Ars topiaria


Birgitte vågner.
  Og ved bordet finder hun den gamle mand, Thorsten, med kruset hævet mod loftet. Hvad er det, han mumler? Hun lister nærmere. Gemmer sig bag masten.
  Sikken måde at starte dagen på! Med vågne drømmerier, mumler han.
    Og sådan endte jeg på havet, stønner han.
  Han griber ud efter snapsen og skænker i sit krus. Han vender sig og rækker kruset frem mod kvinden.
  Kom nærmere, siger han.
  Og kvinden kommer nærmere. Det er blæst op. Hun støtter sig til bordet og sætter sig. Og nu dukker der også et krus op til hende. Han skænker i kruset.
  Skål!

Senere spiser vi morgenmad.
  Ingen har nogen egentlig appetit. Det er blæst op. Tallerkner og krus rutsjer henover langbordet.

Hun kaldes op på dæk.
  Arbejdet venter. Hun skal ikke tro, hun er her som passager. Matrosen smiler og viser vej.
   Javel. Hun smiler tilbage og følger trop; det fyger med havskum indover rælingen – det er blæst op, og Vi maatte til Vejrs og beslaa det ene Sejl efter det andet.
  Rebelinen! råber de, og hun kigger sig omkring langs paneler og under sine fødder.
  Dér! råber de. Og hun kigger op og rundt.
  Ved bomnokken! råber de…
    Hun får en line stukket i hånden.
  Storskødet slækkes; de havde lagt os i bidevindskurs; vi firer den ene og haler i den anden.
  SKIBET finder en slags ro i blæsten og dønningerne. Vi ruller. Fremad for halvbeslåede sejl cirka, bugnende ikke desto mindre.
  Det bliver livligt sejlads ind til næste havn, griner Kaptajnen og svajer rutineret i lænden og i knæene. Han føjer sig elegant skibets rulninger. Og vi griner med ham og klamrer os til det nærmeste.
  Det er friskt og frodigt at leve i det her vejr.
  Der findes begivenheder – Sikke Oplevelser! – der får en særlig vægt og – O Ophøjethed! siger vi?
  Siger han. – Og vi tænker over det. Og vi erklærer os så småningom enige. Det er sandt, udbryder vi. Godt sagt! roser vi. Vi letter på hatten; og vi lægger højre hånd på venstre skulder og bukker og skraber etc.

Vi nærmer os havnen sydfra.
  Og styrmanden mumler til sig selv: Og kommer man söderifrån bör man inte falle för frestelsen att gena in hamnen enär området syd om hamnen!
  Vi går upp mot kumlet vid Rödskär och Svartskär och derifrån rakt ostlig kurs mot inloppet!
  Vi lægger os i det tredie af de fire bassinger.

Over os hænger klippen, sandsten rejser sig lodret op, halvtreds, måske hundrede meter! Og på klippen den gamle by og befæstningen. Under klippen, i skyggen af klippen, bag forbjerget ligger den nye by.
  Kirkerne er det første vi ser. Kirketårnene rejser sig over murene, over tagene og trækronerne derinde.

Vi sætter bådene i vandet. Vi ror i land. Vi besigtiger byens berømmede haveanlæg.
  Her har en sand kunstner givet sig hen, her betragter vi hendes ars topiaria. Vi finder kunstnerinden selv bøjet over en bred kaskade i midteraksen. Med saksen, klippende. I gang med sin trädgårdskonst. Hun studser et hjørner og glatter en flade.
  Hun er en lille kvinde. Af ubestemmelig alder. Yngre end buskene hun kærligt tager hånd om og sætter saks til. Det er en kærlighedsgestus.
  Mennesket klipper og Gud svarer – siger hun og smiler.
    Nuvel.
  Med vækst – hun smiler og stikker saksen i lommen. Hun rømmer sig, retter sig op.
  Denne have er sprunget ud af fantasien på en sværmerisk visconte – siger hun.
  Denne have er i sandhed fuld af overraskelser og hemmeligheder – siger hun. Og stor skønhed! Hun sværmer for skønheden. Og skønhedens idealer!
  Nuvel.
    Vi sværmer for dette, og vi sværmer for hint – vi søger skønheden i alt og det mindste.

Et badhus!
  HER, bag et fint slør af hængebirkens grene, med forårets myghed og nydeligt behængt med grønne blade og rakler. Vi må vaske os.
  Vi afklæder os vores søtøj, de saltbrændte skind vore mødre kærligt gned med bivoks og tran, de fedtede uldne vamse, de tunge støvler. Og huen.
  Nu gnides vi selv med duftende olie. Vi ledes ind i et rum fuld af damp. Her skal vi sætte os. Vi hører blid musik fra et sted bag dampen. Vi føres af bløde hænder ud af dampen. Olien skrabes af os, og vi overhældes med koldt vand. Vi klædes i plisserede kjoler af et så skrøbeligt væv, at vi frygtsomt må forestille os, at nogen har ofret deres sjæl for at indgyde det liv, et livligt lys, et skær af evighed!
  Nuvel.
Nu løber vi gennem haven!
  Og hér, på den centrale plads, omgivet af parterrebede og busketter, på en spinkel piedestal i en opsats af anemoner: En spinkel Adonis, lidt mindre end en voksen mand, men ikke et barn – hugget i stenen byen hviler på. Med svaj i ryggen, afventende i kontrapost?