men nu er det mørkt. Romeo skæver ud gennem gardinerne, prøver at få øje på lunden. Men den ligger dybt inde i skoven og kan ikke ses udefra. Det ved han egentlig også godt, han skal bare være helt sikker.

Så længe har Romeo aldrig været oppe. Han krummer tæer, sidder i sofaen og venter. Mor bliver sur på ham, når hun kommer hjem. Men hun skulle jo være hjemme nu…

Den lille viser på uret er lidt til højre fra at stå lodret. Romeo kan ikke klokken. Det synes Mor nem-lig ikke er nødvendigt. Romeo er ved at være rigtig bange. Knuden i maven gør ondt, den dukker altid op, når der er noget galt. Sidste gang var det da han havde glemt Bamse i skoven.

Da den lille viser er nået til I’et til venstre for II’erne, da Romeo træffer en nervøs beslutning: Han skal ud efter Mor! Hun kan nemlig slet ikke tåle at være ude så længe om natten, når det er koldt. Ro-meo finder en bamse fra soveværelset, Bjørn. Bjørn skal beskytte ham mod mørkemændene. Bagefter tager han sin frakke på, ud over den tager han Mors. Så kan hun få den, når han finde hende. Hun skal jo ikke fryse på vejen tilbage. Rufus må ikke få nogen, han kan passe sig selv!

Romeo bevæger sig varsomt ud til mørkemændene. Skovens træer står højere om natten, de tårner sig op over det lille hus, truer med at vælte ned over ham. Romeo lyner jakken ekstra op, knuger Bjørn ind til sig og slår hætten op. Så kan mørkemændene ikke tage ham.

Han skynder sig hen til den sti, der fører ned til Kirsebærlunden. Det er koldt udenfor. Mors frakke slæber lidt efter ham. Romeo skynder sig af sted, holder blikket på stien. Hans hvide ånde kommer i vejen. Hvis han ikke kigger op, kan han ikke se mørkemændene. Og hvis han ikke kan se mørke-mændene, kan de heller ikke se ham!

Det er sværere at finde rundt om natten end om dagen. Men snart kan Romeo se små bær i skov-bunden. Fuglene spiser kirsebær ligesom han selv. Men i modsætningen til ham, er de ikke blevet godt opdraget af Mor. Han smider nemlig stenene ud, når han er færdig.

Snart er Kirsebærlunden i syne. Romeo sætter farten lidt op, knuger Bjørn ind mod sit bryst. Den kølige luft river ham i næsen. Han kan se træernes silhuetter. Grenene bugner af frugt. Han stopper ved toppen af den smalle stentrappe, som fører ned til lunden. Den ligger nede i en lille dal. Træerne står vildt. Træerne har også en Mor. Det er det største træ, det i midten, der strækker sig over alle de andre. Romeo kalder hende for Charlotte.

Engang klatrede Romeo op i træet. Mor blev bange og sagde, at han skulle komme ned. Han snub-lede og faldt. Den ene arm drejede omkring. Mor satte den på plads den samme aften, men siden da har Romeo ikke nærmet sig Charlotte.

Ét trin af gangen går han ned ad trappen. Nogle af trinnene er en smule tilgroede med græs og mos. Romeo ryster, han har lyst til at græde, men gør det ikke. Måske hører mørkemændene ham…

Nede i lunden ser Romeo sig omkring. Han vil gerne kalde på Mor, men ikke ét ord kommer ud. Han går tøvende rundt. Ser sig omkring. Der er ikke nogen. Ingen sovende dyr. Ingen fugle. Ingen insekter. Ingen lyde, ud over træernes hvisken i bladene. Hvad taler de mon om? Ved de mon, hvor Mor er? Måske er det i virkeligheden mørkemændene, der snakker oppe i trækronerne? Tanken får Romeo til at sætte farten op.

En lyd i det fjerne sætter ham i løb. Mørkemændene kommer efter ham! De tager ham og æder ham, fordi han brød Mors regel! Han måtte ikke forlade huset, men nu skal Mor altså hjem og putte ham! Hun må ikke være så længe ude i skoven, det kan hun altså slet ikke tåle! Hun skal komme hjem til Romeo, for Romeo kan ikke klare sig uden…

Romeo falder på hovedet ned i skovbunden. Han får tårer i øjnene og kravler lidt frem. Han sætter sig op, sikrer sig, at han ikke er kommet til skade. Det har Mor lært ham. Han ser sig over skulderen for at se, hvad han faldt over. Det er for mørkt i kirsebærtræernes skygger. Han kniber øjnene sam-men.

En sky glider væk fra månen. Der går et øjeblik, før Romeo rigtig kan se, hvad det er, han faldt over.