Monolog fra Coronaland
25. juni 2020
Jeg voldtog en mand i morges.
Han var noget yngre end mig, solen skinnede, og han løb i bar overkrop. Hold nu op for et vaskebræt. Og hans hår, en manke af skinnende sort. Som alle andre i New York City løb han med ansigtsmaske, for hér dør folk hurtigere, end lægerne kan følge med. Jeg stoppede med at tælle smittede sidste måned. Stoppede med at læse om raske 5-årige drenge, der pludselig udvikler en mystisk, corona-relateret sygdom og dør. Det blev ligesom for meget. Ambulancerne tuder konstant, kører forbi vores lejlighed med 100 kilometer i timen – ba-bu, ba-bu. Jeg er ved at blive sindssyg. I forgårs på vej ned til supermarkedet, var jeg nær blevet ramt af en ambulance i et højresving. Jeg havde taget solbriller på og en turkisfarvet N95-surgical mask. Min mand er nemlig kirurg, og han skaffede os de bedste masker, der findes, allerede inden vores guvernør, Mr. Cuomo, for godt to måneder siden beordrede alle newyorkere at bære ansigtsmaske.
Siden valgte Cuomo at lukke hele byen ned. The City That Never Sleeps ligger pludselig i koma. Uhyggeligt. Jeg har ikke set et eneste menneske siden begyndelsen af marts. Udover min mand, selvfølgelig, og mine børn. Og ham voldtægtsofret. Men det værste, det allerværste er nedlukningen af skolerne. Jeg kan simpelthen ikke mere. Vi bor på 7. etage, og i sidste uge tog jeg mig selv i at åbne stuevinduet, der størrelsesmæssigt minder mere om en terrassedør, på vid gab. I flere minutter stod jeg dér og kiggede skiftevis ned på fortovet og over på mine børn og tænkte… dem eller mig? Var det ikke for min 5-årige søn, der strakte sin lille hånd frem og greb fat i mig, var jeg sikkert faldet. Splat! Indvolde ud over hele Broadway. Så jeg satte mig ned og skrev en e-mail til skoleinspektøren, der har valgt at aflyse sommerferien og fortsætte fjernundervisningen indtil september. Jeg trak selvfølgelig doktor-kortet og beskrev i tårevædede detaljer, hvordan min mand, a frontliner, havde knoklet dag og nat igennem de sidste fem uger, weekenderne med, uden en eneste fridag. Og hvordan han pludselig selv ikke kunne trække vejret og blev hastet til the ER. Jeg tryglede om hendes tilladelse til at hjemmeundervise mine børn uden konstant at skulle logge ind og logge ud, uploade, printe, tage billeder og optage videoer af dem danse ballet. Fem dage senere takkede hun mig for min mands service, resten af e-mailen var en af de der beskeder, man sender ud til alle forældre, der skriver – uanset hvad de spørger om. ”Har du overvejet at… bla, bla, bla.” Op i røven. Ja, faktisk så satte jeg mig ned for at skrive endnu en e-mail, et slags klagebrev, til The New York Times. Men mit engelsk er ikke ligefrem New York Times-værdigt, og hvornår er det også lige, jeg skulle få tid til at sidde der og svede over en eller anden artikel, når jeg samtidig skal undervise mine unger i seks forskellige fag på tre forskellige niveauer og passe mit arbejde.
Eleverne skal uploade deres skolearbejde, lød beskeden – no exceptions. Gør de det ikke, ender det i bedste fald med dårlige karakterer og en opringning fra skolens social worker. I værste fald skal de gå skoleåret om, når de tropper op først i september – hvis altså pandemien er gået i sig selv til den tid. Hvad nu, hvis den ikke er? Fuck!
Og hvad sker der lige for de billeder, folk poster online? Billeder af velklædte børn i minimalistisk indrettede hjem, der bøjer sig ind over skoleopgaverne, som de løser frivilligt og helt uden hjælp. Bordet er skinnende hvidt, helt uden kafferinge, og det eneste, der ligger på bordet ud over lektierne, er en gul blyant med viskelæder i enden. Mine børn kan jo INGENTING selv! Jeg har fejlet som mor. En af dem går tilmed i en klasse for børn med special needs. Det lyder nærmest, som om eleverne er handicappede og sidder i kørestol med hovedet hængende til den ene side, mens savlet bare drypper. Det er ikke tilfældet. Men han har brug for ekstra hjælp. Med andre ord er det mig, der ender med at lave deres skolearbejde. For opgaverne hober sig op, og når presset bliver for stort, smider den lille sig ned midt i stuen og hamrer arme og ben ned i gulvet, indtil underboen banker kosteskaftet op i loftet eller ringer til politiet. Jeg har tre børn og er sågar begyndt at betale min ældste for ”lektiehjælp” – en krøllet 10-dollarseddel for en hel dags arbejde. Men det lærer de mindste jo ikke noget af, tænker du måske, og det har du ret i. Det var dét, jeg forsøgte at forklare skoleinspektøren.
Det er ikke bare mig. Folk på Manhattan er begyndt at få pip. Alle forsøger at blive indenfor, men lejlighederne i storbyen er små, og vi har ingen haver. Vi har legepladserne, men de er forbudte, afspærrede områder med gult plastikbånd hele vejen rundt om. Så er der Central Park, men vi skal holde afstand, og det er ikke nemt i en by med 8,4 millioner mennesker.
Newyorkerne har fået nok og føler, de kan tillade sig hvad som helst i ly af deres masker. HVAD SOM HELST. Den anden aften stod en ældre kvinde ude på gaden lige ved siden af opgangen, hvor jeg bor, og skreg af pizzamanden. Alle restauranterne har lukket for spisende gæster. Er man sulten, må man bestille online, men systemet var gået ned, og pizzamanden ville ikke tage imod hendes ordre in person. Det udviklede sig. Hun blev stående. En helt almindelig pæn dame med øreringe og knold oven på hovedet. Så stod hun dér og hamrede løs på ruden til et pizzeria med knyttede næver. Fint klædt på og det hele. ”You’re the devil,” var det sidste, jeg hørte hende skrige, inden døren lukkede i bag mig. Jamen altså. Senere på aftenen begynder en anden kvinde at skabe sig. Hvor ville jeg ønske, det havde været en mand, så vi kunne mane det hysteriske kvindebillede i jorden én gang for alle, men det var altså en kvinde. En midaldrende kvinde, dobbelt så stor som mig selv. Det kan jeg ikke lave om på. Sådan er det. Jeg ville også ønske, at jeg ikke havde åbnet vinduet og kastet vand ned i hovedet på kvindemennesket, men hun blev ved med at råbe op, selvom jeg pænt og flere gange endda bad hende dæmpe sig. Til mit forsvar var klokken over ti, og hun vækkede mine unger, som kom farende ind til mig i deres pyjamas med store, urolige øjne. Og som om det ikke var nok, bøjede hun sig forover og samlede et par sten op fra blomsterbedet, som hun kastede på min cykel. Hvorfra hun vidste, at det var min cykel, har jeg ingen anelse om, men det var det altså. Hun spyttede på den, en stor grønhakker fuld af bakterier, og begyndte at trykke løs på vores dørklokke. Det endte med, at min mand måtte ringe 911. I løbet af ingen tid blev hystaden omringet af seks politimænd med knipler og håndjern og pistoler i bælterne, ansigtsmasker og blå plastikhandsker. De forsøgte at holde to meters afstand og alt det der, men kvinden trådte hele tiden et skridt nærmere og skreg, så spyttet fløj dem ind i ansigterne. Min mand og jeg stod inde i soveværelset med lyset slukket og kiggede ned på gaden for at følge med i, hvad der skete, indtil tossen pegede op på os og råbte: ”The bitch right there!” Så sprang vi ned på gulvet og skraldgrinede.
Her til eftermiddag, et par timer efter voldtægten, trak jeg ungerne med ned i Riverside Park til The Traveling Rings: Et kæmpe stativ med ringe som man kan svinge sig i. Ungerne elsker det, svinger sig frem og tilbage som små abekatte, og utroligt nok er området ikke blevet afspærret, det er lovligt at færdes der. Det er også lovligt at tage sin hund med derned, så længe man holder den i snor. Nu forholder det sig sådan, at mit ene barn er skidebange for hunde. Han blev bidt i maven som spæd. Det er en længere historie, men pointen er, at jeg bad den her maskeklædte mand, meget pænt synes jeg selv, sætte snoren fast i kvælerhalsbåndet på sin hund. En lysebrun pitbull med et meget bredt kæbeparti. ”What? I can’t understand what you’re saying,” knurrede han og kiggede mig direkte ind i øjnene. Han hentydede til min accent, så jeg forsøgte endnu en gang og talte meget langsomt, næsten i slowmotion: ”My kid is afraid of dogs,” sagde jeg. ”P-L-E-A-S-E, U-S-E T-H-E L-E-A-S-H,” samtidig med jeg strakte min arm frem og pegede på snoren i hans hånd. Han kiggede ned på den. ”Well,” sagde han og kiggede op. ”That’s a shame. Your kid shouldn’t be afraid of dogs.” Jeg smilede venligt bag filtmasken: ”I know, but he is. Please, use the leash.” Jeg bevægede mig væk, satte mig ned på en trappeafsats, og hundeejeren slentrede videre – med snoren i hånden. Jeg rejste mig og gik i rask tempo hen til muskelhunden og dens ejer. ”Please…” var det eneste, jeg nåede at sige, før han eksploderede i hovedet på mig. ”Listen, lady. Go home and take your meds,” råbte han truende. ”You’ve got a problem!” Jeg påpegede med rolig stemme, at det er forbudt at lade sin hund løbe frit omkring, og at det derfor ikke var mig, men ham der havde et problem. Det brød han sig bestemt ikke om. Et kort sekund troede jeg, at han ville pudse muskelhunden på mig. ”You fucking weirdo,” råbte han så, så halspulsåren poppede frem. Jeg sagde ingenting, blev bare stående og kiggede op på ham med mit mest insisterende blik, indtil han drejede rundt og forsvandt.
Der er ikke noget samfundssind her i New York. Tror faktisk ikke, der findes et amerikansk ord for det – lidt ligesom med ”hygge” er det noget særligt dansk, svært at oversætte. Der er heller ingen fællessang, ingen naboer, der tænder for DR1 hver morgen klokken ni, når Phillip Faber slår op for klaveret. Der er kun os, men vi synger til gengæld med. Så højt vi kan: ”I en lille båd, der gynger …” Vi har Apple-TV, og min mand har forbundet højtalerne til fjernsynet. Jeg elsker at synge. Det gør mig i godt humør. Jeg ved da godt, at jeg ikke er nogen Whitney Houston, og hva’ så. Jeg ved også godt, at der sidder folk derude, som siger, at der ikke findes noget værre end mennesker, der synger falsk – og som tror, de kan synge. Fred være med det.
Mange skuler eller sender hinanden dræberblikke, mens de krydser vejen eller går i en stor bue udenom. Jeg forsøger ikke at lade mig påvirke. Køber gule tulipaner, smiler under masken, løber en tur for at give slip på alle frustrationer. Og det er så her, på min løberute, at jeg støder ind i den her gudsbenådede mand. Et splitsekund, da jeg passerer ham, kigger vi hinanden i øjnene. De så meget franske ud, hans øjne. Uden at tænke videre over det lavede jeg en U-vending og fulgte efter ham. Nu sidder du måske der, på den anden side af skærmen, og tror, at jeg er sindssyg. Jeg bebrejder dig ikke. Jeg overvejede trods alt at skubbe mine egne børn ud fra 7. etage. Og jeg kastede vand ned i hovedet på en fremmede kvinde i går aftes. Men det er jeg altså ikke, jeg er helt normal. Skræmmende normal faktisk. Men jeg må indrømme, at de sidste to måneders isolation og hjemmeundervisningen, der fortsætter hele skoleåret ud og sommeren med, har gjort mig… lidt skør. Jeg er også begyndt at drikke igen. Egentlig var jeg stoppet. Min mand og jeg holdt en fest for ikke så lang tid siden, før corona, bare os to. Vi dansede til Despacito-sangen, der var så populær sidste sommer, og drak lyserød champagne. Alt var godt, lige indtil jeg brækkede mig ud over den hvide sofa og det meste af stuegulvet. Min mand måtte bære mig i seng. Og moppe gulvet for klumpet opkast. Den aften mistede jeg lysten til at drikke. Men så kom corona og væltede os alle sammen omkuld, og mere skulle der åbenbart ikke til. Jeg begyndte igen, bare et enkelt glas ud på eftermiddagen. Eller to. Nogle gange tre – de dage sætter jeg musik på og skråler med af fuld hals, skideligeglad med overboen, der alligevel står deroppe hver evig eneste dag og fucking sjipper. Sidste gang satte jeg Celine Dions 90’er hit på, All By Myself, men det blev alligevel for ynkeligt.
Nå, men jeg løb og løb i hælene på den her mand, som havde en meget muskuløs ryg, på den pæne måde, og et par baller lige så stramme som to grønne æbler. Jeg kan godt være ærlig og sige, at mænd med store numser – det har aldrig været mig. No offense, det er bare sådan, jeg har det. Men ham her, han var i topform. Faktisk var jeg lige ved at opgive på et tidspunkt, for han løb vildt stærkt, og jeg kunne nærmest ikke trække vejret igennem min surgical mask. Han stoppede heldigvis for at binde sit snørebånd, så indhentede jeg ham. Han drejede ind ad en lillebitte sti, ind i krattet, og jeg fulgte efter, forbi klokkeblomsterne og vandfaldene og de væltede træstammer. Jeg var så tæt på, at jeg kunne lugte ham. Han lugtede virkelig godt. Selv på to meters afstand.
Egentlig har der vel hersket en form for lovløshed, lige siden Donald Trump tog over – og betalte hende pornostjernen en million for at benægte deres affære. Så lå han bare dér oven på de vildeste silikonebabser og en glat, flad mave og pumpede løs, mens Melania sad derhjemme med brystbetændelse. Det er fandme fejt, det er. Og så var der den der ”grab them by the pussy”-video – no comments. Trump er indfødt newyorker og var i 90’erne indbegrebet af Manhattan. Den tid er forbi. Man skal flere tusind kilometer ned ad østkysten for at finde frem til hans fanskare – en gruppe hvide, fattige, uuddannede mennesker, der bor i trailere og pt. strejker, fordi de, ligesom resten af verden, blev bedt om at holde sig inden døre på grund af den verdensomspændende pandemi. En pandemi der har slået flere amerikanere ihjel end Vietnamkrigen. Nej, du hørte ikke forkert. Trumps noget så loyale tilhængere stormer i øjeblikket gaderne. Skulder mod skulder og med maskingeværer hængende over skuldrene. ”SHUT DOWN THE LOCKDOWN,” råber de i kor.” De sætter nemlig deres frihed over alt andet. Friheden til at gøre, hvad de vil – og til at bære våben, så de kan forsvare sig imod regeringen, skulle det blive nødvendigt. Og det er så dér, vi er endt. På kanten af en slags borgerkrig. Som om COVID-19 ikke var nok. Som altid, når det virkelig gælder, kløves amerikanerne i to. De passer ikke på hinanden, de passer på sig selv. Og så kan det godt være, du hidser dig op og har lyst til at råbe folk ind i deres rødbedefarvede ansigter, hver gang du handler i Føtex, fordi folk står alt for tæt og bare overhovedet ikke tager en skid hensyn til hinanden! Og jo, du har da sikkert ret. Men altså…
Nu skal vi også huske at grine, og det er da sjovt, at de folk, der stemte Trump ind i Det Hvide Hus, er de selvsamme idioter, der render rundt med knyttede næver og armene strakt som en anden flok nazister, fordi de nægter at lade sig bestemme over. Fordi de nægter at blive hjemme. Det startede med tomme hylder i supermarkederne og røde numser, fordi påskeservietterne kradsede bagi, og endte med massegrave på Hart Island og midlertidige lighuse spredt ud over hele byen, nedkølede lastbiler og hvide telte på græsset i Central Park. Jeg løb forbi dem i morges – ja faktisk, så fandt voldtægten sted ikke særlig langt derfra.
COVID-19 har forvandlet New York til en jungle, hvor kun de stærkeste overlever – dem med second homes udenfor storbyen eller de, der kan trække vejret gennem vinduessprækkerne længst uden at gå til. Jeg hiver efter vejret. Forestiller mig, det er sådan, det må føles at ligge levende begravet i en kiste langt nede under den sorte jord. Det er bare et spørgsmål om tid, tik-tak, tik-tak. Stikker man hovedet udenfor, er det slut. Enten bliver man pløkket ned bagfra, ligesom ham McD-medarbejderen, der bad to kunder spise deres burgere udenfor, eller smittet og ædt op indefra af en dødelig virus. Åh gud! Jeg savner Danmark. Græsset er grønnere på den anden side af Atlanten, som man siger, men alligevel. Hvis bare Lagkagehuset nede på Union Square ville åbne, så vi kunne cykle ned og trøstespise en hindbærsnitte. Eller en træstamme rullet i marcipan. Men hun sparkede også til mit hjul, hende tossen. Dækket er helt asymmetrisk, og min cykelhandler er gået bankerot. Pis. Den var skidedyr, den cykel.
Vi er konstant bagud, eller … jeg er konstant bagud. Ungerne er pisseligeglade. Jeg forstår det simpelthen ikke, når gamle venner med ro i hele kroppen fortæller, hvordan de dyrker yoga og samler det ene 1000-briks puslespil efter det andet og er godt i gang med at læse Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf eller Henrik Pontoppidans Lykke-Per – for anden gang. Hvad sker der? Måske de danske lærere er knap så krævende som de amerikanske, der skippede påskeferien og bad mine børn på henholdsvis 5, 7 og 8 år skrive et essay om deres drømmecollege. Hvad giver du mig?
Jeg har ikke engang tid til at sove. Helt seriøst, jeg er ved at få stress, har udslæt på begge arme. Det klør som bare pokker, og jeg kan ikke lade være med at kradse med neglene. Små røde knopper, der bløder og bliver til sår.
Lige siden Det Vilde Vesten har folk herovre ikke bekymret sig synderligt om andre. Og det har pandemien ikke ændret på, tværtimod. The Ku Klux Klan er nærmest blomstret op. Hvide spidse hatte stikker op af mulden som små vintergækker. Og så er det udmærket at være født blond, kan man sige. Så skidt med den sarte hud, det er prisen, man må betale for ikke at blive forfulgt af en flok hvidklædte mænd med brændende hagekors. Den anden dag så jeg tre mænd med hvide masker sparke en asiat i hovedet. Midt på Broadway ved højlys dag. Det er svært at sige, hvor hun helt præcis var fra: Japan, Taiwan, Kina? De har det med at ligne hinanden, eller jeg kan i hvert fald ikke kende forskel. Det skal man selvfølgelig ikke sige højt. Det er lidt ligesom at tale dårligt om katte i Mads og Monopolet, don’t do it. Ikke at jeg på nogen måde sammenligner asiatere med katte. Nu begynder det at klø igen. Finder lige et par luffer, så jeg ikke kommer til at kradse hul.
De rige er kørt langt væk, op til deres store sommerhuse i The Hamptons. Dem ser vi ikke noget til. Jeg plejede at hilse på Dexter hver morgen ovre i Central Park – ham seriemorderen. Han har en lille sort hund, som han lufter, og vi støder altid, altid ind i hinanden. Ha! Og så kigger han på mig med det der helt kølige blik og nikker med hovedet. Jeg har aldrig hørt hans stemme, nu jeg tænker over det. Sarah Jessica Parker ser man heller ikke rigtigt noget til mere. Pist væk, og det kan man ikke bebrejde dem.
Vi andre sidder tilbage i vores små isolationslejligheder og underviser vores børn med den ene hjernehalvdel, mens den anden arbejder på højtryk for at imødekomme chefens ambitiøse deadlines. Det er pisse opslidende. Det eneste, der kan få en til at løsne op, er et ordentlig knald. Han så fransk ud, det gjorde han altså. Selvom jeg selvfølgelig ikke rigtigt kunne se hans ansigt på grund af masken. Der løb vi så – ham forrest og mig lige i hælene, knaldrød i bærret. Ikke langt fra de hvide telte løb jeg ham op og skubbede så hårdt, jeg overhovedet kunne – med begge hænder. Han var mest af alt overrasket, tror jeg. Det var så uventet, at han slet ikke kunne stå imod, han faldt bare. Bum. Ned på sin lille, faste røv. Så sad han der i det våde græs, for det regnede i nat, og jeg satte mig ned oven på ham med et ben på hver side. Uden at sige noget stirrede vi hinanden i øjnene. Vi havde begge masker på, og det eneste, jeg kunne se, var hans pande og to lysende blå øjne med en brun plet i det ene, der fik mig til at tænke på Supermand. Ham der, hvad-er-det-nu-han-hedder, ham med kløften i hagen. Tænk, hvis det var ham. Shit! Og tænk, at jeg rent faktisk gjorde det. JUST DO IT, stod der skrevet på hans sorte Nike shorts, så jeg gjorde det sgu. Trak dem ned, helt ned til anklerne, og kørte underlivet frem og tilbage. Supermand blev bare liggende, helt stiv. Så begyndte han pludselig at grine. Han slog en latter op, en dyb en, og så begyndte jeg også at grine, for det hele virkede så absurd. Tænk engang at blive voldtaget og så bare grine af det. Jeg stak et hul i hans maske, borede min finger ned i hans hals, og satte mig overskrævs. Jeg mærkede hans læber mod mine, gled langsomt ned ad hans svedige overkrop og besteg ham. Et bjerg af lyserødt kød. Himalaya, siger jeg bare, Himalaya, here I cooome!