Mellemlanding


Der er et måltid inkluderet i flybilletten. Jeg har læst det på Emirates’ hjemmeside. Det står nederst på siden med rejsebetingelser, sløret som om det er forsøgt visket ud. Måltidet er inkluderet, hvis mellemlandingen er over otte timer, og rejsen er booket på Emirates’ hjemmeside, står der. Måltidet er også inkluderet for passagerer med economy-billetter, og personalet vil informere om tilbuddet, hvis det er relevant. Jeg er passageren, og det er relevant for mig, det ved jeg. Min mellemlanding er ni timer.

Jeg har glædet mig til at se dig. Det vil jeg sige til dig, når vi mødes i ankomstterminalen i morgen.

Emirates Service Desk ligger bagerst i Terminal 2, og jeg trækker min rullekuffert over det glatte gulv, forbi alle de ventende i joggingbukser med oppustede nakkepuder om halsen, mens min skuldertaskes rem gnaver. Min jakke hænger på kuffertens håndtag, og pludselig sætter ærmet sig fast i kuffertens hjul: Jeg må standse for at vikle det fri, og skuldertaskens hængsler klikker metallisk mod min telefon, da jeg bøjer mig ned. Telefonen ligger i lommen.

Der er noget, jeg må fortælle dig. Det skal jeg sige til dig, og det vidste jeg allerede første gang, jeg lå mellem hendes lår.

Medarbejderen i Emirates Service Desk er glad for sit røde tørklæde med firmalogoet på. Man kan se det på den måde, hun har sat sin hestehale på, den sidder midt på hovedet og hårelastikken er bundet stramt, så tørklædet står i kontrast til den hvide hals. Huden ved hårgrænsen trækkes stramt tilbage af elastikken, ikke et eneste hår stritter, og hun ser mistroisk på mig, da jeg viser hende den utydelige skrift på hjemmesiden og læser ordene højt for hende, først tålmodigt. Det står lige her, siger jeg, og hun forstår det ikke, eller også gider hun ikke forstå mig, for hun siger, at jeg ikke har krav på noget. The meal is not included, this offer is not for you, siger hun. Jeg gentager, hvad jeg lige har sagt, peger på ordene et efter et, viser hende flybilletten med de to afgange, og til sidst giver hun sig. Hun printer madkuponen ud, den glider ud af printeren og ned på gulvet, og hun må bukke sig for at nå den. Det ligner, at hendes hårgrænse snart giver efter for hestehalens træk, og jeg forestiller mig, hvordan hendes skalp glider af og glider væk på rullebåndet sammen med min kuffert, så jeg kan hente begge dele på bagagebåndet, når jeg ankommer til my final destination: Der, hvor du er. Jeg forestiller mig, hvordan jeg vil binde skalpen til min kuffert, og den dinglende oval af hud med mørkt hår gør mig til mere end en tilfældig rejsende. Sikkerhedsvagterne og stewardesserne og turisterne vil se respektfuldt på mig, mens jeg skrider gennem ankomsthallen: Se, der kommer en sejrende kriger, se skalpen, der hænger fra rullekufferten, denne kriger får hvad hun vil have, vil de hviske til hinanden. Måske du vil tænke det samme.

De serverer langtidsbagt laks med kartoffelmos og sovs i flyveren, og jeg skraber sovsen af med plastikgaflen, efterlader den på foliebakkens kant, for den har en ubestemmelig grøngul farve, og på menukortet står ikke anden information end ordet gravy. Laksen er saftig og lyserød, og i menukortets venstre hjørne sidder et lille, rundt logo, et kvalitetsstempel, der fortæller, at laksen er opdrættet bæredygtigt. Nogen med autoritet har givet tilladelse til at sætte det kvalitetsstempel på lige præcis denne slags laks, og en grafisk designer har sat det lille runde mærke ind i menukortet, og et trykkeri har printet det hele på et stykke kraftigt karton, der nu er placeret i stolelommen foran mig. Alt sammen for at jeg, passageren, kan vide, hvad jeg skal forvente af det stykke laks, der damper i foliebakken foran mig. Passageren i sædet ved siden af mig ømmer sig, hun kan ikke strække sine smukke, modellange ben, selvom flyvemaskinen er den nye superflyver. Jeg så et indslag om lige præcis denne flyvemaskine i nyhederne forleden, DR1-reporteren kaldte den det – superflyveren – og hun gestikulerede begejstret med hænderne, mens kameraet bevægede sig gennem kabinen og viste trappen op til overetagen, stolene med ergonomisk ryglæn og ekstra benplads. Kabinetoiletterne med økologisk håndsæbe i fastmonterede sæbedispensere.

Dubai International Airport er gentagelse på gentagelse, den samme slags bil udstillet i midten af den samme slags taxfreeshop fire gange i træk, og jeg tumler igennem disse gentagelser, rører ved en tilfældig maxipose med M&M’s, dupper parfumeprøver på mine håndled, bag ørerne, på halsen. Parfumen får mine øjne til at løbe i vand, og jeg kan høre kontaktlinserne klikke hver gang jeg blinker, snart sætter den venstre sig fast under øjenlåget, og det svier, da jeg trækker den på plads med min pegefinger. Jeg forestiller mig, hvordan jeg vil undskylde mine rødsprængte øjne med klistrede kontaktlinser, hvis du spørger. Bedrag er ikke blåligt, bedrag er ikke køligt at røre ved, sådan som jeg troede, det ville være, tværtimod er det flammende, det sætter sig i øjnene som røde lyn og gør kinder glohede. Jeg ved allerede nu, hvordan din mund vil blive en smal streg, når du hører om mit svigt, når mine ord tvinger dig til at gennemspille de samme scener i dit hoved om og om igen, ligesom lufthavnsarkitekten tvinger mig til at gå igennem den samme taxfreeshop fire gange, før jeg når toiletterne. Du vil gå i stå der i ankomsthallen, så snart jeg har fortalt dig det, og skalpen, der hænger fra min kuffert, vil falde fra hinanden og blive til fnuller på de fedtede fliser. Bare sådan vil jeg svinde ind til en utro, forhutlet rejsende med flyvemaskineånde, der tror, hun har fortjent mere, end hun har krav på.


Er du i det mindste ikke taknemmelig for, at jeg fortæller dig sandheden? Jeg vil sige det med en lillebitte stemme og tage dine hænder, men det vil være som at holde om et stykke sæbe, og du vil ikke se mig i øjnene.

Da jeg lukker toiletdøren og kaster op i kummen, blandes den sure bræklugt med Marc Jacobs, Chanel og Yves Saint Laurent. Jeg forestiller mig, hvordan du om nogle timer vil vågne og gå i bad og tage opvasken og skifte sengetøjet og glæde dig, køre mod lufthavnen i alt for god tid. Lad mit næste fly være forsinket, lad disse ni timers ventetid blive til livstid, så du kan forblive i forventningens glæde, og jeg kan blive siddende på liggestolen af metal foran gate 43 med skuldertasken på maven. Lufthavnens loft er hvide spånplader og skarpe spots, der er ingen til at modtage min bøn.

Det var svært at få hendes lugt ud af mit tøj, og efter den første gang kogevaskede jeg bukserne og sokkerne, vaskede skjorten på 40 grader to gange i træk for at være på den sikre side, og der stod en efterladt dunk skyllemiddel på en af tørretumblerne, som jeg tømte ned i maskinen med mit undertøj, men hendes lugt blev ved med at være der. Hun lugtede af baby, og den første gang var det æggende, den anden gang fik jeg sure opstød, da hendes hår klistrede til mine kinder, og jeg bad hende finde en elastik, sætte håret op i en hestehale, men hendes babylugt hang stadig i lagnerne. Den tredje og fjerde gang havde hun sat håret op, inden hun ankom til lejligheden, og efter den fjerde gang var det forbi.

Kan du smage hendes læbepomade på mine brystvorter, se sporerne fra hendes tunge på mine lår? Det vil jeg ikke sige, for det vil der ikke være nogen grund til. Du vil alligevel ikke kysse mine læber eller kærtegne mine lår igen.

Kuponen til det gratis måltid ligger i min BH’s venstre skål, og den stikker mod huden, når jeg vender mig i stolen. Restauranten ligger på anden etage, og jeg er pludselig sulten og binder jakken stramt om mine hofter, finder elevatoren og kører lidt op og ned. Det er behageligt at være alene i det lille firkantede rum med et spejl på den ene væg, reklamer for mad og alkohol på de andre. Men så stopper elevatoren, et par med backpackerrygsække og hinanden i hænderne skal ned, og jeg må stige ud. Der er indisk tema i restauranten, og tjeneren har en rød plastikplet i panden. Den bliver ved med at løsne sig, og hun bliver ved med at mase den på plads, mens hun rynker brynene. Hun har nervøse tics, det ene øjenbryn dirrer, og hun virrer med hovedet, mens hun tager imod kuponen og rækker mig en tung, hvid tallerken og plastikbestik pakket ind i en serviet. Gaflen mangler en tand, den er knækket af, og det slår mig, at de sikkert genbruger bestikket, skyller det under hanen og pakker det ind i en ny serviet, rækker det over kassen til den næste, der afleverer en krøllet madkupon. Håber at ingen opdager, at en anden har haft gaflen i munden før dem. Måske du ikke vil opdage, at en anden har haft mig i munden før dig. Jeg iagttog min kusse efter den fjerde gang, og den lignede sig selv: Der var intet, der strittede i den forkerte retning, ingenting at skære sig på, og jeg onanerede så voldsomt i de babyduftende lagener, at det var svært at stoppe igen, selvom orgasmen for længst var forbi.

Retterne bliver serveret i store, firkantede fade af metal, og varmelamperne over dem giver alle retterne den samme orange nuance, så det er umuligt at gætte, hvad der er kylling og oksekød, tikka massala og tandoori. Der er samosaer, og jeg spiser én direkte fra fadet, mens jeg skovler ris på tallerkenen med den anden hånd, tallerkenen balancerer på kanten af den hvide dug. Og så får den overbalance, porcelænet splintrer mod gulvet, og risene lander på dugen, i mine sandaler og i et af fadene. Risene ligner små larver i den gule karrysovs.

Jeg kan ikke love dig, at det ikke sker igen, vil jeg til sidst sige, og du vil forstå, at de røde streger i mine øjne er kommet for at blive. Jeg tænker på medarbejderen i Emirates Service Desk og ville ønske, hun havde været vedholdende, ville ønske hun havde nægtet at udskrive min madkupon. Hun vidste bedre end jeg, at det ikke var et tilbud, jeg egentlig ønskede at benytte mig af, gjorde hun ikke?

Sættet med tandpasta og tandbørste er urimeligt dyrt, som alt andet i lufthavne, men jeg køber sættet alligevel og børster og spytter, børster og spytter i håndvasken. Toilettet ligger lige ved siden af gaten, og flyet er ikke forsinket, det afgår på præcis det tidspunkt, der står på min billet. Og mens solen står op uden for det lille ubådsvindue, forestiller jeg mig, hvordan du strækker dig i sengen og tænder for bruseren, hvordan du vasker dine tæer grundigt og bagefter dupper dem med håndklædet, fletter dit hår og tager læbestift på. Synger med på en blød popsang, mens du kører gennem byen med rolige hænder på rattet. Hvordan du stiger ud af bilen og utålmodigt rokker frem og tilbage i ankomsthallen, spejder efter mig. Du er ligeglad med skalpen bundet fast til min kuffert, du ved slet ikke, den har været der, ligesom du ikke ved, at hun var der, og aldrig kommer til at vide det. Du vil spørge mig, hvordan turen gik, og jeg vil smile og sige: Jeg fik et gratis måltid, fordi min mellemlanding var så lang. Og du vil kysse mig på munden, du vil ikke kunne smage resterne af opkast, og du vil snuse til min hals uden at bemærke al parfumen. Det manglede da bare, vil du sige, og jeg vil tage din hånd og klemme den.